Auto-Tune er musikkens svar på silikonebryster

»Folk kan brokke sig over, om I ikke kan synge skønsang. Men vi lever i år 8210, og der er det okay med Auto-Tune og fart og ballade.«

Sådan lød det, da Remee bedømte pige-gruppen 8210, efter de farverige tøser havde leveret en overraskende god præstation under årets første X Factor-live-udsendelse.

Med udtalelsen løftede Remee sløret for, at deltagerne i sangkonkurrencen fik hjælp af computerprogrammet Auto-Tune til at ramme tonerne helt præcist.

Det vakte stor forargelse blandt seerne, men 'snydecomputeren', som Auto-Tune hurtigt blev døbt i medierne, er vidt udbredt og findes i ethvert moderne lydstudie.

Auto-Tune er en parallel til perfekte plastikpatter

Programmet går nemlig hånd i hånd med populærkulturens stræben efter det perfekte udtryk, mener lektor Martin Knakkergaard, der forsker i musikteknologi ved Aalborg Universitet.

»Det er et spørgsmål om perfektion og om den glatte æstetik i populærkulturen, hvor alt skal være pletfrit og strømlinet. Man finder ikke - som i mange andre genrer - glæde ved det unøjagtige,« siger Martin Knakkergaard.

»Det knytter sig til den moderne kropskultur, hvor man gerne vil have den veltrænede, optimerede og smukke krop,« siger lektoren, der mener, at der kan drages mange paralleller mellem dyrkelsen af den perfekte krop til den måde, hvorpå producerne bearbejder popmusikernes vokaler for at eliminere skævheder og fejl.

»Man vil ikke fremstilles, som man er fra naturens side. I stedet skaber man sig selv med programmer som Auto-Tune. Det er det samme med alle dem, der propper sig med silikone og bruger plastikkirurgi for at lave deres udseende om,« siger lektoren.

Popmusikere har altid manipuleret

Trangen til at opnå det perfekte er ikke en ny trend inden for popmusik - hverken kropsligt eller musikalsk.

Performere har altid forsøgt at forbedre deres udseende med sminke og kunstigt hår, inden man tog det til det næste niveau, hvor det blev normalt at lægge sig under kniven for at få større bryster eller et ansigtsløft.

På samme måde er Auto-Tune, hvormed man kunstigt kan hæve eller sænke stemmens toneleje, blot noget af det mest ekstreme inden for teknologier, som bruges til at give musiks lydlige udtryk en 'make-over'.

»Det startede med mikrofonen, som for så vidt var det første indgreb i akustikken. Det, at man kan optage og forstærke stemmen, så det lyder som om, den er helt tæt på, er jo urealistisk. Vi kan høre guitaren og stortrommen helt tæt på, og det forudsætter mikrofonen, der omformer, ja, strengt taget konstruerer den virkelighed, vi lytter til,« siger Martin Knakkergaard.

»Det er optageteknologien selv og mikrofonen, der er grundlaget og begyndelsen på denne trend. Hvad der kommer efter er sådan set bare videreudviklinger,« siger han.

Croonere var de første 'snydere'

Før 1920erne var sangere nødt til at synge kraftigt for at kunne høres af publikum. Men da den elektriske mikrofon blev taget i brug, kunne en crooner som Bing Crosby synge blødt og svagt ind i hjælpemidlet, så det lød som om, at han nærmest hviskede tilhøreren i øret, selvom han i virkeligheden befandt sig langt fra publikum.

Et af de næste store skridt på vejen til at kunne manipulere med lyden var den såkaldte phase vocoder. Phase vocoderen, hvis tidlige udgaver blev indført i elektronikstudierne i 1960erne og løbende udviklet i de følgende årtier, kunne bruges til at ændre tonehøjde og -længde.

Phase vocoderen er som sådan en slags bedstefar til det digitale tone-korrigerende program Auto-Tune, som sangerinden Cher i 1998 gjorde berømt med hittet 'Believe'.

Men hvor man før brugte de elektroniske hjælpemidler til at eksperimentere, udnyttes de nu i højere grad til at finpudse det kendte.

»Phase-vocoderen blev implementeret med henblik på at indtage nye kompositoriske landvindinger. Det har sådan set vendt sig den anden vej og er blevet en slags karikatur, hvor man i stedet for at udforske nye områder befæster det, man har i forvejen,« mener Martin Knakkergaard.

Det hele er falsk

Et af de seneste skud på stammen er programmet Melodyne, der kan analysere alle lyde i et givent musiknummer, så producerne eksempelvis kan finde og isolere guitaren eller bassen, så de kan manipulere med instrumenternes timing og tonehøjde.

»Så kan man jo rette hvad som helst. Hidtil har man mest rettet sangere eller blæsere, men nu kan man lave det hele om, så enhver form for autenticitet i princippet er truet,« forklarer Martin Knakkergaard.

»Nu er vi en situation, hvor vi ikke længere ved, om det vi hører, er det, som er blevet performet. Man er ligesom nødt til at opgive kravet om autenticitet, fordi moderne teknologi så klart overgår den analoge, som vi er vokset op med,« siger han.

»Bedømmer man musikproduktioner på baggrund af ens erfaring med den akustiske virkelighed, ja, så er det hele falsk. Det kendetegner imidlertid ikke alene popmusikken, det gælder enhver indspilning, gammel som ny,« siger Martin Knakkergaard.

»Det særlige ved popmusikken er, at den ikke blot udnytter indspilningsteknologien og dens værktøjer hæmningsløst og utilsløret. Indspilningsteknologien er dens rum, dens hjemmebane, det er der, den bliver til,« forklarer lektoren.

Giv din mening til kende

Det kontroversielle program er på den ene side blevet enormt populært blandt perfektionistiske producere og fans med hang til poleret pop, men samtidig har det affødt deciderede modbevægelser, der forsøger at bringe musikken tilbage i den mere rå og uredigerede form.

Det tyder dog på, at Auto-Tune og lignende programmer er kommet for at blive - ligesom sminke, kunstigt hår og plastikoperationer.

Er det godt eller skidt? Døm selv i afstemningen ude til højre.