Gennembrud kan hjælpe immunforsvaret med at spotte ’usynlige’ kræftceller

Søren Brostrøm har skrevet en børnebog om knogler, organer og »vores seje immunforsvar«.

Men er immunforsvaret nu så sejt? Set fra en kræftforskers perspektiv er immunforsvaret langt fra altid ’sejt’.

Jeg har gennem årene altid haft det svært ved at overbevise patienter med kræft om, at de skulle lade sig vaccinere årligt mod influenza for at styrke forsvaret mod denne virus, og så samtidig forklare, hvorfor deres immunapparat har ladet kræften vokse sig så stor, at den blev behandlingskrævende.

Kræft er simpelthen skoleeksemplet på, at immunsystemet har svigtet.

Hvorfor og hvordan? Det er en længere historie – vores immunsystem er nemlig ikke blot sejt, men også særdeles kompliceret.

Kort fortalt: Sådan fungerer dit immunforsvar

Der er dels det, som virker umiddelbart, men ikke ret målrettet (det uspecifikke) og så det, som zoomer ind på helt bestemte molekyler, som anses som fremmede (det specifikke).

Det sidste er det, vi skal forlade os på i længden, og det kræver oplæring, bedst eksemplificeret ved de vaccinationer børn skal igennem.

Gennemfører børn det danske program, vil de med næsten 100 procent sikkerhed ikke få mange af de alvorlige infektioner, som har slået millioner af mennesker ihjel.

Men hvis immunapparatet kan oplæres til at se bakterier og virus som fremmede, hvad går der så galt, når det ikke reagerer mod kræftceller, som jo dog må formodes at være fremmede også?

De celler, som svigter ved kræft, har det tilfælles, at de kan slå fremmede celler ihjel. Det drejer sig dels om NK-celler (NK = 'natural killer'), som tilhører det uspecifikke apparat og så T-lymfocytterne, som specifikt går efter det fremmede.

Det er dem, vi nu ved meget mere om, hvorfor de svigter, og hvorfor de altså ikke altid er ’seje’.

Godt nyt i kampen mellem ’usynlige’ kræftceller og dræber-T-celler...

Hvorfor ved vi mere om, hvorfor de svigter? Det er især takket være to forskere, som i 2018 fik Nobelprisen i fysiologi for på hver deres måde at have fundet frem til, at kræftceller på deres overflade bærer molekyler, som T-celler binder sig til med en helt uventet effekt.

T-celler er ganske effektive dræbere, for eksempel af celler, som er inficerede med virus.

Denne binding får dem imidlertid ikke aktiveret, men lige det modsatte. T-cellerne bliver narret til at tro, at kræftcellerne ikke er fremmede – de ’blindes’ og går så at sige i dvale.

Der ligger adskillige molekyler på både kræft- og immunceller bag dette ’omvendte Tornerose-kys’, men det er resultatet – altså de neutraliserede, uvirksomme T-celler – som tæller og gør, at kræften kan få lov at vokse.

Ikke alene erkendte de to forskere (James Allison og Taksuku Honjo; jeg har skrevet om dem her) dette, men de testede deres hypoteser:

Hvad hvis man med lægemidler blokerede de molekyler, som lammede immunceller (så de molekyler så at sige blev usynlige for dem)? Ville T-cellerne så vågne op til dåd og gå i lag med kræftcellerne, som de nu atter kunne se?

Dette lykkedes over alle forventninger: Desperat syge kræftpatienter fik det ikke alene bedre. I nogle tilfælde blev de helt kurerede for den sygdom, som ellers ikke havde reageret på alt den bedste medicin, lægerne havde på hylden.

Jeg har her på Videnskab.dk tidligere omtalt disse landvindinger, hvor de re-programmerede CAR-T-celler synes specielt lovende, især fordi det viser sig, at de kan anvendes til flere og flere kræftsygdomme, eksempelvis den måske nu mest frygtede kræftsygdom, den i bugspytkirtlen.

Det ser vi i den videnskabelige litteratur om CAR-T-celler. Og som seniorredaktør for et engelsk fagtidsskrift kan jeg bevidne, at der er interessante undersøgelser på vej, som antyder, at CAR-T-cellerne kan fremstilles nemmere og billigere.

... men Danmark halter bagefter

Desværre halter vi langt forsknings- og behandlingsmæssigt bagefter i Danmark på CAR-T-celle området og risikerer at komme endnu længere bagud.

Hvorfor? Fordi den uafhængige danske institution Medicinerrådet’, som udarbejder anbefalinger og vejledninger til regionerne, fortsat sætter hælene i for at få Danmark i gang med disse celler trods generelt accept i udlandet.

Danske kræftforskere er mildest talt frustrerede over det (se eksempelvis her og her), og jeg forstår dem i den grad.

Vores T-celler kan udmattes, men hjælpen er på vej

I laboratoriet kan vi altså omdirigere T-celler, så de bliver i stand til at slå kræftceller ihjel.

Det er imidlertid langt fra alle patienter, som kan tilbydes denne behandling, og derfor har der de seneste år været udfoldet store anstrengelser for at gå ind i kræftsvulsten og finde ud af, hvad der er gået galt med T-cellerne.

At fare rundt i hele kroppen og dræbe virus er hårdt arbejde, selv når man er ’skabt’ til netop det. Dræbercellerne bliver ’udmattede’.

Hvordan det sker, og hvordan man kan afhjælpe det, er vi også blevet meget klogere på. Og det kan måske være vejen frem for nye og mere effektive kræftbehandlinger.

Baggrunden er, at T-cellerne er meget forskelligartede. De findes i mange varianter, men grundlæggende findes de som dræberceller (CD8) og hjælperceller (CD4).

CD8-dræbercellerne udmærker sig ved, at de er i stand til at genkende fremmede celler (for eksempel virusinficerede) og dræbe dem med stærke enzymer.

CD4-cellerne (som er dem, som inficeres med HIV) kan ikke dræbe, men de fungerer som krumtappen/dirigenten i immunapparatet.

Begge disse undertyper skal arbejde sammen om at slå kræftcellerne ihjel.

Det er derfor et stort gennembrud, at forskere nu med avancerede bioinformatiske metoder har kunnet definere i detaljer, hvordan både CD4- og CD8 T-cellerne udmattes, og hvordan man kan identificere dem i de vævsprøver, som tages ud ved mistanke om kræft.

At T-cellerne udmattes, kan man se ved at undersøge snit fra kræftsvulster, hvor man ved, at de findes i rigelig mængde, men kan se at de åbenlyst ikke kæmper mod kræften.

Denne undersøgelse af svulster giver et meget bedre indblik i de T-celler, som findes omkring kræftcellerne. Man kan med andre ord lære, om der hos netop denne patient er flere trætte celler end hos andre patienter.

Giver håb om nye behandlinger

Ikke nok med det, de grundige molekylære analyser omfattede også kræftcellerne, hvor de avancerede metoder kunne definere en række helt nye molekyler, som kan vise sig at være vigtige for udviklingen af nye kræftmidler.

Disse fund kan på én gang forfine og forenkle den måde, forskerne kan hjælpe de T-celler, som er i patientens cancer.

Summa summarum: Det ser ud til, at man hos den enkelte patient på sigt kan give et signalement af T-cellerne omkring kræften, og at der er nye måder på vej til at reaktivere dem.

Samtidig kan T-cellerne rettes mod nye mål, som vel at mærke synes at være fælles for en række kræftformer.

Det er svær læsning, men det er fint resumeret her

Samlet set er der lukket op for nye veje til at gøre vores immunapparat hos kræftpatienter sejt igen, og det kan føre til endnu flere måder at behandle mange kræftpatienter, både mere målrettet og samtidig mere skånsomt.

Og så passer titlen på Brostrøms bog næsten 100 procent!