Ældgammelt dokument afslører ny viden om vikingernes skibe

Oplysningerne om Svends erobring har vi blandt andet fra Den Angelsaksiske Krønike, der videre fortæller, at flåden herefter valgte Knud, Svends søn, til konge. At det netop var flåden, er nok ikke en tilfældighed.

Svend havde påbegyndt sin krigsførelse i England længe forinden; allerede i 994 havde han angrebet London med en flåde på 94 skibe. Det var de store flåders tid. Kilderne beretter om hundreder af skibe, når vikingerne dukkede op ved de engelske kyster sidst i 900-årene og i det følgende århundrede.

Skønt der vel kan være pyntet på tallene, er der nu nok noget om snakken.

Hedebyskibet repræsenterer den sene vikingetids krigsskibe

De skibe, som disse mægtige flåder bestod af, kendes efterhånden fra flere vragfund. Blandt de fem skibe fra Skuldelevspærringen, der blev udgravet i 1957-62, var et omtrent 30 meter langt krigsskib, bygget i 1042 eller kort tid efter i Irland.

Et skib af næsten samme størrelse er fundet i havnen i Hedeby og udgravet 1979-80. Dette skib blev bygget i slutningen af 900-årene og har været ca. 31 meter langt.

Med en bredde på under 3 meter har forholdet mellem længde og bredde altså været omkring en faktor 11. Hedebyskibet er hermed en ypperlig repræsentant for den sene vikingetids krigsskibe, langskibene.

Skibet kan være en del af Knud den Stores flåde

Hvor lange disse skibe kunne blive, fik man yderligere bevis for i 1997, da vraget fra et krigsskib, der må have haft en længde på ikke mindre end 37 meter, dukkede frem, da Vikingeskibsmuseet i Roskilde udvidede.

Dette skib blev bygget, afslørede undersøgelsen af egetræets årringe, ved Oslofjorden i 1025 og er lige nu på rundrejse mellem Nationalmuseet i København, British Museum i London og senere Berlin som led i den store vikingeudstilling.

Det store skib kan have indgået i Knud den Stores flåde, og det er blevet foreslået, at skibet deltog i et stort slag ved Helgeå. Knud, som ifølge en kilde fra begyndelsen af 1100-tallet, blev ledsaget i slaget af sin engelske jarl, Godwin.

En egentlig beskrivelse af skibet haves ikke

De store flåder, som blandt andet Svend Tveskæg ledede under sine togter til England, må have talt adskillige af sådanne lange og smalle skibe.

I sagaerne er de for eksempel beskrevet i beretningen om slaget ved Svold i år 1000, hvor en flåde under ledelse af Svend Tveskæg besejrede den norske konge, Olav Tryggvason.

Her fremhæves Olavs langskib, Ormen den Lange, ved dets størrelse. Men en egentlig beskrivelse af skibet har vi ikke, og da de lange skibe i øvrigt kun kendes som vrag, er vi ladt lidt i stikken for de øvre dele af skibene.

En ny håndskrift dukkede op i England

For nylig dukkede der et håndskrift op i England, som man troede var gået tabt for flere hundrede år siden. Det drejer sig om en udgave af en levnedsbeskrivelse for den engelske konge Edward Bekenderen, Vita Ædwardi regis.

Edward var søn af Knud den Stores dronning Emma og kong Æthelred. Som barn drog Edward i eksil med sin familie i 1013, da Svends flåder angreb England.

Han vendte tilbage i 1041 som sin halvbroder Hardeknuds medregent. Hardeknud, som var Knud den Stores søn, døde allerede året efter, og Edward besteg derefter den engelske trone i 1042 som enekonge.

Skildringen af skibet tyder på et vikingeskib

I håndskriftet er der et digt, hvori beskrives en gave, som Edward modtog i 1042, da han besteg den engelske trone. Giveren var Godwin Jarl, Knud den Stores højre hånd.

Godwin fulgte Knud til Danmark som hærfører og skulle altså angiveligt have deltaget i slaget ved Helgeå. Han giftede sig ind i den kongelige familie, og blev herigennem Svend Estridsens onkel.

Gaven fra Godwin til Edward var intet mindre end et skib, uden tvivl et langskib. Skildringen af dette skib er på latin og lyder i oversættelse:

»Et mægtigt skib, med buede langsider trukket op til de to høje stævne, ridende på den vindrige Thems, med talrige roerbænke i rækker. Den høje mast midtskibs skuende ned på de hundrede og to gange ti frygtindgydende helte. En gylden løve rejser sig fra agterstavnen, i stævnen en gylden drage, med vinget krop, skræmmende havene, mens den spyr ild fra sin tredobbelte mund. Det hængende sejl, fornemt farvet i ædelt purpur, med belærende billeder af forfædres forfædre og ædle kongers krige på oprørte bølger. Masten, den bombærende træstamme, med sin byrde af det fartgivende sejl, støtter en fugl med udstrakte vinger, flimrende af guld, naturtro lavet med ædelstene som øjne, knugende en kriger med næb og kløer.«

Efter denne beskrivelse følger en lovprisning af gaverne i skibet, klæder og rigdomme fra »verdens ende.« Skildringen af skibet, med de buede langsider og figurerne i stævnene, lader ingen tvivl om, at der er tale om et vikingeskib.

Motivet genkendes fra en bevaret vindfløj

Den forgyldte fugl i masten må være en såkaldt vindfløj, der har kunnet dreje og vise, hvilken retning vinden havde. Enkelte sådanne er bevaret, ganske vist ikke fundet sammen med skibe, men genanvendt i kirkerne.

En hastig indridset tegning på en enebærkvist, fundet i de middelalderlige bylag i Bergen, viser skibe med sådanne vindfløje. Her sidder de imidlertid ikke i mastetoppen, men pryder forstavnen.

Motivet på Godwin Jarls vindfløj, en kriger kæmpende mod en fugl, genkendes imidlertid fra en af de bevarede. En vindfløj fra Tingelstad i Norge viser en kriger i kamp – her dog ikke mod en fugl, men en løve.

Antallet af roere bestemte skatten

Hvis antallet af krigere, 120, står til troende, er der tale om et endog meget stort skib. Det største af de arkæologisk kendte skibe, Roskilde 6, har nok sejlet med omtrent 100 mand.

I sagaerne angives skibsstørrelser ofte ved antallet af roere. Fra de engelske kilder hører vi også, at antallet af roere bestemte den skat, man pålagde de overvundne. Da Hardeknud i 1042 lagde sin 60 skibe store flåde ind ved Sandwich i England, udløstes en skat på otte mark pr. årehul.

Det genfundne håndskrift lader ingen tvivl om, at det skib, som Knud den Stores hærfører Godwin i 1042 skænkede kong Edward, var af nordisk type.

Tør man tro på digtets beskrivelse – der kan jo være tale om litterært skønmaleri og overdrivelse – bar disse store skibe altså vindfløjene i mastens top. Her har styresmanden i skibets agterende også bedre kunnet følge vindens skiften.

Der er kun fundet stumper af sejlene

Mere opsigtsvækkende er dog beskrivelsen af sejlet og dets (malede?) billeder af forfædre og konger i kamp. Vi har kun fundet småstumper fra vikingetidens sejl, så arkæologien er ikke til hjælp her.

Fra andre skriftlige kilder ved vi, at sejl var yderst værdifulde og kunne gives som kongelige gaver alene. Af og til omtales også farvede sejl, men egentlige billeder omtales ellers ikke. Billeder af vikingeskibe med sejl er heller ikke til stor hjælp.

Sejlene på de mange skibe afbildet på de gotlandske billedsten viser oftest sejl med rudemønster, mens moderne afbildninger bruger et – som regel rød- og hvidstribet – sejl som standard. Beskrivelsen af Godwin Jarls skib og dets sejl kunne tyde på, at det ikke altid var sådan.