Tusindvis af danskere selvmedicinerer sig med cannabis
Mange danskere erstatter eller supplerer smertestillende og antidepressiv medicin med cannabis, viser en ny undersøgelse. 
cannabis medicin cannabisolie skunk hash pot forsøgsordning lægemidler smerter

Flest adspurgte i en ny spørgeskemaundersøgelse bruger cannabisolie som substitut for medicin. Dernæst kommer skunk, hash og pot. (Foto: Shutterstock) 

Flest adspurgte i en ny spørgeskemaundersøgelse bruger cannabisolie som substitut for medicin. Dernæst kommer skunk, hash og pot. (Foto: Shutterstock) 

Danskere, der bruger cannabis, er ofte overladt til det illegale markeds udbud af sjov tobak og andre produkter med et uigennemskueligt indhold.  

En del af dem tager cannabis i stedet for medicin, som de har fået udskrevet hos lægen, viser en ny undersøgelse, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Harm Reduction Journal. 

I undersøgelsen, der blev gennemført i 2018, har 2.841 danskere, der bruger forskellige former for cannabis mod forskellige fysiske og psykiske lidelser, svaret på et spørgeskema om, hvorfor og hvordan de tager stoffet. 

»Lidt over halvdelen svarer, at de bruger cannabis som erstatning for eller supplement til receptpligtig medicin - primært smertestillende og antidepressiv medicin,« fortæller forskeren bag undersøgelsen, Sinikka Lehmann Kvamme, der er ph.d.-studerende på Center for Rusmiddelforskning, Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.

»Jeg var overrasket over, at det er så mange. Langt de fleste angiver, at de bruger mindre af den receptpligtige medicin, efter at de er begyndt med cannabis. Undersøgelsen indikerer, at en væsentlig motivation for at bruge cannabis er at erstatte den medicin, de har fået udskrevet hos lægen,« fortsætter hun.  

  • 67 procent af de adspurgte tog cannabis i stedet for eller som supplement til smertestillende medicin.

  • 25 procent brugte det som erstatning for antidepressiv medicin.

  • 20 procent brugte det som substitut for gigtmedicin  

Deltagerne blev også spurgt, hvilke typer cannabisprodukter, de brugte:  Over halvdelen - 65 procent - angav cannabisolie, mens 37 procent svarede, at de tog hash, pot eller skunk.

Produkterne er uregulerede

91 procent havde ikke fået en recept på medicinsk cannabis hos lægen. Det betyder, at en del formentlig har købt cannabisprodukterne på det illegale marked, hvor der ikke føres kontrol med, hvad de indeholder. 

Forskning fra Syddansk Universitet viser, at mange cannabisolier og CBD-olier indeholder ulovlige mængder af det euforiserende stof THC (tetrahydrocannabinol), har Videnskab.dk tidligere skrevet. 

»Det er problematisk, at brugerne er afhængige af et illegalt marked, hvor der ikke er produktsikkerhed,« siger Sinikka Lehmann Kvamme. 

Siden 2018 har praktiserende læger haft mulighed for at udskrive medicinsk cannabis til nogle patienter via en forsøgsordning

Men ordningen har fået kritik, blandt andet fordi der ikke har været tilstrækkelig evidens for, at medicinsk cannabis har effekt. Derfor er der kun få læger, der vil udskrive det. 

Undersøgelsen er ikke repræsentativ

I den nye undersøgelse oplever over halvdelen af de adspurgte (65,8 procent), at cannabis er mere effektivt end den medicin, de har fået udskrevet af lægen. 85 procent oplever, at cannabis-produkterne har færre bivirkninger. 

Men professor Nanna Brix Finnerup, som forsker i lægemidler mod smerter, advarer mod at tolke undersøgelsens resultater som evidens for, at cannabis virker mod smerter.  

Lodtrækningsforsøg giver evidens

Normalt bliver medicin testet i kontrollerede lodtrækningsforsøg, såkaldte randomiserede kontrollerede forsøg (RCT), før de tages i brug til patienter. Den slags forsøg kan give evidens for, om lægemidlerne virker, og hvad de virker mod. 

I lodtrækningsforsøg bliver patienter med for eksempel kroniske smerter tilfældigt inddelt i to grupper. 

Den ene gruppe får det lægemiddel, man gerne vil teste. Den anden gruppe får placebo. Ingen af dem får at vide, om de får det ene eller det andet. Efter et stykke tid kan forskerne sammenligne graden af smerter i de to grupper.  

»Indtil videre har lodtrækningsstudier, hvor cannabis eller cannabis-baseret medicin er givet over længere tid, ikke kunnet vise en klinisk relevant effekt af cannabis-baseret medicin mod kroniske smerter,« påpeger Nanna Brix Finnerup. 

»De studier, der er lavet indtil nu, viser generelt en næsten lige stor effekt af placebo som cannabis-baseret medicin,« tilføjer hun. 

Men måske kommer der ny evidens i fremtiden: I øjeblikket er der adskillige lodtrækningsforsøg med medicinsk cannabis i gang, både i Danmark og udlandet, fortæller Peter Leutscher. 

De 2.841, som har besvaret spørgeskemaet, er blevet opfordret til at deltage i undersøgelsen, blandt andet via sociale medier og patientforeninger, påpeger hun. 

»Forskerne har rettet henvendelse til nogle, som kunne være interesserede i at svare på spørgsmål om deres brug af cannabis som medicin,« siger Nanna Brix Finnerup, der er professor på Dansk Smerteforskningscenter ved Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin. 

»Det er en selekteret gruppe og sandsynligvis folk, der i forvejen er positivt stemte over for stoffet. Folk, som har forsøgt sig med medicinsk cannabis, men som ikke har fået noget ud af det, eller som har fået bivirkninger, er nok mindre tilbøjelige til at opdage undersøgelsen og svare.«   

»Vi ved derfor ikke, hvor mange, der prøver cannabis, som vil have effekt, og hvor mange der vil få bivirkninger eller blive afhængige af cannabis,« tilføjer Nanna Brix Finnerup, som ikke har været involveret i undersøgelsen.

Selv om de adspurgte oplever en god effekt af cannabis, er det uvist, præcis hvad de får ud af tage det.

»Det kan ofte være svært at skelne rekreationelle og medicinske virkninger fra hinanden: Er der hos alle en decideret smertelindrende effekt, eller er det også en indirekte effekt via bedre søvn, eller af at de slapper af og glemmer smerterne?« spørger Nanna Brix Finnerup retorisk. 

Kløft mellem læger og patienter

Sinikka Lehmann Kvamme medgiver, at undersøgelsen ikke er repræsentativ og ikke kan bruges som evidens for, at medicinsk cannabis virker. 

Men resultatet understreger et behov for at få mere viden om, hvordan cannabis virker, og hvorfor så mange mennesker bruger det, mener hun. 

»De fleste angiver i vores undersøgelse, at de oplever bedre effekt og færre bivirkninger ved brug af cannabis sammenlignet med receptmedicin. Det er problematisk, at der er så stort et gab mellem patienternes og lægernes praksis,« siger Sinikka Lehmann Kvamme og tilføjer: 

»Det eneste produkt, der har været tilgængeligt gennem hele forsøgsordningen, er cannabisblomst, som patienterne anbefales at drikke som te eller at inhalere. Men vores undersøgelse indikerer, at patienterne primært bruger andre produkter.«

Historik med konventionel behandling

Peter Christian Leutscher, der er formand for Klinisk Cannabis Forum, har også læst det nye studie. 

Han er enig i, at undersøgelsen har begrænsninger. 

»Men den viser nogle interessante tendenser og mønstre, som man kan reflektere over,« siger Peter Christian Leutscher, der er klinisk professor på Aalborg Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

»Undersøgelsen viser tydeligt, at de, der bruger cannabis som medicin, allerede har en historik med konventionel behandling. Og den indikerer, at de enten ikke får en tilstrækkelig effekt af konventionel behandling, eller at de får for mange bivirkninger,« tilføjer han. 

Resultater er ikke argument for flere recepter

Flere forskere har på Videnskab.dk tidligere advaret mod, at der ikke er sikker evidens for, at cannabis virker. 

De mener, at forsøgsordningen med medicinsk cannabis er problematisk, fordi det er politisk bestemt, at læger skal kunne udskrive et produkt, der ikke er testet tilstrækkeligt i kliniske forsøg. Det kan du blandt andet læse i artiklen: Forskere har advaret mod forsøgsordning med medicinsk cannabis i årevis

Nanna Brix Finnerup mener ikke, at den nye undersøgelse giver grundlag for at udskrive flere recepter på medicinsk cannabis.

»Det altid godt at høre, at nogen har fundet en måde at lindre deres smerter på, men vi kan ikke bruge det som et argument for, at lægerne skal udskrive mere medicinsk cannabis,« siger hun. 

Læger har brug for mere viden

Forsøgsordningen, som giver lægerne mulighed for at udskrive medicinsk cannabis, ophører ved udgangen af 2021, men et flertal i Folketinget har besluttet at forlænge den i fire år. 

Hvis ordningen fremover skal fungere bedre, end den har gjort hidtil, er der brug for, at lægerne får mere viden om medicinsk cannabis, mener Peter Christian Leutscher. 

»I oplægget til den første forsøgsordning med medicinsk cannabis står der, at det er lægens ansvar at behandle med produkterne. Men lægerne føler sig ikke klædt på til at tage det ansvar. De efterspørger mere viden,« siger Peter Christian Leutscher og fortsætter: 

»Lægemiddelstyrelsen har ikke lavet en behandlingsvejledning, lægerne kan støtte sig op ad, og i dagens Danmark er der ingen læger, der modtager struktureret undervisning i brug af cannabis som medicin, hverken på medicinstudiet eller på speciallægeuddannelsen.« 

Klinisk Cannabis Forum, som er et fagligt selskab for danske forskere, der beskæftiger sig med medicinsk cannabis, har derfor lavet en behandlingsvejledning, som snart bliver tilgængelig for lægerne, og som løbende bliver opdateret, efterhånden som der kommer ny evidens, fortæller han. 

Rettelse 25-08-2021: Oprindeligt stod der i overskriften 'Tusindvis af danskere selvmedicinerer sig med illegale cannabisprodukter'. Overskriften var misvisende, for cannabisolier uden THC er ikke illegale. Derfor er overskriften nu ændret til 'Tusindvis af danskeres selvmedicinerer sig med cannabis'. 

Tilføjelse 20-08-2021: Undersøgelsen blev gennemført i 2018, hvilket ikke stod i den oprindelige artikel. Det er nu tilføjet. 

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med 1 million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om astronautens foto af polarlys, som du kan se herunder.