Den første europæer, der nåede New Zealand, var den hollandske opdagelsesrejsende Abel Tasman.
Den 13. december 1642 fik han og hans besætning øje på vestkysten af New Zealands sydlige ø.
Han ankom med de to skibe Heemskerck og Zeehaen, men besøget blev kort. Efter at have sejlet op langs New Zealands vestkyst i nogle dage, besluttede han sig for at kaste anker ved en bugt og sende et par mand ind mod øerne for at lede efter vand.
De vendte tilbage samme dag, og de var ikke alene.
To både med maorier, der var øernes oprindelige beboere, var fulgt efter dem. Da det var ved at blive mørkt, sejlede maorierne imidlertid tilbage til øen efter nogle spage forsøg på kommunikation.
Dagen efter blev det dog noget mere dramatisk. Maorierne vendte tilbage med flere både, og konfrontationen med europæerne blev drabelig. Fire af Abel Tasmans besætningsmedlemmer døde, og de europæiske søfarere skød en enkelt maori.
Historikere har siden vurderet, at konfrontationen ganske enkelt skete, fordi europæerne var fremmede, som maorierne var bange for og derfor ville skræmme væk. Nyere forskning tyder dog på, at maorierne blot forsøgte at forsvare deres afgrøder i den frugtbare bugt.
Efter mødet med de indfødte sejlede Tasman nordpå, og hverken han eller besætningen gik nogensinde i land på New Zealand. Han kaldte bugten, hvor han havde mødt de indfødte, for Moordenaars Bay, hvilket på engelsk blev til Murderers Bay. Bugten har senere fået det noget mere tillokkende navn Golden Bay.
Måske som følge af det tvivlsomme ry blev New Zealand først koloniseret lang tid efter det første besøg. Den første europæer, der satte fødderne på New Zealand, blev den britiske søfarer James Cook, som kom til øerne over hundrede år senere, i 1769. Først i midten af 1800-tallet blev New Zealand en egentlig britisk koloni.
