Vi ved fra talrige studier, at dét at have hund ikke blot kan være en af livets store glæder; at omgås menneskets bedste ven kan faktisk hjælpe med blandt andet stress og depression.
Forskerne er dog endnu ikke helt sikre på, hvordan samvær med hunde præcis påvirker menneskehjernen.
Derfor satte et forskerhold med base i Schweitz sig for at undersøge, hvad der præcis sker i vores hjerner, når vores hundevenner er i nærheden.
Denne undersøgelse er nu blevet til et nyt studie, der konkluderer, at det at se, føle og nusse med hunde får aktiviteten i det præfrontale kortex til at stige – et område i hjernen, der er koblet til både sociale interaktioner og følelsesregulering.
Det skriver PLoS i en pressemeddelelse.
Studiet blev udført på 19 voksne forsøgspersoner ved hjælp af Nær-Infrarød Spektroskopi (forkortet NIRS), der er en ikke-invasiv form for neuroimaging.
Forsøget blev delt op i tre faser:
- Først så deltagerne blot på en hund
- Herefter lå hunden op ad forsøgspersonernes ben
- Til sidst skulle de klappe hunden
Til sammenligning gennemgik deltagerne også disse tre faser med tøjdyret Leo, en løvebamse med livagtig ‘pels’ og en varmtvandsdunk syet ind, så dens vægt og temperatur var den samme som den rigtige hund.

Neuroimaging-teknikken afslørede, at interaktion med hunden fik hjerneaktiviteten i det præfrontale kortex til at stige mere, end når deltagerne interagerede med Leo.
Forskellen var størst, når deltagerne blev bedt om at nusse med de to ‘forsøgsdyr’.
Hjerneaktiviteten steg desuden, hver gang deltagerne interagerede med hunden, hvilket ikke skete, når forsøgspersonerne blev genintroduceret for Leo.
Dette peger ifølge forskerne i retning af, at der mellem hund og menneske foregår en social bonding-proces, som ikke er der med et tøjdyr.
Studier som dette er ikke kun sjov læsning for hundeejere, der elsker at kunne smide sjove facts på bordet om båndet mellem dem og deres kæledyr.
I takt med at terapihunde og andre former for terapi-dyr bliver mere og mere udbredte, er der nemlig også brug for solid viden om, præcis hvordan samspillet mellem menneske og kæledyr påvirker patienten.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift PLOS One.