Harvey brød med en forståelse af menneskekroppen, som var blevet grundlagt i oldtidens Grækenland, og som den græske læge Galen (129-cirka 216) i sine skrifter efterfølgende tog patent på i mere end tusind år. Påstanden var så radikal, at Harvey frygtede reaktionerne: '[Det er] i den grad nyt og uhørt, at jeg ikke alene frygter modgang fra nogle enkeltes uvilje, men er bange for, at jeg skal få alle mennesker til fjender', skrev han i sit epokegørende værk med den halsbrækkende latinske titel Exercitatio Anatomica de Motu Cordis et Sanguinis in Animalibus, det vil sige 'Anatomisk afhandling om hjertets og blodets bevægelse hos dyr' (kap. 8).

Hjertet var en blære

For at forstå opdagelsens væsentlighed må vi en tur tilbage til det 2. århundrede og Galen. Han videreførte den græske filosof Platons (428-347 f.Kr.) funktionelle tredeling af kroppen i lever, hjerne og hjerte: Leveren sugede næring ud af tarmen og producerede det 'mørke blod', som flød gennem venerne til kroppens forskellige organer, hvor det blev forbrugt og forsvandt.

Hjernen var sæde for sansning og tænkning, mens hjertet var sæde for den medfødte varme og livsånden, som strømmede ud i kroppen med det lysere og klarere røde blod. Hvor primitiv kropsteorien end lyder, var den kompliceret og indebar, at en lille del af det mørke blod løb gennem usynlige porer i hjertets skillevæg, det vil sige fra højre til venstre hjertehalvdel.

Derefter blandede det sig med livsånden og den indåndede luft. Galen mente ikke, at hjertet var en pumpe. Hans hjerte var en blære, som sugede det venøse blod til sig fra leveren, og den indåndede luft fra lungerne.

Menneskekroppen nærstuderes

Galens anskulelser kom til at stå uanfægtet i mere end tusind år, men omkring 1500 blev dissektioner af menneskekroppen, der havde været forbudt i det stærkt religiøse Europa indtil den sene middelalder, nu accepteret fra religiøst hold med den begrundelse, at anatomien skulle studere Guds fantastiske skaberværk.

På den tid var universitetet i den italienske by Padua et af Europas førende, og hertil kom i 1530’erne den unge anatom Andreas Vesalius (1514-1564). I 1543 udgav han det vigtigste værk i anatomiens historie De humani corporis fabrica.

Værket indeholdt smukke tavler, som viste menneskekroppens hidtil ukendte indre og gav en stribe eksempler på Galens fejlantagelser. Vesalius fremhævede, at hjertets skillevæg var tyk og kompakt, og han havde svært ved at forestille sig, at blodet kunne trænge igennem væggen.

Fabricius opdagede veneklapperne

Halvtreds år senere, i 1600, rejste den dengang 22-årige Harvey til Padua for at færdiggøre sine medicinstudier. Harvey var yderst dedikeret til lægevidenskaben, og han blev introduceret til dissektioner af dyr og mennesker af Paduas førende anatom, Hieronymus Fabricius (1537-1619).

Af ham lærte han, at 'Anatomien ikke skal læres eller doceres fra bøger, men ved dissektioner', som Harvey senere formulerede sit eget credo i introduktionen til sin epokegørende bog om hjertet. Fabricius var optaget af blodets strømning i blodkarrene og opdagede, at der er klapper i venerne, som gør, at blodet kun kan løbe den ene vej.

Puls skabes, når hjertet trækker sig sammen

Efter afsluttet medicinstudium vendte Harvey tilbage til London og nedsatte sig som læge i 1602. I sit hjem skabte han et laboratorium, hvor han ivrigt undersøgte kredsløbet på fisk, frøer, slanger, fugle og forskellige pattedyr, og han kastede sig over hvirvelløse dyr som muslinger og snegle.

Den gamle opfattelse af krop og blod er her gengivet i en tegning af videnskabsmanden Leonardo da Vinci (1452-1519) fra cirka 1490. Han havde da angivelig ikke set menneskekroppens indre og tegnede ud fra blandt andet Galens tekster. Leveren er placeret centralt i kroppen, mens hjertet er koblet på den store vene, som løber opad fra leveren.

Fra 1615 underviste han desuden i anatomi ved Royal College of Physicians og kunne nu diskutere sine eksperimenter med lærde kolleger. Harvey lavede forsøg på levende dyr, såkaldte vivisektioner, hvor han kunne se, at hjertet var aktivt under sammentrækningen, og at blodet kun blev pumpet ud, når hjertet trak sig sammen. Ved hjælp af eksperimenter på frøer og slanger, hvor pulsen er meget langsom, kunne han også se, at forkamrene trak sig sammen før hjertekamrene.

Han kunne dermed påvise, at pulsen er den trykbølge, som skabes i arterierne, når hjertet trækker sig sammen. Dermed var det ikke arterierne, som skabte pulsen ved at trække sig sammen, som Galen ellers havde påstået.

For at undersøge, om blod kunne løbe igennem hjertets skillevæg fik Harvey fat på liget af en hængt mand. Efter at have åbnet brystkassen sammensnørede han blodkarrene til lungerne med en snor og injicerede vand i det højre hjertekammer. Selv da han havde skabt så stort et tryk, at det højre hjertekammer var helt udspændt og tæt på at briste, trængte der ikke en dråbe vand igennem til det venstre hjertekammer. Da han derimod løsnede snoren om blodkarret til lungerne, fossede vandet nu til den venstre side af hjertet gennem lungerne. Så var den del af Galens lære tilbagevist.

Blodet cirkulerer i et kredsløb

Veneklapperne, som Fabricius havde opdaget, indgik også i Harveys bevisførelse. Ved at stramme et bind omkring armen på en af hans medhjælpere kunne veneblodet ikke løbe tilbage mod hjertet. Når han palperede de udspilede vener, kunne Harvey vise, at klapperne eksisterer i kredsløbets tjeneste, det vil sige at de skal sikre, at blodet i venerne til stadighed drives fremad mod hjertet og ikke ophobes i venerne.

I Harveys banebrydende skrift repræsenterede hvert kapitel et nyt argument for blodets kredsløb. Harvey foretog for eksempel kvantitative betragtninger over, hvor meget blod hjertet pumper. Ud fra ændringen i hjertets størrelse ved hvert hjerteslag beregnede Harvey, at hjertet i løbet af en dag pumper langt mere blod, end der findes i kroppen, og meget mere blod end volumen af den føde, vi indtager. Blodmængden oversteg endda en normal persons vægt. Hvor i alverden skulle alt det blod komme fra? Så stor en mængde kunne leveren ikke danne, så forklaringen måtte være, at blodet cirkulerer i et kredsløb, som bringer blodet tilbage til hjertet.

Teorien møder kritik

Ved at presse fingeren ned over de vener, som løber tæt under huden på armen, kunne Harvey demonstrere, at det venøse blod løber tilbage mod hjertet, og at venerne har klapper, der forhindrer, at blodet løber den modsatte vej. Denne simple observation var med til at vælte et mere end 1000 år gammelt dogme om kredsløbet. (Foto: Harveys tegning. Wellcome Library, London)

Harveys teori om blodets kredsløb bragte også sindene i kog i Danmark. Den medicinske professor Ole Worm (1588-1654) ved Københavns Universitet var kritisk over for den nye teori og tog spørgsmålet op i afhandlingen Controversiarum medicarum exercitatio sexta (Afhandling nr. 6 om medicinske kontroverser) i 1632, hvori han slyngede en veritabel byge af argumenter mod Harveys teori: Hvorfor er der ikke arterieblod i venerne og omvendt? Hvorfor er der ikke den samme puls i arterier og vener? Hvorledes skulle man kunne amputere en arm eller et ben?

Men Thomas Bartholin (1616-1680), som var Ole Worms studerende, blev overbevist om tesens rigtighed i 1640, da han så den hollandske professor Jan de Wale (1604-1649) efterprøve Harveys forsøg. Bartholin blev efterfølgende ambassadør for Harveys lære på sine rejser rundt i Europa, hvor han ved flere lejligheder opponerede ved disputatser om blodets kredløb.

Harvey opdagede altså blodets kredsløb, men hans teori havde den lille svaghed, at han ikke kunne forklare, hvordan blodet kom fra arterierne til venerne. Det skyldtes, at de bittesmå hårkar i hjertet var umulige at se med det blotte øje. Først i 1661 opdagede den italienske læge Marcello Malpighi (1628-1694) dog teoriens 'missing link', da han med et mikroskop fandt hårkarrene i frøens lunger. Nu kunne Harveys lære med rette blive alment accepteret i Europa.

Hjertet var et ophøjet liv- og varmegivende organ

Eftertiden har i høj grad hyldet Harvey som en moderne videnskabsmand, der satte middelalderens forstenede medicinske lærdomstradition til vægs med eksperimenter og kvantitative forsøg. Ofte glemmer vi, at Harvey var tæt forbundet med samtidens naturfilosofi, der beskæftigede sig med naturens sammenhæng og meningsfuldhed.

Harvey var nemlig også optaget af analogier mellem himmelrum, jord og krop og forklarede i sine skrifter, at man i at kroppens funktion og opbygning spejler den samme harmoni, evigheden og det guddommelige, som i datidens optik styrer himmellegemerne.

Det første kunstige hjerte blev indopereret i en hund i 1957. Det gav optimisme og førte til et højtprofileret amerikansk forskningsprogram, som skulle udvikle et kunstigt hjerte til mennesker. Det første kunstige hjerte, Jarvik 7, blev implanteret i december 1982. Desværre døde patienten efter 112 dages pinsler. (Foto: Jarvik 7, kunstigt hjerte. Hank Morgan/Photo Researchers Inc./Scanpix)

Blodet flyder 'hastigt gennem hele legemet og nærer, plejer og styrker alle dens dele […], netop således som de ophøjede lysende himmellegemer, Solen og Månen, giver liv til denne jordiske verden ved deres stadigt cirkulerende bevægelser', skrev Harvey i 1651 i Disputations Touching the Generation of Animals (Afhandling om dyrs tilblivelse og udvikling, kap. 71). Harveys hjerte var en pumpe, men altså mere end det: Et ophøjet liv- og varmegivende organ, dannet som det allerførste i fostret.

Hjertet som muskel

Det kunne den danske anatom Niels Stensen (1638-86) ikke helt tilslutte sig, da han i 1660’erne blev optaget af musklerne og hjertets anatomi. Han argumenterede for, at hjertet som væv ikke gjorde krav på nogen særstatus.

Stensen havde dissekeret muskler og hjerter fra en række dyrearter og observeret, at musklernes struktur var den samme i hjertet som i resten af kroppens muskler. Han skrev i 1863 artiklen 'Nova musculorum & cordis fabrica' (En ny anatomisk opfattelse af muskler og hjerte): 'Der savnes intet i hjertet, som ikke også er i musklerne, og der er intet i hjertet, som ikke også er i musklerne' (s. 403). Hjertet var altså kun en muskel.

I dag er sygdomme i hjertet og kredsløbet den hyppigste dødsårsag på verdensplan. Siden 1950’erne har man under hjerteoperationer kunnet erstatte hjertets pumpefunktion med såkaldte hjertelungemaskiner, når der opereres på hjertet. Den første hjertetransplantation fandt sted i 1967. Man er også begyndt at indoperere kunstige hjerter inden en hjertetransplantation, mens det endnu ikke er lykkedes at udvikle et kunstigt hjerte til permanent brug.