Under migrationskrisen i 2015 kom der cirka 21.000 asylansøgere til Danmark. Mediebårne billeder af store menneskemængder på motorvejene skabte en regulær moralsk panik, om hvordan vi skulle håndtere de mange asylansøgere og betale for deres ophold og fornødenheder.
Under det politiske slogan 'de skal arbejde fra dag et', var der dog enighed om, at de nye flygtninge skulle begynde at arbejde, så snart de fik asyl.
For at imødekomme de politiske ambitioner blev der i 2016 landet en historisk aftale mellem den daværende Venstre-regering, Dansk Arbejdsgiverforening samt fagforeningerne, der, baseret på den gældende integrationslov, lancerede en ny model for de treårige integrationsprogrammer.
Flygtninge skulle herfra i virksomhedspraktik og arbejde for deres 'integrationsydelse' til en 'løn' langt under mindstelønnen. I integrationens navn blev flygtninge således en billig arbejdskraft for private virksomheder.
En succes eller?
Ordningen har umiddelbart været en stor succes. Tilbage i 2015 var blot 21 procent af nytilkomne flygtninge tilknyttet arbejdsmarkedet efter tre år, mens samme tal i 2018 var hele 43 procent.
\ Sådan gjorde vi:
Undersøgelsen bygger på 28 semistrukturerede interviews med nytilkomne flygtninge fra Afghanistan i 2017 og 2018. Alle interviewdeltagere er kommet til Danmark efter 2009, hovedparten indenfor de senere år.
Seks af de interviewede var kvinder, og 22 var mænd. De fleste af deltagerne var i de tidlige 20’ere, mens nogle enkelte var yngre, helt ned til 17 år, eller ældre op til 50 år på interviewtidspunktet.
Deltagerne blev rekrutteret via personlige netværk, NGO’er eller sociale medier. Alle interviews er foretaget på dari eller dansk—ofte i en kombination af de to sprog.
I en ny artikel i tidsskriftet Social Kritik går vi imidlertid bag om tallene og undersøger – på baggrund af interviews fortaget i 2017 og 2018 med 28 nyligt ankomne afghanere – flygtninges egne oplevelser af deres vej gennem integrationsprogrammerne.
Mange oplever eksempelvis at have svært ved at komme fra praktikophold og ind på det egentlige arbejdsmarked. Samtidigt frygter de at blive sendt retur til Afghanistan i nær fremtid.
Færre afghanere får asyl
Der er aktuelt cirka 19.200 mennesker med afghansk baggrund her i landet. Mange har boet i Danmark i årtier. Efter ti år som besættelsesmagt forlod Sovjetunionen i 1989 Afghanistan.
Allerede i begyndelsen af 1990'erne startede en blodig borgerkrig, og mange flygtede ud af landet ved hjælp af internationale kontakter og netværker. Borgerkrigen rasede, indtil den ultrakonservative islamistiske Taliban-bevægelse tog magten i 1996.
I efteråret 2001 indledte USA 'krigen mod terror', og i december samme år besluttede FN at indsætte en international sikkerhedsstyrke, ISAF, i landet, som 9.500 danske udsendte siden har indgået i.
De senere år har afghanerne været en af de største grupper af asylsøgere. I 2015 kom der 2.331 asylansøgere med afghansk baggrund, heraf var 844 uledsagede mindreårige. Siden er antallet af afghanske asylansøgere faldet markant.
Under Taliban blev afghanerne betragtet som rigtige flygtninge, men siden krigen i Afghanistan officielt blev afsluttet i 2014, er det i højere grad syrere, der bliver set som asylansøgere med ret til beskyttelse.
Den ændrede opfattelse afspejles i statistikkerne.
I 2015, 2016 og 2017 faldt andelen af afghanere, der fik tildelt asyl, fra henholdsvis 38 procent til 26 procent og 16 procent. I samme periode begyndte Danmark at sende afviste asylansøgere retur til Afghanistan.
\ Læs mere
Forkortet opholdstilladelse og øget fokus på sprog og job
Når asylansøgere får tildelt midlertidigt ophold som flygtninge – ofte efter at have boet i længere tid på et asylcenter – bliver de boligplaceret i en af landets 98 kommuner, hvor de skal bo de første tre år.
Tidligere blev midlertidigt ophold givet for 5-7 år ad gangen, men i 2015 ændrede daværende SR-regering på dette, således at ophold nu blot gives for 1-2 år.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Med de nye treårige integrationsprogrammer skal hjemkommunen tilbyde flygtningen bolig, og inden for de første uger skal flygtningen underskrive en integrationskontrakt og en erklæring om aktivt medborgerskab.
Kommunen er ansvarlig for at tilbyde sprogprogrammer, så tilflytterne kan starte på eller fortsætte med at lære dansk.
Endelig, men nok så væsentligt, er kommunen forpligtet til at skaffe flygtninge adgang til arbejdsmarkedet i form af en erhvervsuddannelsesordning, praktik eller job med løntilskud. Dette job forløber i en begrænset tidsperiode, typisk mellem tre til tolv måneder. Ofte vil det være en ulønnet virksomhedspraktik, hvor flygtningen arbejder for at modtage deres månedlige integrationsydelse.
Beløbet varierer lidt fra år til år, men i 2019 var beløbet cirka 6.000 kroner for enlige – hvilket er halvdelen af en kontanthjælp.
Enhver må udfylde sin plads i samfundet
De kommunale integrationsprogrammer skal hjælpe flygtninge med at blive i stand til at udfylde en plads på arbejdsmarkedet. De er baseret på en generel forestilling om, at sådanne programmer kan forandre medborgere og gøre dem mere parat til at udfylde en rolle i samfundet.
Aktuelle integrationsprogrammer har således mange ligheder med lignende velfærdsprogrammer, der for eksempel retter sig mod at hjælpe og rehabilitere alkoholikere, stofmisbrugere, tidligere kriminelle eller udsatte unge.
De kommunale integrationsprogrammer promoverer 'konkurrencestatens' neoliberale værdier og forestillinger om det enkelte individ, idet der lægges vægt på den enkelte flygtnings pligt og ansvar til engagement, selvstændighed og selvforsørgelse.
Fokus på den enkelte, individuelle flygtnings pligt og ansvar, afspejler en mere generel tendens til 'ansvarliggørelse', hvor vi alle, i højere grad end tidligere, må sørge for os selv.
Udviklingsbistand = hjemsendelse
Siden afslutningen på den militære operation i 2014 har Danmark taget aktiv del i genopbygningen af Afghanistan.
Konkret yder Danmark gennemsnitlig årlig støtte på 530 millioner kroner med det formål at »bidrage til fremkomsten af et stabilt og mere udviklet Afghanistan, som forvalter sin egen sikkerhed, fortsætter sin demokratiske udvikling og fremmer respekt for menneskerettigheder.«
Den omtalte udviklingsbistand bliver givet under forudsætningen af, at den afghanske regering accepterer at modtage afviste afghanske asylsøgere.
Sat på spidsen er det en noget-for-noget logik: Hvis Afghanistan vil modtage den udviklingsbistand, der er vital for genopbygningen af det krigshærgede land, skal de bøje sig for krav om at modtage hjemsendte statsborgere.
Denne type aftaler ses i forskellige varianter i en række europæiske lande, blandt andet i Norge.
Hvor sikker er Afghanistan?
Denne noget-for-noget logik er mulig, fordi Afghanistan har fået status af 'sikkert land' (safe country). Hvorvidt Afghanistan reelt er et sikkert land eller ej, er imidlertid et omstridt spørgsmål.
Hovedstaden Kabul er ofte udsat for selvmordsbomber, kidnapninger og terrorangreb, og meget få journalister og internationale observatører tør rejse uden for hovedstaden grundet fraktioner af Taliban, ISIS, Al-Qaeda og krigsherrer, der terroriserer den lokale befolkning.
I 2017 vurderede Amnesty International, at hele landet er usikkert og de anmodede europæiske myndigheder om at stoppe alle hjemsendelser.
Alligevel betragter flere europæiske lande, herunder Danmark, fortsat områder af Afghanistan som 'sikkert land' – hvilket igen betyder, at afviste asylsøgere kan deporteres til disse områder.
Den perfekte storm
I meteorologien taler man om den 'perfekte storm', når en række uheldige vejrforhold falder sammen og forstærker hinanden.
Kombinationen af de treårige integrationsprogrammer, relativt korte opholdstilladelser, den politiske vurdering af Afghanistan som 'sikkert land' samt koblingen mellem udviklingsbistand og hjemsendelsespolitik betyder, at afghanske flygtninge aktuelt har en meget prekær inklusion på det danske arbejdsmarked og en generel usikker fremtid.
Ifølge økonomen Guy Standing ser vi på globalt plan fremkomsten af et 'prekariat', en ny klasse bestående af mobile individer på kortsigtede arbejdskontrakter, for eksempel ufaglærte, timeansatte eller akademikere uden faste stillinger.
De nuværende integrationsprogrammer resulterer i en særlig form for prekær inklusion, hvor flygtninge bliver billig manuel arbejdskraft i kortvarige praktikophold eller løntilskudsordninger – uden at blive en reel del af det danske samfund eller arbejdsmarked.
Flere af de flygtninge, vi har talt med, beklager oplevelsen af at sidde fast og være parkeret i praktikforløb udenfor det egentlige arbejdsmarked, men de kan normalt ikke udfordre systemet, eftersom integrationsprogrammet er obligatorisk. I stedet sendes de ofte fra den ene praktik til den næste.
I denne form for prekær inklusion bliver afghanske flygtninge hjulpet til at komme ind på arbejdsmarkedet, men de bliver hverken set eller behandlet som almindelige kollegaer.
Afghanske flygtninge lever i et limbo
Integrationsprogrammerne evnede i 2019 at hjælpe 43 procent af nyligt ankomne afghanske flygtninge i arbejde. Dette er et markant nybrud i forhold til tidligere indsatser og dermed en umiddelbar succes.
Alligevel må vi også overveje de menneskelige konsekvenser, der følger af koblingen mellem integrationspolitik og politiske ambitioner om at hjemsende flygtninge, så snart det er muligt.
Afghanske flygtninge bliver rigtig nok inkluderet på det danske arbejdsmarked og samfund mere generelt, men det er en prekær inklusion: De holdes ud i armslængde og må hele tiden bevise deres gode hensigter og vilje til at acceptere allestedsnærværende integrationskrav og leve med frygten for at blive sendt retur til Afghanistan.
Denne artikel bygger på de to forfatteres artikel ’Integration via arbejde. Prekær inklusion og udvidet usikkerhed blandt afghanske flygtninge’ i tidsskriftet Social Kritik, vol. 160: 4-18.
