3 tendenser på sociale medier, som kan udfordre dit kærlighedsliv

Kærlighed fylder over alt, også på sociale medier, hvor populære profiler har specialiseret sig i parforhold – enten ved at vise deres eget frem eller ved at dele holdninger og gode råd til parforholdet.

Men færre unge – de 25-30-årige – har en fast kæreste, viser forskning.

Videnskab.dk's Forskerne Formidler-redaktion kaster i en serie lys på, hvad der præger unges parforhold i dag.

Hvad gør det egentlig ved ens eget kærlighedsliv, hvis sociale medier er det spejl, man kigger i?

Det er slet ikke simpelt at svare på. Men vi har fået sociolog Søren Christian Krogh til at gøre et forsøg.

Han er postdoc ved Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet og forsker blandt andet i, hvordan sociale medier præger unges trivsel. Og så har han interviewet flere hundrede unge og har lavet statistik på flere tusinde.

Søren Christian Krogh ser en række tendenser udspille sig på sociale medier, som kan spænde ben for parforholdet.

Her kommer Søren Christian Kroghs tre bud på kulturer, der kan udfordre dit kærlighedsliv, og hvad dit værn mod dem kan være:

1. Parforholdet bliver en præstation

»Jeg ser ofte billeder og videoer, typisk på Instagram, af par, der spiser spændende ting, besøger spændende steder, og generelt fremstiller et liv, der er fedt, og hvor det hele kører rimelig gnidningsfrit.

Jeg får aldrig lov at se et billede af det store skænderi.

Sociale medier og teknologi har nogle kvaliteter, der har tendens til at booste præstationskultur.

Hvordan kan jeg kuratere og udstille en særlig idealiseret fortælling om mit liv? Guleroden er anerkendelsesvaluta i form likes og hjerter. Og jo større publikummet er, jo mere polerede bliver opslagene, ser jeg tendenser til.

Præstationskulturen trives også uden for de sociale platforme.

Jeg møder unge, som går med en slags ’ring’, der fortæller dem, hvor god søvn de har fået. De stoler ikke på, at de selv kan mærke, om de vågner og er friske og veludhvilede. I stedet har de den her søvnscore, som de kan prøve at forbedre. At kunne sove godt får et præstationselement.

Men det er ikke kun søvn, der bliver en præstation.

Jeg talte med nogle universitetsstuderende for et par år tilbage ifm. et forskningsprojekt, og de gav udtryk for, at der var pres for at udvikle sig seksuelt. Man skulle prøv nye ting af og flytte sig hele tiden. Den kultur kommer altså til at sætte en ret høj barre for, hvor seksuel man skal være.

Præstationskulturen kan potentielt præge parforhold som en relation, der ikke må gå i stå. Hvis der er stilstand, risikerer man at sakke bagud. Man skal helst være i bevægelsen, man skal være i udvikling og man skal flytte sig.«

Dit værn mod kulturen:

»Nyd og værdsæt det gode i hverdagen med hinanden. Lad ikke polerede og iscenesatte opslag definere barren for, hvor succesfyldt parforholdet er.«

2. Det bliver forbudt at være afhængig af andre

»Instagram kan flyde over af terapeutiske citater om, hvordan man bliver en bedre udgave af sig selv. Eksempelvis er der en del influencere, som trækker på budskaber, man også kan finde i populære selvhjælpsboger såsom ’The Mountain is You’ og ’The Secret’.

Fælles er det, at al ansvaret lægges over på én selv.

Det kan ses som et udtryk for individualiserede og psykologiserede kulturer, som jeg også kender fra mange af de unge mennesker, jeg taler med: Alt skal helst komme indefra, og man skal ikke være for afhængig af andre mennesker.

Særligt på sociale medier ser jeg budskaber, som går på, at man ikke skal lade andre mennesker definere ens lykke. Andre mennesker må ikke have den magt over dig eller definere dig.

Det kan der jo være meget rigtigt i. For eksempel kan man være i et toksisk forhold, som det er bedre at komme ud af.

Men problemet ved den her kultur er, at når alt afhænger af én selv, så er det også et tungt ansvar at stå med, når det så går galt. Noget som tidligere forskning tyder på især rammer kvinder.

På Instagram møder man ikke mange historier om, hvor afhængig man er af sin partner, eller opslag, der opfordrer én til at tage mindre ansvar for sin egen lykke.

Det at være tæt forbundet med et andet menneske, om det så er vores børn, vores partner eller vores allernærmeste er sundt.

Vi bliver også super ulykkelige, hvis vores børn er ulykkelige. Det er ikke sådan, vi siger, så må de ikke definere vores lykke. Afhængighed og gensidig forpligtelse er i en vis grad et sundhedstegn.«

Dit værn mod kulturen:

»Når du møder selvudviklingsopslagene på sociale medier, så stop op og tænk:

Bliver jeg mest lykkelig af at kigge indad? Eller kan jeg faktisk være afhængig af andre – blandt andet af kæresten – og opnå lykken i fællesskabet?

At overgive sig til et andet menneske er jo netop en kærlighedserklæring.«

3. Op og nedture bliver sygeliggjorte

»Jeg husker tydeligt et opslag fra en kendt person (jeg vil ikke navngive personen, da det kunne have været mange andre profiler på sociale medier), som stod et eksotisk sted med en smuk solnedgang i baggrunden.

Over billedet stod:

'If you are not obsessed with your life. Change it.'

Men skal man være »obsessed« med sit liv hele tiden? Jeg læser den slags opslag som en del af en større tendens: nemlig at sygeliggøre, at livet går op og ned.

Lidt karikeret er budskabet: Det, der er skidt og svært, sker ikke for dem, der har det rigtige mindset. Og for dem der har det gode parforhold. For de har jo arbejdet med sig selv i en sådan grad, at de tiltrækker alle de gode ting, som livet har at byde på.

Men på den måde bliver almindelige livsbetingelser i højere grad et tegn på, at noget ikke er, som det burde være. Man kommer til at tolke gængse livsomstændigheder som kriser.

Et skænderi med kæresten, hvor man har talt forbi hinanden, bliver pludselig et tegn på, at det hele er grundlæggende galt.

Sygeliggørelseskulturen har tendens til at gøre os fejlsøgende.«

Dit værn mod kulturen:

»Negative følelser og oplevelser er ikke nødvendigvis et tegn på, at det er noget grundlæggende galt i tilværelsen. Det samme gælder for parforholdet.

Dermed ikke sagt, at man skal blive sammen med sin partner for enhver pris eller ikke skal tage tegn på svære ting alvorligt. Men det er mere en reminder om, at det at være menneske også er en blandet oplevelse nogle gange.«