Patologi er læren om sygdomme og sygdomsprocesser i kroppens organer og væv. I 1700-tallet var patologien ikke en naturvidenskab i den moderne betydning af ordet, som indbefatter, at man skærer kroppen op og studerer forandringer i kroppens indre.
1700-tallets læger lyttede til patientens klager og observerede sygdommen på den del af kroppen, de umiddelbart kunne se, men forståelsen af de indre sygdomsprocesser var spekulative, det vil sige bygget på idéer, som ikke kunne underbygges ordentligt.
Den græske læge Galen (129-cirka 216) havde udviklet en dominerende sygdomslære, som arbejdede ud fra fire væsker i kroppen, det vil sige blod, slim, gul og sort galde.
Sygdomme skyldtes ubalance i væskerne, som kunne ophobe sig på uheldige steder og derfor skulle udtømmes med for eksempel en åreladning, et brækmiddel eller anlæggelse af et kunstigt sår.
Symptomer og kropsvæsker skulle beskrive forskellige sygdomme
Indtil 1700-tallet forsøgte lægerne at manøvrere med kropsvæskerne og patientens symptomer, når de skulle beskrive menneskets forskellige sygdomme. Og det var ikke let, for ikke at sige umuligt, når de mere end hundrede sygdomme, som kunne ramme mennesket, skulle beskrives og have et navn.
Der herskede således en helt grundlæggende uenighed om, hvilke symptomer som hørte til hvilken sygdom, hvilket blandt andet betød, at der i 1700-tallet fremkom mere end 20 vidt forskellige sygdomslærer. Ingen af dem duede, og lægevidenskaben drømte forgæves om at finde medicinens indre konstanter, der med nogle få principper, som Newtons love, kunne forklare sygdom i mennesket.
Indsamling af viden om det patologiske indre
\ Fakta
Denne artikel stammer fra bogen '50 opdagelser - Højdepunkter i naturvidenskaben'. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her
Giovanni Battista Morgagni var den, der kom nærmest. I 1715 besad han lærestolen i anatomi ved universitetet i Padua, selvsamme universitet, hvor lægen Andreas Vesalius (1515-64) to hundrede år tidligere havde udforsket det raske menneskes indre og grundlagt den moderne anatomi.
Morgagni markerede sig som en af Europas førende anatomer og udgav i sin levetid flere omhyggelige studier af blandt andet struben og de kvindelige kønsorganer. Omkring 1740 blev han optaget af lægen Theophile Bonets (1620-1689) Sepulchretum sive anatomia practica ex cadaveribus morbo denatis ('Gravpladsen - anatomi, praktiseret ud fra lig afgået ved døden af sygdom') fra 1679, som var et anerkendt lægevidenskabeligt værk.
Bonet havde samlet knapt 3.000 sygehistorier, hvor patienten var blevet obduceret. Morgagni roste Bonet for at have påbegyndt indsamlingen af viden om det patologiske indre. Samtidig var han kritisk over for kvaliteten af værket, som han fandt rodet, mangelfuldt og direkte fejlagtigt på nogle punkter. Obduktionsbeskrivelserne stammede fra 469 forskellige forfattere, og Bonet havde kun foretaget et fåtal af obduktionerne.
Så præcise beskrivelser, at patienten kan diagnosticeres
Tyve år senere, i 1761, udgav Morgagni sit livsværk De sedibus et causis morborum (Om sygdommes lokalisation og årsager), som er grundstenen til den patologiske anatomi. Heri beskrev Morgagni sygehistorier og obduktioner med en detaljerigdom, som ikke var set før.
Han forsøgte systematisk, fra isse til tå, at forklare en række sygdomstilstande med organforandringer i kroppens indre. Det er fascinerende læsning, fordi Morgagnis beskrivelser er så præcise, at man i mange tilfælde med vor tids viden kan stille diagnosen på patientens sygdom.
Her er for eksempel en kvindes sygehistorie: 'En 40-årig kvinde var blevet gul og havde længe slæbt rundt på en fast udfyldning i højre side af bugen […] Mavesækken var forsnævret på midten, så at den dér var lige så smal som maveporten, således at hun på en måde havde to mavesække.
Leveren var vokset til en uhyre masse. Især højre leverlap var meget fast og gennemsået med hvidlige knuder' (bd. 2, s. 63). En præcis beskrivelse af mavekræft, som havde spredt sig til leveren. Morgagni havde selv foretaget en væsentlig del af de 600 obduktioner, som værket indeholdt. Det indeholder originale beskrivelser af for eksempel blodprop i hjertet, nyresten, mavesår og forskellige former for kræft.
Et meget varieret udtryk af organforandringer
Trods sin nytænkende og forklarende tilgang til menneskets sygdomme medførte Morgagnis værk ikke de store forandringer i første omgang. Måske kan man tillade sig at sige, at det havde været lettere for forgængeren Vesalius at beskrive menneskets anatomi, fordi menneskers kroppe anatomisk set er forholdsvis ens.
Sådan er det ikke med sygdomme. De findes i hundredevis, og hver især kan de give et meget varieret udtryk af organforandringer. Så Morgagni havde ikke kortlagt alle menneskets sygdomme. Der var rigtig meget arbejde i vente, og han bemærkede selv i introduktionen til sit værk, at 'Det mest perfekte arbejde er skabt af mange' (s. 14).
Revolutionen skaber nye rammer for lægeuddannelsen
Udforskningen af menneskets syge indre vandt dog frem efter Morgagni og forvandlede sig fra enmandsprojekter til en hovedstrømning i lægevidenskaben i begyndelsen af 1800-tallet. Baggrunden var den franske revolution, som medførte et opbrud i fransk medicin.
Revolutionen havde lukket de eksisterende lægevidenskabelige institutioner og skabt en ny ramme om lægeuddannelsen, en såkaldt 'école de santé' (sundhedskole), som lagde vægt på praktisk uddannelse på hospitaler frem for på bogstudier. På de store parisiske hospitaler fik læger og studerende rig mulighed for at udforske sygdomme ved sygesengen og bagefter studere de indre forandringer i obduktionslokalet.
Kort sagt flyttede forskningen ud på hospitalerne. Den franske anatom Xavier Bichat (1771-1802) gav i introduktionen til sit berømte værk Anatomie génerale fra 1801 en præcis karakteristik af den ny retning i lægevidenskaben: 'I 20 år kan du tage noter fra morgen til aften ved sygesengen af hjerte-, lunge-, mavelidelser osv., uden at der kommer andet ud af det end en rodet samling symptomer […]. Åbn i stedet nogle kadavere, hvorefter forvirringen omgående vil forsvinde' (s. 39).
Sammenhænge mellem flere sygdomstilstande
Den kollektive udforskning af menneskets indre bar frugt. Til forskel fra Morgagni fokuserede pariserlægerne hver især på et enkelt organs sygdomme, som blev studeret hos et stort antal patienter.
I de følgende årtier blev en række sygdomme beskrevet og defineret efter organforandringen, for eksempel den dødelige tuberkulose, hvis mangeartede tilstande havde navne som 'Blodspytning', 'Svindsot', 'Lungesot', 'Skrofulose' og 'Kiertelsot' i for eksempel dansk medicin. Nu fandt lægerne den røde tråd, som forbandt de mange tilstande, nemlig 'tuberklen', en lille svulst, som kunne sætte sig i lunger og andre organer og give forskellige sygdomsbilleder.
Lægerne fik et helt nyt blik på symptomerne, som nu blev opfattet som tegn på indre organforandringer. Den franske læge René Laennec (1781-1826) blev allerede i sin samtid den mest kendte repræsentant for den ny retning i lægevidenskaben, fordi han i 1816 opfandt stetoskopet.
I sit hovedværk De l'Auscultation médiate ('Om den middelbare auskultation', 1819), demonstrerede Laennec, at stetoskopet og de lyde, det indfanger, kan fortælle lægen, hvilke sygdomsprocesser der udspiller sig i lunger og hjerte. For eksempel beskrev han de lungelyde, som var typiske for tuberkler i lungerne. Ikke overraskende vandt stetoskopet hurtigt stor udbredelse og kom til at symbolisere den nye retning i lægevidenskaben.
Patienten kommer i baggrunden
Udforskningen af menneskets indre fik væsentlige konsekvenser for sygdomsbehandlingen. De præcise beskrivelser af det syge indre betød nemlig, at mange sygdommes såkaldte 'naturlige' forløb blev erkendt og beskrevet. Denne indsigt førte til, at de anerkendte og traditionelle udtømmende kure som for eksempel åreladning mistede betydning.
Der bredte sig en såkaldt terapeutisk nihilisme over det europæiske fastland i 1850’erne, hvor lægerne blev mere tilbageholdne i deres behandlinger. Nogle følte, at tæppet var trukket væk under dem, og blev i tvivl om, hvordan de skulle behandle deres patienter. Det forlød endog, at den berømte wienerlæge Joseph Škoda (1805-1881) i sin afmagt kun brugte ét eneste medikament – laurbærvand – i sin patientbehandling.
Sygdommene var kommet i forgrunden, men lægebehandlingen og patienten var kommet i baggrunden. Men der var ingen vej tilbage, som den danske læge Carl Emil Fenger (1814-1884) formulerede det i Hospitals-Tidende (nr. 5) i 1859: 'det kan ikke hjælpe at stampe imod Braadden; Sandheden skal og maa trænge igjennem; den gamle Lægekunst er paa mange Punkter undergravet, og maa falde [...].'
Fenger medgav, at det umiddelbart ville fremstå som et tilbageskridt, som ville betyde, at lægerne ville 'staa værgeløse' over for 'Homøopather, Magnetiseurer' og andre kvaksalvere. Men: 'Hvad vi gjøre, gjøre vi ikke fordi vi have erkjendt det for klogt eller hensigtsmæssigt, men tvungne af den haarde Nødvendighed'.
Cellelæren giver nye forklaringer
I 1850’erne blev den organbaserede sygdomsforståelse styrket ved fremkomsten af cellelæren, som netop bekræftede, at sygdomme skulle forstås lokalt i kroppens indre. Mikroskopiske vævsundersøgelser viste, at kræftknuder myldrede med abnorme celler og gav nu forklaringen på, hvad kræft var for noget.
Det var også mikroskopet, som i 1870’erne bragte bakterierne for dagen og gav andre forklaringer på velkendte sygdomme, for eksempel tuberkulose, som nu viste sig at være forårsaget af bakterier.
Obduktion er stadig uundværlig
Denne vandren indad i kroppen fra organer til celler og fra celler til molekylærbiologi er karakteristisk for den moderne lægevidenskabs søgen efter at forklare menneskets sygdomme. Obduktion er stadig en uundværlig undersøgelse, når dødsårsagen skal fastslås.
Muligheden for at undersøge det syge indre i levende live er dog blevet revolutioneret i 1900-tallet, hvor røntgenstråler, scanninger, kikkertundersøgelser, udtagelse af vævsprøver og kirurgiske operationer har muliggjort en hurtigere og mere præcis diagnostik af sygdomme.
Fremtidens patologi vil i stigende grad dreje sig om en mere individualiseret medicin, som ved hjælp af molekylærbiologi formår at karakterisere den enkelte patients særlige sygdom, for eksempel en kræfttype, og bagefter skræddersy en behandling, som vil virke bedst på patientens sygdom.
Læs også:
