Vigtige fodboldkampe afgøres af fysik
Hvis et fodboldhold skal vinde en vigtig turnering, er det en virkelig god idé at alliere sig med en fysisk træner. Dansk forsker beretter om, hvorfor fysik kan være udslagsgivende i f.eks. Champions League og Superligaen.

Jesper Grønkjær runder for guderne må vide hvilken gang en forsvarsspiller, denne gang i den sidste kamp, hvor han har scoret i FCK-trøjen: mod Brøndby på hjemmebanen i Parken 20. marts 2011. (Foto fra FCK's fanklub: Anders Jung & Kjeld Damgaard, FCKFC.dk)

Søndag er det formentlig din sidste mulighed for live at se Jesper Grønkjær lave én af sine klassiske finter, hvor han lynhurtigt skifter retning, sætter en mand af og sender bolden indover til en medspiller eller direkte i kassen.

Sådan nogle aktioner har det med at være afgørende for fodboldkampe, og de kan kun lade sig gøre, fordi den kloge fodboldspiller er udstyret med en krop, der er hurtig og stærk nok til at vride sig, skifte tempo og hoppe eller sætte musklerne under ekstremt pres mange gange i løbet af 90 minutter.

»Det, der afgør fodboldkampe i dag, er spidskompetencer som hurtighed, accelerationer, opbremsninger og hovedstød. Ligegyldigt om du er angriber eller forsvarer, er de evner sindssygt vigtige, og vi ved fra forsøg, at alle egenskaberne kan forbedres ved styrketræning med tunge vægte. Derfor er det så vigtigt også at lave styrketræning med vægte.«

Ordene kommer fra Jesper Løvind Andersen. Som laboratorieleder på Idrætsmedicinsk Afdeling (ISMC) på Bispebjerg Hospital har han forsket intensivt i musklers fibersammensætning og i, hvad der gør vores muskler stærkere eller svagere:

»Jeg vil ned i musklen og forstå, hvad der gør, at de forandringer sker.«

Mange års erfaring fra FC København

Hvis du tænker, at det gør ham til en kedelig teoretiker, kan du godt tænke om igen.

Jesper Løvind Andersen har gennem de seneste 10 år - under fysisk træner Anders Storskov - været med til at tilrettelægge den fysiske træning for FC Københavns fodboldhold, der gennem årene er blevet mere og mere suverænt og søndag igen-igen bliver hyldet som danske mestre i Parken.

Fakta

Tung styrketræning gør ikke bare musklerne større. Den er også med til at skærpe nervesystemet, så det bliver bedre koordineret og kan yde større kraft.

Tung styrketræning er defineret som en procentdel af 1 RM. 1 RM (one repetition maximum) er betegnelsen for en øvelse, du kun kan klare at udføre lige præcis én gang, f.eks. løfte en meget tung vægt. Muskler vokser mest ved belastninger på 55-95% af 1 RM. Ved lavere belastninger er udbyttet for småt i forhold til den investerede tid.

Kilde: Jesper Løvind Andersen

»Der er ingen tvivl om, at den rette videnskab kan være med til at vinde mesterskaber, men der er selvfølgelig mange ting, der skal være på plads. Man kan ikke sætte otte bodybuildere og tre gange Usain Bolt ud at vinde en Champions League-finale, bare fordi de er hurtige og stærke. De skal f.eks. også kunne holde i 90 minutter. Når hold gentagne gange får mål mod sig i de sidste 10 minutter af en kamp, kan det være, fordi de fysiske parametre ikke har været i orden,« fortæller Jesper Løvind Andersen.

God styrketræning sænker risikoen for skader

Den rette styrketræning gør ikke bare spillernes muskler større og stærkere. Den sørger også for, at bindevævet i overgangen mellem muskler og sener bliver stærkere. På den måde kan bindevævet modstå den større belastninger fra den stærkere muskel, og risikoen for skader bliver mindre.

Det lyder måske meget simpelt, men der ligger et stort arbejde i at docere træningen mellem tung muskeltræning med få gentagelser (til musklerne) og lettere træning med mange gentagelser (til bindevævet).

»Begge slags træning er nødvendig, men man skal finde ud af, præcis hvordan man angriber den enkelte spiller. Det handler både om at analysere, hvordan hvordan de hver især er skruet sammen, hvad deres udgangspunkt er og hvilken træningsbelastning de kan klare,« siger Jesper Løvind Andersen.

Træning skal tilpasses spillere og spillestil

Et eksempel på en spiller, der har krævet særlig opmærksomhed, er snarligt pensionerede Jesper Grønkjær, som gennem karrieren har døjet med et væld af skader og følgeskader.

»En stor del af arbejdet ligger i, at den lægelige stab og de fysiske trænere i fællesskab sørger for, at spillerne er klar, når de skal være det og får pauser på de rigtige tidspunkter. Vi har f.eks. vidst, at spiller Jesper Grønkjær fire kampe på kort tid, så stiger risikoen for en overbelastningsskade,« fortæller Jesper Løvind Andersen og understreger, at man kun opnår sådan en fornemmelse, hvis man hele tiden er opmærksom på, hvad der sker med både spillere og selve fodboldspillet.

»Det handler utroligt meget om systematik og om at sørge for, at vi er med på, hvordan fodboldspillet forandrer sig. Der sker virkelig noget i de her år, og fysiologisk set er vi nødt til at justere den måde, vi træner spillerne på,« fortæller Jesper Løvind Andersen.

Moderne fodbold stiller højere krav

Verdens bedste fodboldspiller, Lionel Messi, kunne blive endnu bedre med fysisk træning, mener dansk forsker. Her er han fanget i én af sine mere rolige øjeblikke for FC Barcelona. (Foto: Oemar)

I 1970'erne og et stykke op i 1980'erne kunne sweepere og midtbanekoryfæer som Franz Beckenbauer eller vores egen Søren Lerby eller Jan Mølby groft sagt gå og småhygge sig på midten af banen og så lægge lange, geniale afleveringer, når de engang imellem fik bolden i løbet af kampens 90 minutter.

I dag leverer fodboldspillere i løbet af en fodboldkamp over en tredjedel mere højintenst arbejde, f.eks. spurter helt oppe på eller tæt på deres maksimale grænse, end de gjorde for 20-30 år siden. Det stiller helt andre krav til den fysiske forberedelse.

Det kunne f.eks. være ved at lave øvelser med at gå ned i knæ med en tung vægtstang over skulderen – som man kun kan klare at løfte omkring otte gange – for på den måde at øge musklernes evne til at lave pludselige ’eksplosioner’.

I gamle dage ville man måske bare have løftet nogle vægte med benene eller slet ikke have haft fokus på styrketræning af nogen art.

En type træning kan fjerne effekt af anden træning

Ifølge Jesper Løvind Andersen er en vigtig del af en fysisk træners arbejde i dag at kende, finde frem til og bruge viden, der kan få de veltrænede spillere til at yde yderligere et par procent på banen.

»Der er mange detaljer, vi kigger på. I dag taler man f.eks. meget om ’concurrent training’; hvordan man træner udholdenhed og styrke på én gang. Laver man styrketræning og slår over i udholdenhedstræning, ser det ud til i nogen grad at gå ud over udbyttet af styrketræningen – men det ikke er lige så slemt, når træningen udføres i den omvendte rækkefølge. Så det er vigtigt, at man holder sig for øje, hvad det primære formål er med træningen de pågældende dage eller i den udvalgte periode og tilrettelægger træningen efter det.«

»Alle de måder at ræsonnere på bliver man nødt til at tage hensyn til i professionel fodbold, hvor marginaler kan afgøre kampe. Det er også derfor, at specialister og folk med forstand på fysiologi og med fingeren på pulsen er blevet vigtigere, i øvrigt ligesom alle mulige andre eksperter,« forklarer Jesper Løvind Andersen.

Spanien halter efter England og Italien

Tager jeg en gruppe unge mænd og laver tung styrketræning med dem i to måneder, så kan de springe to centimeter højere. Det lyder måske ikke af meget, men det kan være det, der afgør en kamp.

Jesper Løvind Andersen

Lørdag skal verdensstjerner som Messi, Xavi og Iniesta fra FC Barcelona forsøge at løbe om hjørner med stjernerne fra Manchester United i finalen i verdens fornemste klubturnering, Champions League.

Jesper Løvind Andersen tør ikke byde på en vinder ud fra et rent fysisk synspunkt; holdene er ganske enkelt suverænt stærke på hver deres måde.

Manchester United spiller til hverdag i en fysisk hårdere liga end FC Barcelona, som til gengæld har vist gennem de seneste år, at de er verdens bedst spillende klubhold. Alligevel mener Jesper Løvind Andersen, at FC Barcelona har noget at lære.

»FC Barcelona har selvfølgelig penge til at købe de spillere, som fysiologisk og fodboldmæssigt er bedre end alle de andre, men man skal hele tiden tænke på udgangspunktet: Det er min påstand, at selv verdens dyreste spillere kan blive bedre og bliver holdt gode af ordentlig fysisk træning. Og omvendt kan man relativt nemt bremse eller ødelægge en gunstig fysisk udvikling af en nok så dygtig og fysisk stærk fodboldspiller med dårlig eller bare mindre god fysisk træning.«

Messi ville også have gavn af fysisk træning

»Man skal huske på, at det ikke i sig selv er noget mål at lave f.eks. styrketræning, der har til formål at gøre spillerne maksimalt stærke eller kæmpestore. Alligevel kan man sagtens arbejde med Messi, Xavi og Iniesta, for det handler om at have kraft i forhold til den størrelse, man har, og til de opgaver man varetager på banen,« bemærker Jesper Løvind Andersen og tilføjer:

»Det er jo derfor, fodboldklubber omgiver sig med folk som mig eller Anders Storskov, der har det bærende ansvar for den fysiske træning hos FCK. Vi skal sørge for, at alle de her informationer fra forskningen bliver til noget praktisk, som spillerne kan have glæde af. Og det er da mit indtryk, at vi har gjort det arbejde rigtig godt i FCK,« lyder det.

FC København har med årets suveræne førsteplads i Superligaen sikret sig otte danske mesterskaber siden 2001.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.