Virker terapi på en skærm? Psykiatere sår tvivl om stor plan for psykisk syge

Vi skal have »mere digital og virtuel behandling« til psykisk syge i Danmark.

Sådan lyder det i regeringens 10-års plan for psykiatrien, som blev udgivet i april 2025, og blandt andet har et mål om at fremme digital psykologhjælp for at undgå indlæggelser og svære behandlingsforløb.

Men hvad bliver de langsigtede effekter af mere online terapi?

Det spørgsmål bliver nu rejst af flere ledende psykiatere, der ser med skepsis på tendensen.

»Jeg er bekymret for, at vi i vores begejstring for digital behandling får rullet den for hurtigt ud og dermed får den bredt ud til de forkerte,« siger Nina Tejs Jørring, forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.

Hun anerkender, at forskning i internetbehandling har vist et potentiale. Både for at opnå besparelser, øget adgang til behandling samt effekter, der svarer til dem fra et fysisk fremmøde.

»Men forholder man sig kritisk nok til forskningen på området?« spørger Nina Tejs Jørring.

Merete Nordentoft, forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, har lignende forbehold.

»Vi ved slet ikke nok om effekten af videokonsultationer i psykiatrien,« siger hun til Videnskab.dk. »Alligevel er der sat målsætninger op om, at vi skal udbrede brugen af dem - og det har jeg lidt svært ved at forstå.«

Karen H. Kallesøe er mindre skeptisk.

Hun er seniorforsker ved Aarhus Universitetshospital, og har selv lavet flere forsøg med online behandling. Hun ser især et potentiale for den type behandling, der foregår på skrift gennem apps eller hjemmesider frem for at blive leveret over en live videoforbindelse.

»Den digitale terapi har i mange tilfælde vist sig at være lige så effektiv som den fysiske,« siger hun.

Så er der virkelig grund til at være bekymret?

Digital behandling på video eller på skrift

Digitaliseringen af psykiatrien er allerede i gang, og efterspørgslen er stigende.

I et svar til Videnskab.dk oplyser Internetpsykiatrien.dk, et offentligt tilbud om digital behandling af lidelser som angst og depression, at antallet, der hvert år søger behandling, på fem år er mere end fordoblet - fra knap 1.800 i 2021 til over 5.000 mulige patienter i 2025.

‘Telemedicin’ bliver det også kaldt.

Det kan foregå live over en videoforbindelse. Men det kan også være på skrift via en app eller en hjemmeside, hvor patienter og terapeuter kan gå til og fra, som det passer dem.

Og det er vigtigt at skelne mellem formerne, understreger Karen H. Kallesøe, da effekten ikke nødvendigvis er den samme.

»Potentialet for internetbehandling afhænger af sygdommen, patienten og graden af sygdom,« siger hun.

Der findes flere gennemgange af forskning på området, som umiddelbart kan virke beroligende. Som det lyder i en analyse fra 2023 af i alt 20 forskellige forsøg med videokonsultationer:

»Der er ingen forskel i behandlingseffekten mellem ‘telemedicin’ og behandling ved fysisk fremmøde«.

Karen H. Kallesøe henviser til flere andre studier, som viser noget lignende:

For eksempel er den mest udbredte terapiform, kognitiv adfærdsterapi (KAT), lige så effektiv, når den bliver leveret over en skærm, hvad enten det er via video eller på skrift.

Især behandling på skrift har vist et stort potentiale, siger hun. Generelt bliver digital behandling »godt modtaget« af patienterne, først og fremmest fordi det giver dem mulighed for at kunne tilgå den hjemmefra.

»Vi kan se, at der er nogle patientgrupper, som ikke får et ordentligt tilbud i det sundhedsvæsen, vi har i dag. Ikke fordi behandlingerne ikke er der, men fordi vi ikke har ressourcerne til at tilbyde den til dem.«

»Med internetbaseret behandling kan vi nå ud til flere,« siger Karen H. Kallesøe.

Kropssprog og juridiske udfordringer

Nina Tejs Jørring er enig i, at der er potentiale og et behov for at digitalisere psykiatrien.

Samtidig efterlyser hun stadig videnskabens svar på flere spørgsmål:

● Hvad betyder digital behandling for evnen til at aflæse kropssprog under en terapisession?

● Hvad med de juridiske udfordringer? En forælder kan måske skjule sig bag skærmen og være med til en videokonsultation, selv om den er forbeholdt barn og terapeut.

● Og hvad med dem, der falder fra eller ikke oplever en god effekt af online terapi - hvad stiller vi op med dem?

Hun henviser blandt andet til en rapport fra Psykiatrifonden i 2025, som analyserer forskning på området, og gør hende splittet mellem håb og bekymring:

»Håbet består i, at man kan hjælpe flere,« siger Nina Tejs Jørring.

»Min bekymring kommer af, om man i sin begejstring vil udvikle noget, som bliver standardbehandling for mennesker, der har brug for noget mere intensivt.«

Hun forklarer videre:

»Det kan helt sikkert være effektivt til at nå flere med lettere former for psykisk sygdom, mildere former for angst, for eksempel. Dem kan vi nå tidligere ud til med digital behandling, og dermed undgå at de får sværere lidelser.«

»Men mange af dem, som vi ser i børne- og ungdomspsykiatrien i dag, har allerede meget svært ved at begå sig i den fysiske verden. Derfor er jeg bekymret for, at vi med digitaliseringen kommer til at understøtte en udvikling, som vi egentlig gerne ville vende.«

‘Scrolling’ under konsultationen

Nina Tejs Jørring kommer med et eksempel fra sin egen praksis:

En pige med spiseforstyrrelse og hang til selvskade, som hun selv har haft i online terapi, da det var svært at få hende til at møde fysisk op.

»Jeg har haft en hel del konsultationer over skærmen med den her pige, og jeg oplever, at det bliver endnu mindre forpligtende for hende end det fysiske møde. Hun kan for eksempel sidde og kigge på sin telefon og ‘zone ud’ undervejs,« fortæller Nina Tejs Jørring.

Eksemplet illustrerer en tendens, siger hun:

At flere børn og unge foretrækker digital frem for fysisk fremmøde, men at overgangen samtidig gør det sværere at opnå den fornødne kontakt til patienterne.

Som psykiateren formulerer det:

»Det er svært at aflæse kropssprog over en skærm.«

Hvorfor er det vigtigt?

»Hvis jeg sidder med et barn med nogle psykiske vanskeligheder, vil jeg hele tiden gerne kunne vurdere, om vi kan se hinanden i øjnene, og om barnet kan koncentrere sig.«

»Jeg aflæser hele tiden deres kropssprog for at få en fornemmelse af stemningen i rummet. Skal vi tage en pause? Skal vi lige tage en kop kakao? Skal vi lige tegne sammen?«

»Alt det kan jeg ikke vurdere gennem en skærm.«

Kan nå flere patienter over internettet

Karen H. Kallesøe er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri og uddannet specialist i psykoterapi med børn og unge.

De seneste fem år har hun arbejdet videnskabeligt med internetbehandling, der især foregår asynkront gennem apps og hjemmesider, for eksempel behandling af funktionelle mavelidelser blandt børn og unge.

»Vi har meget gode erfaringer,« siger hun og fremhæver resultaterne fra et forsøg.

»Programmerne giver både høj kvalitet i behandlingen og en fleksibilitet, som gør det muligt for patienter og forældre at arbejde med indholdet, når det passer bedst ind i deres egen hverdag.«

Samtidig er hun »fuldstændig enig i«, at der kan være udfordringer med videokonsultationer - og at man derfor skal være varsom med at brede dem ud til alle.

»Jeg har da også haft en patient i en online konsultation, som begyndte at lave mad midt i det hele,« fortæller Karen H. Kallesøe. »Så det er bestemt ikke altid, at behandling over video fungerer godt.«

Det er vigtigt at have videnskabens mål for øje, siger hun.

Hidtil har forskningen i telemedicin primært haft fokus på effekter såsom færre symptomer på psykisk sygdom og en generelt højere livskvalitet. Der har været mindre fokus på, hvad der kan gå tabt i forhold til øjenkontakt og kropssprog.

Og den slags forskning er der også behov for, siger hun og maner til ro:

»Psykiatrien kommer aldrig til at blive fuldstændig digital.«

»Vi har patienter med så komplekse symptomer, at de ikke kan rummes i et digitalt forløb, og de skal selvfølgelig stadig have muligheden for at få et fysisk møde med en psykiater eller psykolog,« siger Karen H. Kallesøe.

»Men generelt vil jeg enormt gerne kunne nå ud til flere patienter med en evidensbaseret behandling - og det er her, at online behandling kan være et godt redskab.«