I dag skal vi tænke os om, når vi trykker 'send' på en mail, eller når vi poster oplysninger om os selv på Facebook. Man kan nemlig aldrig vide, hvem der læser med.
Sådan var det også, længe før computerens opfindelse, dengang folk kommunikerede med hinanden via håndskrevne breve, og kongen var enevældig i Danmark.
I sin ph.d.-afhandling 'Brudte Sejl' viser museumsinspektør ved Post- og Telemuseum Sune Christian Pedersen, at overvågning af post under enevælden var et vigtigt redskab i en magtstrategisk sammenhæng.
Spionmester
En betydningsfuld brik i magtspillet i 1700-tallet var postmester Christian Erlund, der sørgede for andet og mere, end at posten nåede ud. Han var den enevældige kong Frederik d. 4.s betroede spion og en sand mester til at opsnappe breve, kopiere seglet, bryde det, kopiere brevet og lukke det igen med falsk segl.
»Som postmester havde Christian Erlund let adgang til fortrolige breve, hvis indhold kunne interessere kongen, men postspionagen gik fra at være et middel til at tilrane sig hemmelige oplysninger, der kunne benyttes i politisk øjemed, til at benytte de opsnappede breve som propaganda på den storpolitiske scene,« fortæller Sune Christian Pedersen.
Fra spionage til propaganda
Selv om ingen hersker åbenlyst indrømmede, at de spionerede mod deres undersåtter og diplomater, var det en offentlig hemmelighed, at det fandt sted.
I et specielt tilfælde gik kong Frederik d. 4 dog ud og indrømmede offentligt, at den svenske krigsfange og feltmarskal Magnus Stenbock var blevet overvåget, og hans breve var blevet åbnet.
»Det var ikke pænt at spionere, men det var endnu mere æreløst at spille dobbeltspil. Det var det ræsonnement, som den danske konge benyttede,« fortæller Sune Christian Pedersen, og fortsætter:
»Når kongen ikke længere lagde skjul på, at han har spionerede og forelagde resultaterne fra spionagen til offentlig beskuelse, så træder vi ind i en ny fase i postovervågningen.«
I Stenbock-sagen fra 1714 begyndte postspionen Christian Erlund aktivt at redigere og forfalske de breve som krigsfangen, den svenske feltmarskal Magnus Stenbock, hemmeligt sendte ud. Stenbock vidste nemlig ikke, at Erlund havde lagt en ring af informanter rundt om ham, så al korrespondance blev opsnappet, og hvis det var nødvendigt - redigeret.
»Her træder vi ind i propagandafasen. De informationer, som Erlund opsnappede fra Stenbock, havde større værdi som propaganda end som hemmeligt efterretning. Derfor gik man ud i internationalt regi og offentliggjorde breve, som Stenbock sendte,« siger Sune Christian Pedersen.
Politisk spin i 1700-tallet
Ifølge Sune Christian Pedersen fik kongen nok en plet på sin kongekåbe ved at indrømme, at han havde folk i sin tjeneste, som spionerede for sig. Men den plet forsvandt hurtigt, når man ved offentliggørelsen kunne vise, at Stenbock var en æreløs usling, som svor ét for den danske konge, men som i praksis gjorde noget helt andet.
Det var ganske enkelt for godt politisk spin til at lade det ligge. I denne situation var det acceptabelt, for man må godt spionere mod en spion.
Postovervågningen ændrede karakter, som tiden skred frem under de følgende enevældige konger. I 1784 overtog kronprins Frederik den 6. regeringsmagten. I den første del af sin regeringsperiode var Frederik d. 6 en fortaler for at beskytte borgernes privatliv.
Således udsendte Frederik d. 6 kort efter sin magtovertagelse et dekret til alle postmestre, at: »... de ikke må understå sig i at åbne eller brække nogens breve, hvis det endog måtte, med mindre det måtte være efter hans kgl. majestæts specielle allernådigste befaling...«
»Det var et tydeligt politisk signal om, at han ikke var tryg ved postvæsnet, når han på denne måde eksplicit måtte forbyde brevåbning. Det tydede jo, at det fandt sted,« fortæller Sune Christian Pedersen.
Overvågning bliver til opinionskontrol
I kølvandet på den franske revolution blev brevhemmeligheder accepteret som et af oplysningstidens frihedsidealer, omend den ikke altid blev respekteret af magthaverne. Datidens monark Frederik d. 6 udtrykte dog en liberal holdning til ytringsfrihed, og en anden standard syntes at være sat for, hvad man kunne sige til hvem i Danmark hen imod slutningen af 1700-tallet.
Med tiden udviklede Frederik d. 6 dog en stadig større uvilje mod offentlig kritik af sit styre. Denne udvikling kulminerede, da englænderne bombarderede København i 1807 og besatte Sjælland. Frederik d. 6, der befandt sig i Kiel under bombardementet, forbød enhver kommunikation mellem Sjælland og resten af landet.
Da blokaden af Storebælt blev ophævet, væltede brevene ind til Nyborg. Men i stedet for at uddele brevene blev de alle bragt til Kiel, så Frederik d. 6 og hans folk kunne læse dem. De kritiske holdninger til hans styre, der kom frem i de private breve, folk skrev til hinanden, var formentligt et personligt chok for Frederik d. 6.
»Lige pludselig fik han adgang til folkets uforbeholdne mening om ham, og den var ikke positiv,« forklarer Sune Christian Pedersen.
»Dette bliver begyndelsen på en ny magtstrategi. Mange af brevene åbnes uden at blive læst, sandsynligvis med det formål at fortælle modtageren af brevet, at der bliver holdt øje med korrespondancen,« fortæller han.
Mange af brevene åbnes uden at blive læst, sandsynligvis med det formål at fortælle modtageren af brevet, at der bliver holdt øje med korrespondancen
Sune Christian Pedersen
Der var tale om et forsøg på opinionskontrol af en hersker, der frygtede opinionen. Frederik d. 6 ønskede at skræmme folk fra at skrive kritiske breve, som kunne opfattes forræderiske. Man ønskede at sætte en skræk i livet på brevskriverne. Alt i alt andre toner end de tidligere forbud mod brevåbning.
Strafbart at kritisere kongen og hans styre
»Frederik d. 6 var i høj grad opmærksom på folkestemningen. Han indskrænkede pressefriheden og forbød rygtespredning begrundet i hensynet til rigets sikkerhed. Brevåbningspolitikken var en erkendelse fra hans side, at den offentlige mening levede sit eget liv i brevudvekslinger private mennesker imellem,« fortæller Sune Christian Pedersen
I 1814 havde nordmanden Marcus Nissen Westermann ytret sig kritisk om Danmarks afståelse af Norge til Sverige i et privat brev, som de svenske myndigheder opsnappede og med stor skadefro sendte til Frederik 6. i afskrift.
En så åbenlys kritik af kongen kunne ikke tolereres. Westerman blev anklaget for at have »vovet at bruge de formastelige udtryk og udladelser om de foranstaltninger Vi som suveræn har anset fornødne til fredens afslutning...«
Westermann blev idømt landsforvisning for livstid - vel at mærke efter trykkefrihedslovgivningen.
»På den måde fungerede postovervågningen som en indre selvcensur hos den enkelte borger. Borgeren blev disciplineret til at afholde sig fra at skrive noget, som kunne vække mishag hos regenten.« siger Sune Christian Pedersen.
