Vi kan nok alle bedst lide forestillingen om, at vi ældes godt. Nu lover en simpel blod- eller spyttest at være i stand til at afsløre, om det passer, ved at måle vores 'biologiske alder'.
Mange deler stolt deres 'unge' resultater på de sociale medier – og gerne sammen med deres hemmelige tricks til et langt og sundt liv.
Hvor den kronologiske alder blot fortæller, hvor længe du har levet, forsøger den biologiske alder at vise, hvor gammel din krop egentlig er målt ud fra 'slitagen' helt ned på molekylært niveau.
Det er let at forstå, hvorfor disse tests appellerer bredt: Sundhedsbevidste forbrugere ser ofte testresultaterne som bekræftelse på, at deres indsats mod aldring virker – eller som bevis på, at de er på rette vej mod et bedre helbred.
Men hvor pålidelige er disse tests egentlig? Leverer de reelt brugbar viden? Eller er det bare smart markedsføring forklædt som videnskab?
Hvordan fungerer disse testkits?
Med tiden er de kemiske processer, der holder kroppen i gang – også kaldet vores 'stofskifteaktivitet' – skyld i skader og nedsat funktion i celler, væv og organer.
Test af den biologisk alder forsøger at fange nogle af disse forandringer og giver et øjebliksbillede af, hvor godt – eller hvor dårligt – vi ældes på celleplan.
Aldring påvirker også vores DNA, og små kemiske modifikationer af vores DNA (såkaldte metyleringer) sætter sig på DNA'et og påvirker, hvordan vores gener udtrykkes.
Disse forandringer sker på forudsigelige måder i takt med både alder og påvirkninger fra omgivelserne – en proces, der kaldes methylering.
DNA-metyleringen kan måles ved hjælp af 'det epigenetiske ur', som måler graden af methylering i vores gener, og det bruger forskerne til at beregne den biologiske alder.
Ved at analysere methyleringen på bestemte steder i genomet ud fra prøver fra forsøgspersoner, anvender man forudsigelsesmodeller til at vurdere kroppens samlede slitage og belastning.
Hvad siger forskningen?
Selvom udviklingen går stærkt på området, er der solid evidens for brugen af 'det epigenetiske ur' til at måle biologisk aldring i forskningssammenhæng.
Studier har vist, at epigenetiske målinger af biologisk alder er en bedre indikator for risikoen for død og aldersrelaterede sygdomme end den kronologiske alder.
‘Det epigenetiske ur’ viser også en tydelig sammenhæng med livsstil og miljøfaktorer som rygevaner og kostkvalitet.
Derudover har man fundet, at det kan forudsige risikoen for sygdomme som hjertekarsygdom, som kan føre til blodpropper og slagtilfælde.
Samlet set peger en stigende mængde forskning på, at 'det epigenetiske ur' er et pålideligt mål for biologisk aldring på befolkningsniveau med en stærk kobling til risikoen for sygdom og død.
Hvor pålidelige er disse tests på individniveau?
Selvom testene har stor værdi i forskning på befolkningsniveau, er det en anden sag at bruge ‘det epigenetiske ur’ til at måle et enkelt individs biologiske alder – og det kræver, at man forholder sig til resultatet med en vis skepsis.
Når man tester på individniveau, er det måske vigtigste spørgsmål testens ‘signal-støj-forhold’ – altså, hvor præcis den egentlig er.
Problemet er, at én enkelt prøve fra en person kan give meget forskellige resultater.
Et studie fra 2022 viste, at resultaterne kan variere med op til ni år. Det betyder, at en identisk prøve fra en 40-årig person kunne vise en biologisk alder helt ned til 35 år (noget, man ville glæde sig over) – eller helt op til 44 år (noget, der kunne skabe bekymring).
Stor forskel på kommercielle udbydere
Selvom der er sket store fremskridt med disse tests gennem årene, er der stadig stor forskel i præcisionen mellem de kommercielle udbydere.
Så afhængigt af, hvem du sender din prøve til, kan din biologiske alder blive vurderet meget forskelligt.
En anden begrænsning er, at der i øjeblikket ikke findes en standardiseret metode til disse tests. Kommercielle udbydere udfører testene på forskellige måder og bruger forskellige algoritmer til at beregne den biologiske alder ud fra datamængden.
Som man kan forvente fra kommercielle aktører, offentliggør de ikke deres metoder. Derfor er det svært at sammenligne de forskellige udbyder og vurdere, hvem der leverer de mest præcise resultater – og hvad man egentlig betaler for.
En tredje begrænsning er, at selvom 'det epigenetiske ur' er stærkt koblet til aldring, fungerer det kun som en slags 'stedfortræder', for det er ikke et reelt diagnostisk værktøj.
Med andre ord kan det give en generel indikation af aldring på celleplan, men det fortæller ikke noget konkret om, hvad der er galt, hvis man lader til ældes hurtigere, end man ønsker, eller hvad man gør rigtigt, hvis man ældes langsomt.
Så uanset hvad din test viser, får du sandsynligvis kun generelle råd fra udbyderen, som er baseret på, hvad forskningen siger om sund livsstil.
Er det pengene værd? Eller hvad bør man gøre i stedet?
Selvom virksomhederne bag testene har nok så gode intentioner, skal vi huske, at deres primære mål er at sælge tests og tjene penge. Og med en pris på omkring 3.000 kroner er de langt fra billige.
Aldrings-tests som et personligt sundhedsværktøj har bestemt potentiale, men det står klart, at vi ikke er helt i mål endnu.
For at det skal blive realistisk, kræver det, at testene bliver mere pålidelige, standardiserede på tværs af udbydere og valideret gennem længerevarende studier, som kan koble ændringer i biologisk alder til specifik adfærd.
Så selvom en enkelt test af biologisk alder måske giver flotte opslag på sociale medier, er det for de fleste en stor udgift med begrænset reel værdi.
Den gode nyhed er, at vi allerede ved, hvad der skal til for at øge chancerne for et længere og sundere liv. Det er blandt andet at:
- Spise sundere
- Være mere fysisk aktiv
- Få nok søvn
- Stoppe med at ryge
- Mindske stress
- Prioritere sociale relationer
Vi behøver ikke kende vores biologiske alder for at ændre vores livsstil og forbedre vores helbred allerede i dag.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
