Hvert år indlægges 11.000 danskere, fordi deres hjerte ikke pumper nok blod rundt i kroppen. De har hjertesvigt - en kronisk sygdom der rammer stadig flere mennesker, således at indlæggelseshyppigheden er fordoblet i løbet af de seneste 15 år.
En dansk forsker har nu sat sig for at undersøge en ny metode til at afsløre, hvilke patienter der er i risiko for at udvikle et kronisk hjertesvigt. Lægerne skal blot bruge det udstyr, de alligevel har lige ved hånden, nemlig den ultralydsskanner de normalt bruger til at måle hjertets pumpefunktion.
Den kan også bruges til at lave mere avancerede målinger, men lægerne gør det bare ikke. Det er ikke en del af praksis.
LÆS OGSÅ: Ultralydsskanning afslører: En hjerneblødning vokser langsomt
Patienter udskrives uden en klar diagnose
»Mange patienter bliver indlagt med åndenød, som er et af symptomerne på hjertesvigt. Men når man laver en ekkokardiografi med ultralydsskanneren, ser man, at deres pumperytme er normal. Det vil sige, at de ikke har hjertesvigt,« siger Tor Biering-Sørensen, der er ph.d.-studerende på Gentofte Hospitals Hjertemedicinske afdeling.
\ Fakta
Tor Biering-Sørensen modtog i februar 2014 en postdoc-bevilling på 977.908 kr. fra Det Frie Forskningsråds fagråd indenfor sundhedsvidenskab til sin forskning. Fagrådet sundhed og Sygdom har uddelt i alt 20 postdoc-bevillinger til forskertalenter i Danmark for en samlet sum af cirka 40 mio. kr. I 2013 modtog Tor Biering-Sørensen et EliteForsk rejsestipendium fra Uddannelsesministeriet.
»Så sender man dem videre til lungeafdelingen, men der er heller ikke noget galt med deres lunger. Og det ender med, at de bliver udskrevet, fordi man ikke kan finde ud af, hvad der er galt,« fortsætter han.
Åndenød kan være forstadie til hjertesvigt
Tor Biering-Sørensen har en formodning om, at åndenød og kronisk hjertesvigt hænger sammen. Således at mange af de patienter, der lider af åndenød, men bliver udskrevet uden behandling, fordi deres hjerte pumper, som det skal, kan være de samme, som senere rammes af kronisk hjertesvigt.
For selvom hjertet pumper en tilstrækkelig mængde blod rundt i kroppen, kan det godt være, at det pumper langsommere, eller at hjertemusklens sammentrækningskraft er svagere end normalt hos patienterne med åndenød.
Hvis det er tilfældet, kan det være et tegn på, at de er på vej til at udvikle et hjertesvigt, forklarer Tor Biering-Sørensen, som netop har fået tildelt en postdoc-bevilling fra Det Frie Forskningsråd til at efterprøve sin tese med start i efteråret 2014.
Ultralydsskanner kan lave avancerede målinger
Hjertets pumpehastighed og sammentrækningskraft kan man måle med præcis den samme ultralydsskanner, man i dag bruger til at undersøge hjertets pumpefunktion. Man gør det bare ikke.

»Det er avancerede målinger, som man har kunnet lave med almindelige ultralydsskannere i mange år, men man gør det ikke. Lægerne har ikke implementeret det som en del af deres hverdagspraksis at måle hjertets pumpehastighed og deformation (sammentrækningskraft, red.),« siger Tor Biering-Sørensen.
Hvis hans teori holder stik - altså at nogle af patienterne med åndenød også har nedsat pumpehastighed og deformation og dermed øget risiko for at udvikle hjertesvigt - kan lægerne bruge ultralydsskanneren til at identificere og behandle patienterne, før hjertesvigtet rammer.
Allerede i dag siger man, at patienterne, der har åndenød, men ikke andre identificerede symptomer på hjertesvigt, har 'hjertesvigt med bevaret pumpefunktion' (HFpEF). Men lægerne ved ikke, hvordan de skal behandle patienterne, fordi de ikke kan identificere dem.
Patienterne forundrer førende forskere
Tor Biering-Sørensen skal blandt andet til Harvard University i USA, som har et af verdens førende forskningscentre med speciale i ekkokardiografi, for at efterprøve sin teori om, at man kan bruge ultralydsskanneren til at identificere patienterne med hjertesvigt, men bevaret pumpefunktion.
På centret Cardiac Imaging Core Laboratory (CICL) har forskerne samlet data om hjertesvigt-patienter fra hele verden.
\ Fakta
Når lægerne undersøger patienter med åndenød, bruger de ultralydsskanneren til at lave en ekkokardiografi, som viser, hvor meget blod strømmer ind og ud af hjertet og dermed, om hjertet pumper for meget eller for lidt. Hvis det pumper for lidt, har patienten formentlig hjertesvigt. Især ældre mennesker over 65 år er i fare for at få hjertesvigt, som er årsag til mindst fem procent af alle sygehusindlæggelser på medicinske afdelinger. Efter første indlæggelse med sygdommen er kun 80 procent levende efter et år og omkring 50 procent efter 5 år.
»De er ekstremt specialiserede, og de laver helt vildt mange studier. Men lige præcis den gruppe patienter, der har åndenød, men ikke nedsat pumpefunktion, ved de stadig ikke, hvad de skal stille op med. Det er en gruppe, der har forundret forskerne i mange år,« siger Tor Biering-Sørensen.
Data fra Østerbro-undersøgelsen indgår også
Ved hjælp af ekspertisen og den store datamængde på CICL vil Tor Biering-Sørensen finde ud af, om man kan bruge ekkokardiografiens avancerede målinger af pumpehastighed og deformation til at komme et alvorligt hjertesvigt i forkøbet.
»Jeg tror, at hjertet trækker sig mindre og langsommere sammen hos de folk, som har åndenød, men som man indtil videre ikke har kunnet diagnosticere. Når pumpehastighed og deformation er nedsat, er det et forstadie til hjertesvigt.«
»Jeg håber, jeg kan vise, at man kan identificere patienter på vej til at udvikle hjertesvigt, ved at bruge ultralydsskanneren til at lave avancerede ekkokardiografimålinger af hjertets pumpehastighed og deformation, når de bliver indlagt med åndenød,« siger Tor Biering-Sørensen.
Til sit projekt bruger han også oplysninger fra den store danske Østerbro-undersøgelse, der indeholder data om cirka 20.000 raske københavneres helbredsudvikling.
»Nogle af deltagerne blev ultralydsskannet i løbet af 00'erne. Ved at ultralydsskanne dem igen i de kommende år kan vi identificere dem, det er gået ned ad bakke for, og vi kan se, hvad der adskiller dem fra resten,« siger Tor Biering-Sørensen.

































