Efter USA’s angreb på Venezuela 3. januar 2026 stiger presset på Grønland og Danmark. Præsident Trump gentager, at han vil have Grønland ’the easy way’ eller ’the hard way’.
Det eksploderer, da NATO's fremtid pludselig bliver en del af ligningen. De seneste uger har været voldsomme – først og fremmest for den grønlandske befolkning. Politikere, embedsværk, journalister og forskere både i Danmark og i Grønland har også været under pres som en direkte konsekvens af Det Hvide Hus’ udtalelser og trusler.
Inspireret af Lars Løkkes beretning om syv vilde døgn i Politiken har jeg skrevet min egen beretning om to vilde uger som forsker i international politik med fokus på Arktis.
5.-6. januar 2026
Jeg sludrer med en kollega, vi ønsker godt nytår, hun spørger til mediepresset. Jeg siger, at det er lykkedes mig at sige nej hele juleferien – faktisk er det lykkedes mig at sige nej det sidste halve år for at fokusere på at gøre min ph.d.-afhandling færdig.
Den handler om samspillet mellem sikkerhedspolitik, forskning og klimaforandringer i Arktis.
Jeg planlægger at fortsætte med at sige nej, indtil jeg har afleveret den i februar. Men selvfølgelig kan situationen blive så tilspidset, at det ikke lader sig gøre, som jeg siger – mest til mig selv.
Næste dag eskalerer det hele efter Trumps fortsatte trusler mod Grønland og Mette Frederiksens reaktion: Alt hører op, hvis et NATO-land angriber et andet.
Det har hun jo ret i. Jeg sms’er til min seniorforskerkollega Ulrik (Pram Gad, red.), at han godt må stille videre til mig, hvis han er ved at drukne i mediehenvendelser.
En time senere ringer det amerikanske medie Politico og vil vide, hvordan en amerikansk invasion af Grønland ville se ud. Skal jeg svare på det?
Journalisten forestiller sig en Ukraine-situation med lange konvojer af amerikanske kampvogne og missiler, der flyver hen over indlandsisen.
Jeg forsøger indtrængende at forklare, at USA allerede er militært til stede i Grønland, og at kontrol med regeringsbygninger vil tage ’mindre end en halv time’. Den formulering har jeg tænkt meget over efterfølgende. Måske skulle jeg have svaret på en anden måde.
Samtidig var det nok vigtigt at gøre det helt klart for de europæiske og canadiske medieforbrugere, at en amerikansk annektering af Grønland – og dermed NATO's endeligt – ville være 'mission complete', før Macron fik sko på.
Resten af ugen snakker jeg kun med medier. Det bliver den afhandling jo ikke færdig af.
7.-9. januar 2026
CNN har bedt om et interview, men aflyser to gange. Den ene gang er kl. 01 om natten dansk tid, så det er faktisk fint. Lars Løkke siger jo i Politiken: »Hellere veludhvilet end velforberedt.« Jeg lever mit liv efter den omvendte parole.
Apropos forberedelse: Den canadiske pendant til P1 Morgen spørger mig i et live-interview, om canadierne skal være bekymrede i tilfælde af en amerikansk annektering af Grønland.
Spørgsmålet ligger et godt stykke uden for vores aftalte ramme for interviewet. Alt efter hvad jeg svarer, er der enten en forfærdelig masse canadiere, der bliver bange, eller lige så mange, der risikerer at misforstå alvoren i det, vi står midt i. Jeg tænker for mig selv, at det er et urimeligt ansvar, nogle journalister lægger på vores skuldre.
Journalisterne spørger igen og igen, om jeg tror Trump invaderer Grønland. Og jeg bliver altid spurgt, hvad Trump vil med Grønland.
Jeg giver de samme tre hovedmotivationer, og jeg siger, at jeg er mest bekymret for den sidste: Hemisfærelogikken; At USA’s nationale sikkerhed nu kræver kontrol med den vestlige halvkugle.
\ Læs også
Men faktum er, at han jo er helt utilregnelig, og hvor skulle jeg egentlig vide fra, hvad han kan finde på. Det kan ingen af os. Det er jo derfor, regeringen sender danske tropper til Nuuk med ordre til at skyde igen, hvis det bliver aktuelt.
Ingen medietræning kunne have forberedt mine kollegaer i de grønlandske og danske forskningsmiljøer og mig på det cirkus, vi står midt i.
En tysk journalist ser helst, at jeg bare bekræfter hans egen analyse af det hele, for han har faktisk skrevet en bog om Arktis for 15 år siden.
Den polske version af Ekstra Bladet interviewer mig og ender med at transskribere det meste af interviewet ord for ord og udgive det et par timer senere. Det går stærkt her på mit lille kontor.
Saudisk stats-tv sender mig seks whatsapp-beskeder og ringer to gange i streg. Det gentager sig ugen efter. Jeg skal ikke på saudisk stats-tv, så jeg finder på undskyldninger.
Kinesiske medier vil også snakke. Det samme gælder russiske oppositionsmedier. Det er umuligt at navigere i deres troværdighed og vinkling, så jeg siger nej.
Til gengæld er det en fornøjelse, da jeg et par uger senere får lov til at deltage i den franske udgave af Horisont. France Télévisions laver et helt program om forholdet Danmark-Grønland med interviews og billeder fra Sisimiut, Nuuk og København. Det er eksemplarisk tv midt i kaos.
Opsummering på uge 2 2026
Jeg er blevet fuldtidsfaktatjekker for alverdens medier. Jeg siger igen og igen, at der hverken er russiske eller kinesiske skibe i nærheden af Grønland.
Og når jeg er færdig med at sige det, siger jeg, at Danmark ikke har noget mandat til at sælge Grønland. Grønland har ret til selvbestemmelse.
Jeg siger det til PBS, NPR, CBC, The Telegraph, NDR, Der Spiegel, AP, DW, Fortune, Rai, France 2 og så videre og så videre.
For et år siden sagde jeg det samme. Til ABC, BBC, CBC og alle mulige andre broadcast-forkortelser. Dengang syntes de internationale medier, at Grønland var lidt eksotisk, og at det hele var lidt fjollet.
Nu bliver der stille i den anden ende af telefonen, når jeg forklarer alvoren, og at det her rækker langt ud over Grønland og Danmarks grænser.
Det føles, som om vi er oppe imod en koordineret amerikansk desinformationskampagne eller måske endnu værre: Uvidenhed og komplet ligegyldighed overfor tingenes tilstand.
14. januar 2026
Lars Løkke og Vivian Motzfeldt skal mødes med JD Vance og Marco Rubio. Vi frygter et Zelenskyj-møde, og alle er anspændte. Min amerikanske veninde sender mig et klip fra filmen ’Love Actually’, hvor den britiske premierminister sætter sig op imod den amerikanske præsident.
Det er en solidaritetserklæring fra en amerikaner, der står mig meget nær, og jeg sætter pris på den, men jeg tænker også, at magtforholdet mellem Grønland-Danmark og USA på ingen måde tåler sammenligning med Storbritannien og USA og deres ’special relationship’.
Samtidig med mødet i Washington D.C. er der et arrangement på den britiske ambassade i København med titlen ’Polar Pints’: En kombineret nytårskur og boglancering. Det er et fint arrangement, som har været planlagt længe. Men ingen af de danske og grønlandske forskere og embedsværk tilstede kan finde ud af at mingle i dag.
Min kollega fra Forsvarsakademiet fortæller, at han efterhånden har viderestillet journalister til os andre så mange gange, at hans telefon er begyndt at foreslå det som muligt autosvar på hans sms’er.
Vi sender også journalister videre til vores kollegaer på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, men de er få og allerede pressede. Det er forskningsformidling som holdsport det her.
På den britiske ambassade fordøjer vi i fællesskab og holder øje med nyhederne: Hvornår er mødet slut? Er mødet slut nu? Nu! Er mødet slut. Lars Løkke løber, og det kan jo være både godt og skidt. Men så fist bumper han.
Ok. Dyb indånding. Vivian Motzfeldt taler grønlandsk foran hele verden, og der bliver planlagt demonstrationer til støtte for Grønland på tværs af Danmark.
15. januar 2026
Dagen efter mødet i Washington er der møde i vores forsker/praktiker-netværk med fokus på Arktis, denne gang på Forsvarsakademiet.
Alle ser lidt maste ud, og da min forskerkollega Lise siger, at hun nærmest har tømmermænd efter gårsdagens anspændthed, kan jeg kun give hende ret. Og min ’polar pint’ var endda bare en citronvand.
Jeg bliver bekymret for, om vi kan holde til det her i tre år mere? Os alle sammen: Politikere, embedsværk, forskere, journalister, den grønlandske befolkning, den danske? I det mindste er der kage: Et kæmpe fad med kæmpe brownies.
Samme aften er der familiekomsammen. Jeg træder ind ad døren hos min far og konstaterer, at jeg har brug for et kram, og så begynder tårerne at trille.
Her kan man være menneske et øjeblik og ikke i kontinuerlig analyse-præstations-breaking tilstand. Hvordan mon folk i Grønland har det, hvis jeg har det sådan her?
16. januar 2026
Den kongresdelegation, som er i København, vil også lægge vejen forbi DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier, red.). De har rakt ud til vores USA-ekspert Rasmus, og han spørger, om vi er friske.
Det er vi selvfølgelig, så fredag eftermiddag diskuterer mine DIIS-kollegaer Rasmus, Mikkel, Malu, Ulrik, Astrid og jeg situationen med senatorer og repræsentanter fra den amerikanske kongres.
Vores kommunikationsafdeling smider alt, hvad de har i hænderne for at få mødet op og stå. Inden mødet forbereder Ulrik, Malu og jeg os sammen og prøver vores talepunkter af. Ulrik er i strømpesokker, som han ofte er, men lover os at tage sko på inden Kongres-delegationen ankommer.
17. januar 2026
Danskere går på gaden for grønlænderes rettigheder i tusindvis! Det har jeg aldrig set før.
Opsummering af uge 3 og 4 2026
Jeg går de 5-6 km hjem fra DIIS næsten hver dag i de her uger. Jeg har brug for den iskolde januarluft og tid til at fordøje det hele.
Statsministeren kalder nu situationen for en ’konflikt’. Måske. ’Krise’ er i hvert fald for småt er ord. De fleste dage kan jeg ikke huske selve gåturen, da jeg en time senere står i min entré.
Jeg tror godt, jeg kan konkurrere med Løkkes 10.000 skridt om dagen. Og så igen, det er ikke en konkurrence. Var det ikke Søren Kirkegaard, der sagde, at der ikke findes det problem, en gåtur ikke kan løse? Eller måske var det Bente Klarlund. Anyway. Lars, keep walking.
En palæstinensisk ven sender en besked: Han håber, at grønlændere og danskere står fast imod USA’s vanvid, som han formulerer det. Jeg svarer, at jeg bliver meget rørt over, at han har overskud og empati til at bekymre sig om det, når vi burde fokusere på Gaza, Yemen, Venezuela, Iran.
Min kollega Lise sender et screenshot af Trumps udmelding fra Davos: Der er lavet en aftale? Jeg sender videre til Ulrik.
Ingen af os forstår, hvilket mandat Mark Rutte, NATO's generalsekretær, skulle have til at forhandle noget som helst. Trump giver sig til at finde på aftalens indhold, mens han bliver interviewet.
Jeg indser, at der ikke er nogen aftale, men blot et påskud for at den amerikanske præsident kan kravle lidt ned fra det meget høje træ, han er kravlet op i.
Nu er det vist tid til en mediepause, så jeg kan få gjort den afhandling færdig.
Jeg hører Arsonist’s Lullabye og tænker, at den lyder som Donald Trumps godnatsang og hans udenrigspolitik: ’All you have is your fire and the place you need to reach’.
\ Kilder
Se listen over hvilke medier Lin Alexandra Mortensgaard har udtalt sig i
