Professor: Sådan bør vi overvåge og bekæmpe resistente bakterier

Hvad tror du dræbte flest mennesker i 2024? Krige og konflikter eller antibiotika-resistens?

Rundt regnet var antibiotika-resistens skyld i 10 gange flere dødsfald, selvom 2024 var det mest krigsramte år siden 1946.

Det gør resistente bakterier til én af de største sundhedsudfordringer i vores tid.

Problemet er størst i udviklingslande, men i Danmark stiger omfanget også hvert år. Det viser, at vores nuværende indsats er utilstrækkelig.

Hvis kampen mod antibiotikaresistens skal lykkes, kræver det nye måder at stoppe spredning af resistente bakterier på.

Vores forskningsgruppe bruger bakteriers DNA-profil til at spore og afbryde smitte med resistente bakterier på hospitaler i Region Sjælland.

I denne artikel gennemgår jeg hovedpunkterne for vores strategi, vores resultater, og hvad der skal til for at omsætte resultaterne til praksis på landsplan.

Hvilke resistente bakterier er vigtige, og hvor skal de bekæmpes?

Vi har valgt at fokusere på to grupper af særligt resistente bakterier – vancomycin-resistente enterokokker (VRE) og carbapenemse-producerende enterobakterier (CPE).

• VRE er tarmbakterier, der har udviklet resistens mod antibiotikummet vancomycin, som ellers kan slå de fleste enterokok-bakterier ihjel.
• CPE er en anden gruppe af tarmbakterier, der kan nedbryde carbapenem-antibiotika, og som også ofte er resistente over for mange andre antibiotika, hvilket gør dem ekstra vanskelige at bekæmpe.

Både VRE og CPE giver alvorlige infektioner, der er vanskelige – somme tider umulige – at behandle med de antibiotika, vi råder over (se mere i faktaboksen om lidt).

VRE og CPE kan smitte fra person til person eller fra en kilde i miljøet (ofte toiletter, afløb og lignende) til personer, der er i kontakt med smittekilderne.

Spredningen af VRE og CPE sker næsten udelukkende på hospitaler. Hospitalerne er derfor nøglen til at få bugt med bakterierne. Og det er vi slet, slet ikke lykkedes med endnu.

Så hvad kan vi gøre anderledes?

En ny strategi

I vores forskningsgruppe i Region Sjællands Klinisk Mikrobiologiske Afdeling tror vi på, at jo hurtigere og mere præcist smitte kan påvises, desto hurtigere og mere effektivt kan smitten stoppes, og jo færre bliver smittet i sidste ende.

På det punkt er VRE og CPE ikke anderledes end andre smitsomme mikroorganismer som influenza-, covid-virus og alle de fødevarebårne infektioner.

Derfor har vi forsket i, hvordan løbende overvågning af spredning af resistente bakterier kan udføres i praksis.

Ligesom mennesker har bakterier individuelle DNA-profiler, som man kan fastlægge, gemme og sammenligne.

Bakteriers DNA-profil har længe været brugt til at fastlægge omfanget af smitte med resistente bakterier. Disse undersøgelser udføres oftest noget tid efter, at smitten er sket.

For os var det nærliggende at bruge bakteriernes DNA-profiler til løbende her-og-nu overvågning, som med det samme kan afsløre spredning af resistente bakterier mellem personer eller fra en kilde i miljøet til en person.

Hvad har vi gjort?

For at tilpasse de kendte DNA-profil analyser til løbende overvågning har vi måttet gøre analysen meget hurtigere uden at miste præcision. Vi har derfor optimeret DNA-analysen på en række områder.

Vi har også indført og tilpasset lynhurtige analyser af de data, der kommer ud fra laboratoriet.

Med vores forbedrede metoder og med nationale overvågningsdata fra Statens Serum Institut har vi kortlagt smitte af VRE og CPE på hospitalerne i hele Region Sjælland de seneste år.

Vi har kunnet finde ophobninger i tid og sted af identiske bakterier på hospitalerne. Dermed har vi påvist regulære smitteudbrud og har kunnet tage de relevante skridt til at stoppe smitten.

I nogle tilfælde har vi kunnet påvise smittekilder i hospitalsmiljøet, eksempelvis toiletter og afløb.

Vi kan overvåge, opdage og stoppe smittespredning

Resultaterne viser:

1. At overvågning af resistente bakterier ved hjælp af DNA-profiler i real-tid er teknisk og praktisk mulig.
2. At vi bør undersøge alle patientprøver for resistente bakterier. Så opdager vi skjult smitte, som ellers overses.
3. At bakterier fra hospitalsmiljøet skal tages med, hvis vi vil finde de reelle smittekilder.
4. At direkte overførsel af resistensgener mellem bakterier er en vigtig del af spredningen og bør overvåges nøje.
5. At omgående deling af bakterielle DNA-profiler mellem hospitaler er nødvendig, når vi hurtigt vil spore smitte på tværs af hospitaler.

Samlet set har vi vist, at vi kan overvåge, opdage og ofte stoppe smittespredning, før det bliver et reelt smitteudbrud. Og det gør os markant bedre i stand til at håndtere resistente bakterier.

Vores resultater er præsenteret på videnskabelige kongresser, men endnu ikke udgivet i videnskabelige tidsskrifter.

Når vi går ud med dem nu, handler det om, at

1. Problemet med antibiotika-resistens er så stort, at vi bør handle
2. Vores resultater er ret entydige og i tråd med, hvad tidligere forskning har peget på.

Fem anbefalinger til at stoppe smittespredning i Danmark

Vores resultater stammer fra sygehusene i Region Sjælland. Vi har vist, det virker og kan lade sig gøre. Næste skridt er, at den viden ud til alle hospitaler i Danmark.

Lykkes vi med det, kan vi bryde smittekæder, før de vokser sig store. Hvordan gør vi det i praksis? Vi tager vores fem resultater fra ovenfor og oversætter dem til anbefalinger:

• Hastighed er afgørende: Jo længere tid der går, inden smitten stoppes, desto flere personer bliver smittet. Den løbende overvågning skal derfor foregå tæt på real-tid, så vi straks kan opdage og sætte ind over for smitte.
  Hurtig kortlægning af smitte kræver analyser, der kan fastlægge og sammenligne DNA-profiler uden forsinkelse. De analyser har vi.
• Se på alle relevante bakterier fra patienter: I dag overvåger vi – af sparehensyn – kun DNA-profiler på bakterier fra udvalgte patientprøver.
  Vi har påvist hospitalsudbrud med resistente bakterier, som vi ville have overset, hvis vi ikke havde analyseret alle patientprøver.
• Analysér bakterier fra hospitalsmiljøet: Uden den analyse kan man ikke påvise smittekilder i omgivelserne.
  Alligevel hører det til sjældenhederne, at bakterier fra miljøet analyseres og sammenlignes med. Det skal der laves om på.
• Vær obs på overførsel af resistensgener: Bakterier kan overføre resistensgener til hinanden, viser dansk og international forskning.
  Derved bliver én bakteriegruppe, vi før kunne bekæmpe, pludselig resistent. Dén overførsel skal vi overvåge.
• Del DNA-profiler på tværs af danske hospitaler. Det sker ikke i dag, og derfor kan vi ikke hurtigt spore smitte på tværs af landet.
  I udlandet findes fælles DNA-profil-banker, som gør, at man omgående kan opdage spredning mellem hospitaler – sådan et system mangler vi i Danmark.

Billig indsats med stor effekt

Enhver indsats i sundhedsvæsenet skal vejes op imod spørgsmålene: Er det dyrt? Er det besværligt? Her er svaret nej.

Sammenlignet med hvad smitteudbrud og patientisolering koster, er det her meget billigt. Håndtering af hospitalsudbrud med resistente bakterier koster samfundet enorme beløb.

Eksempelvis fandt vi, at udgifterne til at stoppe et lille hospitalsudbrud med resistente stafylokokker var mere end 80.000 kroner per smittet patient.

Til sammenligning betaler vi cirka 3.000 kroner per hospital per år for software til DNA-profilering. Også udgifter til reagenser og laboratorieudstyr er overkommelige.

Danmark kan med små investeringer få et system, der stopper smittespredningen i tide. De tekniske løsninger findes – de skal blot implementeres.

Mindre sygehusenheder kan eventuelt slå sig sammen om fælles analyse-faciliteter. I Region Sjælland er alle undersøgelser fra seks hospitaler samlet i en regional afdeling.

Et skridt væk fra WHO’s frygtede spådom

Verdenssundhedsorganisationen WHO har slået fast, at væksten i antibiotikaresistens er så alvorligt et problem, at der skal gøres en indsats, der kan stoppe spredningen.

Vores forskning har vist en strategi, der kan nedbringe antibiotika-resistens i Danmark. Strategien kan ikke stå alene, men den kan indgå i de samlede nationale bestræbelser mod antibiotikaresistens.

Og dermed bidrage til, at WHO’s frygtede fremtidsscenarie – 10 millioner årlige dødsfald af antibiotikaresistens i 2050 – ikke bliver til virkelighed.

Denne artikel bygger på forskning, der er støttet af Region Sjællands Forskningspulje, Vissing Fonden og Fonden til Lægevidenskabens Fremme.