Forestil dig denne situation: Amalie er 17 år og går i 2.g. For tre måneder siden slog hun og kæresten op, men hun har stadig mange billeder af ham på telefonen. Blandt andet nogle, hvor han er nøgen, og hvor, Amalie synes, han ser virkelig godt ud. Dem viser hun til sin nye veninde i et fortroligt øjeblik.
Da Amalie viste billederne, handlede det slet ikke om at være led overfor ekskæresten. Det handlede i stedet om, at hun havde et hyggeligt og fortroligt øjeblik med sin veninde.
Det ændrer bare ikke på, at Amalie delte et intimt billede af et andet menneske uden samtykke og dermed krænkede ham digitalt. Samtidig involverede hun sin veninde i noget, der faktisk er ulovligt, uden at veninden havde bedt om det.
Fortællingen er opdigtet, og Amalie findes ikke i virkeligheden. Men den spejler de historier, jeg har hørt, når jeg har talt med unge som en del af min forskning i seksualiserede digitale krænkelser.
I denne artikel kan du læse mere om, hvad en seksuel digital krænkelse egentlig er og om den ungdomskultur, hvor krænkelserne sker.
Hvad er en digital krænkelse overhovedet?
Red Barnets SletDet Rådgivning, som yder støtte til unge der oplever digitale krænkelser, definerer Digitale Krænkelser som ’ubehagelige oplevelser på digitale platforme’.
Det er således oplevelser, som kan indebære at føle sig ’truet, udnyttet, tvunget, ydmyget, ked af det, seksualiseret, diskrimineret, bange eller bekymret’.
De digitale krænkelser, jeg undersøger i min forskning, handler om deling af intime billeder uden samtykke og defineres som 'seksualiserede digitale krænkelser'.
'Seksualiserede digitale krænkelser' er ligeledes et paraplybegreb, der for eksempel også indebærer redigering af andres billeder, så de fremstår seksuelle eller uopfordrede seksuelle beskeder eller billeder.
\ Hvad kan du selv gøre?
Har du nogensinde været i en situation, der minder om Amalies veninde ovenfor? Altså fået vist eller tilsendt indhold, som ikke burde være delt?
En gruppe af unge, der deltog i workhops om, hvordan såkaldte ’bystandere’ kan sige fra overfor seksualiserede digitale krænkelser, udarbejdede følgende gode råd:
Sig fra. Gør det klart, at det ikke er i orden. Det kan være svært, men selv en lille kommentar som: 'du skal nok ikke vise det til flere uden at spørge om lov', kan gøre en forskel.
Del ikke videre. Undgå at sprede billedet yderligere, selv hvis det bare er for at vise det til en ven.
Vis støtte til den berørte person. Hvis du kender personen på billedet, kan du vise støtte ved at fortælle dem, at du står bag dem og hjælpe med at finde ressourcer.
Tal med en voksen eller en organisation. Hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre, kan du tale med en lærer, en rådgiver eller en organisation, der arbejder med digital sikkerhed. Du kan f.eks. kontakte SletDet Rådgivningen.
Vær en god digital rollemodel. Spørg om lov, før du deler.
Workshoppene blev afholdt i samarbejde med SletDet Rådgivningen.
Er det, som Amalie gør, ulovligt?
Ikke alle digitale krænkelser er ulovlige, men når det gælder eksemplet med Amalie er svaret faktisk soleklart, selvom hændelsen kan virke harmløs. Det er ulovligt.
Ifølge Straffelovens §232 er det nemlig ulovligt at krænke andres blufærdighed og ifølge Straffelovens §264d skal man beskytte andres privatliv. Det betyder, at man for eksempel ikke må producere eller dele intime billeder eller videoer af andre uden deres klare, frivillige samtykke – uanset hvor få man viser det til og uanset intentionen.
De historier, der ofte får mest opmærksomhed i medierne, er de tilfælde, hvor seksualiserede digitale krænkelser er ekstremt grove og tydeligvis ulovlige.
Det har for eksempel handlet om cirkulerede mapper med nøgenbilleder af piger fra hele landet eller brutale hævnpornofora, hvor brugere deler billeder og nedværdigende kommentarer af eks-partnere eller såkaldt sextortion, hvor intime billeder bruges som afpresning.
For nylig har også sager om deepfake-pornografi, hvor ofres ansigter manipuleres ind i pornografiske billeder eller videoer ved hjælp af AI, skabt store overskrifter både herhjemme og internationalt.
De fleste kan nemt blive enige om, at de eksempler er langt over grænsen både når det gælder vores lovgivning og moral.
Men hvad så med de situationer, der ligner Amalie og venindens? Hvor billeder og videoer deles i små fora, hvor materialet måske ikke engang sendes, men fremvises på telefonen? Hvor det ikke handler om at udskamme personen på billedet, men om at styrke relationer til dem, man viser billedet til?
Min egen forskning, som endnu ikke er publiceret, men som baseres på et større spørgeskema og en række workshops med gymnasieelever, tyder på, at det er den type deling, der er mest almindelig blandt unge. Og at mange ikke oplever det som særlig problematisk, når motivet er uskyldigt, og når delingen ikke efterlader digitale spor.
En del af en billeddelingskultur
De mere subtile eksempler på krænkende billeddelinger understreger, at der er et stort behov for opmærksomhed på den rolle, som seksualiserede billeddelinger kan spille i ungdomslivet.
Instagram, Snapchat, Photo Roulette, TikTok og lignende platforme har for længst gjort delinger af visuelt materiale af en selv eller andre til en helt naturlig del af unge menneskers liv, som der ikke bliver tænkt videre over.
Min forskning viser, at denne selvfølgelighed omkring billeddeling skaber en uklar grænse mellem det hverdagsagtige og det krænkende.
Når delinger sker hurtigt, uden større omtanke og i en kultur, hvor det ikke er normen at spørge om lov, bliver det vanskeligt at skelne mellem harmløst sjov og grænseoverskridende adfærd.
Forskningen viser, at det for mange unge er helt normalt at dele private eller let grænseoverskridende billeder, og derfor kan det være svært at fornemme, hvornår en deling krydser en grænse for, hvad der er okay.
Der er trods alt ikke langt fra at sende et kikset billede af en veninde på Snapchat uden at spørge om lov til at poste et billede af en god ven, der springer nøgen i vandet.
Udviskede grænser
Grænserne mellem de relativt uskyldige, socialt accepterede billeddelinger og dem, der reelt er krænkende eller endda ulovlige, kan altså let blive udviskede.
Hvis vi igen fokuserer på delinger af intime billeder af andre, så viser forskning, at billederne fungerer som en slags materiel valuta, der giver adgang til forskellige privilegier - typisk af social karakter.
Det fungerer på sin vis fuldstændig på samme måde, som når en pengeseddel giver adgang til et eller andet man ønsker sig. En dreng, der sender et nøgenbillede af sin sidste scoring til vennegruppen, kan for eksempel indløse en gevinst i form af skulderklap fra gutterne, maskulinitetspoint i kraft af bevist seksuel erfaring og måske en højere position i det sociale hierarki.
I eksemplet med Amalie, er gevinsten ved at dele billedet muligvis en tættere relation til hendes veninde, fordi hun ved at give veninden adgang til denne meget private sfære i sit liv signalerer, at: ’du er værdig til at se dette – jeg stoler på dig’.
Billeddelingen bliver her en måde at skabe og forstærke venskabsrelationer og tillidsbånd. Disse kønnede fortællinger er naturligvis karikerede og forenklede, men de illustrerer, hvordan delinger af intime billeder ikke kun handler om at krænke den person, det går ud over.
Det kan også – og måske endnu mere – handle om at vise, hvem man er, og om at bekræfte eller forstærke de sociale hierarkier og relationer, vi er den del af.
Deltagelse i disse forhandlinger kan dog være ambivalente, idet deltagerne i billeddelingen kan have forskellige opfattelser af, hvad der er acceptabelt, og hvad der overskrider en grænse.
\ Læs også
Både min egen og andres forskning viser, at deltagere, der oplever en billeddeling som grænseoverskridende, ofte står i et dilemma: Skal de sige fra og risikere at ødelægge stemningen eller skabe distance i relationerne? Eller skal de tie stille og ’nyde’ det sociale privilegie, det er at være blevet inkluderet?
Den nemmeste løsning er ofte at følge med strømmen og dermed signalere, at man er okay med billeddelingen. Desværre er det netop denne tavse accept, der er med til at fastholde normaliseringen af intime billeddelinger af andre.
På den måde er tavsheden med til at opretholde en problematisk kultur, når det gælder deling af billeder.
Hvad skal der gøres ved det?
Når organisationer og andre aktører forsøger at forebygge seksualiserede digitale krænkelser blandt unge, er det ikke nok bare at informere om lovgivning, opfordre til at lade være eller pege på, at voksne kan hjælpe, når skaden er sket.
Sådanne tilgange afspejler ikke nødvendigvis den virkelighed, unge lever i. Deres adfærd styres ofte ikke af regler om tilladt og forbudt, men snarere af, hvad der opleves som socialt accepteret, og hvad der styrker deres følelse af at høre til blandt deres venner.
Derfor mener jeg, at indsatser i lige så høj grad skal fokusere på at give de unge redskaber til at håndtere de uklare grænser for, hvad der er okay.
Der er brug for et sprog, der gør det muligt at tale om og udfordre både de åbenlyst problematiske billeddelinger og dem, der balancerer på grænsen – på en måde, der giver mening i unges sociale miljøer.
I sidste ende handler det om at skabe sundere normer for samtykke, når det gælder billeddelinger.
Læs om brug og viderebringelse af Videnskab.dk's artikler.
