1915 punkterede kvindernes politiske gejst

Det var en lang og sej kamp at nå frem til den grundlovsændring, som for 100 år siden sikrede, at kvinder fik lov til at stemme i Danmark og stille op til Folketinget.

Kvindesagsforkæmpere havde brugt årtier på at overbevise forstokkede mandlige politikere om, at det kvindelige køn også burde have noget at sige i politik. Endelig lykkedes det, og sejren blev behørigt fejret landet over 5. juni 1915.

Dén historie har vi hørt mange gange før. Men – så er det, som historien forstummer. For hvad gør man egentlig, når man har opnået den ultimative sejr?

I nogen grad var 1915 faktisk en stor nål i kvindernes ballon af kampgejst, som havde hersket siden 1880’erne. Mens alle kunne enes om ønsket om at opnå valgret, var det svært at blive enige om en ny fælles sag, fortæller lektor Karen Sjørup fra Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet.

»Det var en meget vigtig periode op til 1915, som så kulminerede med valgretten. Man kan godt sige, at kvindernes politiske engagement på mange måder punkterede, da de opnåede den fælles sag. De blev i højere grad opdelt, og uenighederne mellem de forskellige samfundslag trådte klarere frem,« siger kønsforsker Karen Sjørup, som blandt andet forsker i ligestilling.

Folketinget var stadig en mandeklub

Kvinderne havde svært ved at finde fælles fodslag efter 1915 af flere grunde. I første omgang fordi arbejderfeministerne og de borgerlige feminister kæmpede for to forskellige målsætninger:

Mens arbejderfeministernes fokus lå på, at kvinderne skulle have ret til at komme ud på arbejdsmarkedet og søge uddannelse, var de borgerlige feminister mere fokuserede på at opgradere husmorens rolle.

Derudover blev den oprindelige rus fra 1915-sejren hurtigt erstattet af en dyb frustration; selvom kvinder på papiret havde ret til at stille op til Folketinget, viste der sig at være langt fra tanke til handling.

»Det gik meget langsomt. Kvinderne skulle trænge ind i de politiske netværk, som allerede var etableret, og der var mange mænd, der ikke syntes, det var en specielt god ide at overlade deres magt til kvinder. Det har været meget, meget svært for de første kvinder at sidde i Folketinget,« siger Karen Sjørup, som fortæller, at opfattelsen af kvindens rolle som husmor desuden forfulgte dem.

»Man har lidt indtrykket af, at kvinderne bare kunne få lov til at sørge for, at der var the og kaffe.«

Kvindernes frihed var en begrænset en af slagsen

Karen Sjørup fortæller, at kvinderne efter 1915 stod over for en ny periode, hvor de skulle definere, hvad de skulle stille op med deres nye ’frihed’.

»Det var jo kun frihed på nogle ganske bestemte betingelser. Først og fremmest var det en kamp for at få den enkelte kvinde opstillet og valgt ind. Derudover var der stadig en hårdnakket opfattelse af, at kvinden var forpligtet til at følge sin mand og for eksempel stemme det samme som ham.«

Kvinder var desuden stadig økonomisk underlagt deres mænd, og samtidig var det for eksempel kutyme, at en kvinde blev fyret fra sit job, når hun blev gift. Ægteskabet og arbejdet med at få børn, opfostre dem og holde et hjem blev af de fleste stadig betragtet som kvindens primære og fineste lod i livet.

2. Verdenskrig gjorde for alvor op med husmorrollen

Det var faktisk først efter 2. Verdenskrig, at opgøret med husmorens rolle for alvor kulminerede, fortæller Karen Sjørup.

»Husmorbevægelsen med Dansk Kvindesamfund og Kvindeligt Arbejderforbund bredte sig i mellemkrigsårene, hvor der ikke skete så meget – man kan betragte det som et stigende oprør mod fastholdelsen af den rolle, som blev ført på mange forskellige planer, også i politik.«

Men oprøret fik altså først for alvor luft under vingerne, da 2. Verdenskrigs radikale indhug i samfundsstrukturen gjorde op med kvindens faste plads i hjemmet. Posen blev rystet, og kvinderne ville ikke længere finde sig i deres rolle som andenrangsborgere, fortæller Karen Sjørup.

I første omgang blev kampen dog udkæmpet i hjemmet – det var først med 70’ernes rødstrømpebevægelser, at kampen igen bevægede sig uden for hjemmets fire vægge.

»Det var først i 70’erne, at kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet frem for at være husmødre. Vaskemaskiner og opvaskemaskiner gjorde husholdningsarbejdet lettere, og der skete en vis frigivelse af husmoren fra familiearbejdet, som dels gjorde, at de kom på arbejdsmarkedet – men også i højere grad blev politisk aktive.«