Antropolog: Begrebet integration skaber et kunstigt os og dem

Integration er et begreb, der ikke let lader sig indfange.

Der er adskillige opfattelser af ordet, hvor nogle er baseret på helt konkrete og til tider underholdende misforståelser, mens andre har langt mere dunkel karakter.

Forstår vi for eksempel den danske befolkning som ét samlet hele, hvor alle skal mene det samme, tager vi grueligt fejl og efterlader integrationen dømt til at mislykkes.

Integration er løs i gaderne

Det er ikke for ingenting, at begrebet ’integration’ har et skær af videnskabelighed over sig. Faktisk kan vi føre begrebets historie tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor forskere som Herbert Spencer, Emile Durkheim, Georg Simmel og Max Weber grundlagde en ny samfundsvidenskabelig retning under navnet sociologi.

Integration var på den måde et væsentligt begreb i videnskabernes krinkelkroge og teoridannelse, længe før det gjorde sit indtog i den offentlige debat.

Det forløb minder på mange måder om kulturbe­grebets udvikling. Den amerikanske antropolog Paul Bohannon har efter sigende engang i 1980’erne be­mærket, at »kultur er løs i gaderne«. Dermed henviste han til, hvordan kulturbegrebet havde løsrevet sig fra samfunds- og humanvidenskaben og nu optrådte på godt og ondt i et utal af sammenhænge verden over.

Mens samfundsvi­denskabelige forskere i stigende grad fandt ’kultur’ pro­blematisk, begyndte selv samme begreb paradoksalt nok at blive et centralt redskab i identitetspolitiske kampe for selvbestemmelse og anerkendelse af nye nationer, minoritetsgrupper og oprindelige folk overalt i verden: De kunne påberåbe sig ret til deres egen unikke kultur.

I dag kan vi med rette sige, at ’integration er løs i gaderne’ – det er her, der og alle vegne. Forskellen mellem de to rejsende begreber er imidlertid, at ’kultur’ tjener som ressource og redskab for marginaliserede grupper i deres kamp for jord, aner­kendelse og rettigheder, hvorimod ’integration’ i dansk sammenhæng ofte tjener som magthavernes instrument til at anspore etniske eller religiøse minoriteter til at indrette deres gøren og laden efter en sjældent defineret norm blandt det gammeldanske flertal.

Vi er en del af en global verden – om vi vil det eller ej

Når vi anvender begrebet ’integration’ tager vi ofte afsæt i en forståelse af den danske nationalstat og befolkningen som et samlet hele, en container eller kop suppe. Dette har nogle uhensigtsmæs­sige konsekvenser.

For det første kommer vi ofte til at negligere, hvordan vi konstant påvirkes af transnationale bevægelser af migranter, forretningsfolk og turister, af digitale medier, der bringer nyheder fra hele verden, af supermarkeder, der bugner af varer fra nært sagt alle syv kontinenter, og af et globalt finansmarked, hvor lokale sammenbrud kan skabe store problemer alle mulige andre steder på kloden.

Om vi vil det eller ej, så er Danmark del af en global verden.

Ikke desto mindre ignorerer mange af os dette faktum, hver gang vi taler om og tænker over integrati­on. I stedet bilder vi os selv og hinanden ind, at globali­sering er et politisk valg, og at vi ved at beskytte natio­nalstaten kan regulere, eller sågar stoppe, strømmene af mennesker, varer, symboler og idéer.

Grænsekontrol og forestillede nationale fællesskaber

Denne tankegang kom tydeligt til udtryk under flygtningekrisen i 2015: EU øgede sin overvågning af Middelhavet blandt andet ved hjælp af danske fly, Ungarns premierminister Viktor Orbán opsatte kilometerlange hegn langs landets grænse til Kroatien, og den danske regering indførte ligesom flere andre europæiske lande grænsekontrol som værn mod flygtninge, der kom vandrende fra Tyskland.

Så længe vi forstår integration med udgangspunkt i ’suppemodellen’, vil begrebet både være funderet i og forstærke det, den britiske historiker Benedict Anderson kaldte nationens ’forestillede fælleskab’, det vil sige oplevelsen af, at vi indgår i et fællesskab med alle andre medlem­mer af den danske nation, selv om vi ikke kender dem.

På den baggrund vil både borgere og myndigheder nemt føle sig kaldet til hele tiden at udbygge beskyttelsen af det danske folk og territorium. Og derved optegne og genoptegne skellet mellem gammeldanskere og diverse etniske minoriteter.

Integrationens dunkle bagside

For det andet promoverer denne version af ’integra­tion’ en dystopisk horisont. Når politikere fabulerer om det forjættede land, hvor alle migranter lever og tænker nøjagtigt ligesom flertallet, fremmaner de indirekte det modsatte scenarie:

Et samfund, hvor integrationen er slået fejl; hvor sammenhængskraften, befolkningen og nationen lider under disintegration, fragmentering og sammenbrud.

Begrebet ’integration’ har således altid en dunkel bagside, hvor succesfuld integration af mindretal bliver det måske eneste middel til at undgå latente katastrofer.

I en dansk kontekst kommer ’integration’ derfor ofte til at iscenesætte borgere med indvandrer- og flygtningebaggrund som en regulær trussel mod sammenhængskraf­ten i det danske samfund.

Interkulturelle (mis)forståelser

Udfordringerne ved kulturmøder og den efterstræbte integration udspringer dog til tider også af meget kon­krete misforståelser.

Da jeg for små 20 år siden studerede antropologi på Københavns Universitet, skulle min læsegruppe lave en lille metodeøvelse. Vi valgte at udføre den på Blågårds Plads, hvor vi blandt andet foretog et interview med en midaldrende kvindelig beboer.

Efter at hun havde fortalt lidt om livet i kvarteret, lænede hun sig frem og med sagte stemme spurgte hun, om vi godt vidste, at somalierne i området var skyld i, at kattene forsvandt? Somalierne spiste nemlig katte!

Udsagnet lød ærligt talt lidt mærkeligt, og vi gjorde ikke umiddelbart mere ud af det, da det ikke passede ind i energiske studerendes idéer om livet på det hippe Nør­rebro.

Først da vi gennemgik vores interviewmateriale og feltnoter, gik der en prås op for os: Mon ikke hun havde hørt andre beboere tale om, at somaliere tygger khat, det vil sige de euforiserende blade fra en østafrikansk plante – og den oplysning videreformidlede hun nu konspiratorisk som et faktum: Somaliere spiser områdets katte.

En lignende interkulturel misforståelse faldt jeg over i en artikel fra 2010 af antropolog Anja Kublitz: Kort tid efter Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten Muhammad i 2005 deltog hun i en forsoningsmarch på Nørrebrogade sammen med cirka 3.000 deltagere, mange med muslimsk baggrund. Undervejs begyndte nogle af dem at råbe »Islam er fred, islam er fred«.

Men ifølge Kublitz blev lyden kastet frem og tilbage mellem bygningerne, og alt, hvad de omkringstående tilskuere og øvrige demonstranter kunne høre fra det relativt store optog af arabiske kvinder og mænd, var: »Islam er vred, islam er vred.«

Absolut ikke et betryg­gende budskab.

Begynd det nye år med at droppe ’dumsmarte bemærkninger’

Også gammeldanskeres omgangstone og humor kan fra tid til anden skabe udfordringer for de indvandrere og flygtninge, der gerne vil passe ind.

I instruktør og skue­spiller Erik Clausens film ’De frigjorte’ fra 1993 samles den midaldrende smed Viggo og hans kolleger på et værtshus for at fordøje deres fyring fra den fabrik, hvor Viggo har arbejdet gennem de sidste 25 år.

Men en kollega med tyrkisk-kurdisk baggrund takker nej til øllen, for han er jo muslim, hvortil Viggo rapt svarer, at »du skal da bare have en natur-øl, det er dem med elefanten på«.

Som sagt så gjort; sjakket får serveret en stribe grønne Tuborg og en Elefantøl. Det er lidt sjovt – men også ret groft. Viggo tager fusen på sin kollega og respekterer ikke hans fravalg af alkohol.

Scenen og det lille replikskifte mellem Viggo og hans muslimske kollega illustrerer måske bedre end mange forskningsartikler, hvordan gammeldanskere ofte lidt ufølsomt forsøger at være sjove og vittige på indvandrere og flygtninges bekostning.

Allerede i 1984 skosede dron­ning Margrethe i sin nytårstale os alle for vores manglende gæstfrihed over for udlændinge:

»Så kommer vi med vores danske humor og små dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder. Det kan vi ikke være be­kendt. Hvis vi ønsker, at det nye år skal blive bedre end det gamle, er her et godt sted at begynde«.

Fremtidig debat uden i-ordet

Integration er hverken et neutralt eller uskyldigt begreb, men optegner løbende et skel mellem majoriteter og minoriteter, danskere og fremmede, ’os’ og ’dem’. Måske er ’integration’ faktisk endda med til at skabe en række af de udfordringer og problemer, som det sigter mod at løse?

Lad os derfor fortsat have en offentlig og politisk debat, hvor alle har mulighed for at fremføre deres holdninger og synspunkter – men lad os gøre det uden brug af det enestående uklare, forskelsskabende integrations-begreb.

Jeg drømmer derfor om den dag, hvor Clement Kjersgaard, vært på ’Debatten’på DR2, hver gang én af debattørerne i studiet siger ’integration’, afbryder og beder dem forklare, hvem og hvad de konkret sigter mod, og om de vil uddybe, hvad de mener, uden at bruge i-ordet. Handsken er kastet.