Du kender det måske. Efter de første ti stykker marcipankonfekt, så begynder man at få mindre og mindre lyst for hvert stykke, man spiser. Motivationen for at få fingrene i et nyt stykke bliver ligesom mindre og mindre.
Nu viser et opsigtsvækkende studie fra Carnegie Mellon University, USA, der refereres i tidsskriftet Science, at man kan opnå en del af den samme mætheds-effekt ved bare at forestille sig, at man spiser.
»Jeg synes, det er et fantastisk spændende studie. Og jeg tror egentlig ikke, det er fup!« siger Per Møller, som er lektor i fødevare-adfærd og sanseforskning ved Københavns Universitet.
Han mener, at studiet på sigt kan bruges i adfærdsterapi for overvægtige, som gerne vil holde op med at overspise.
Det er også muligt, at den nye viden kan hjælpe personer, som gerne vil ryge færre cigaretter eller drikke mindre alkohol.
Imaginære M&M's
De amerikanske forskere lavede en række forskellige forsøg, hvor deltagerne skulle forestille sig at spise.
I det første forsøg blev deltagerne delt ind i tre grupper. I én gruppe skulle deltagerne forestille sig, at de spiste 30 M&M's chokoladeknapper - én ad gangen. I de to andre gruppe skulle de enten forestille sig, at de spiste tre M&M's eller slet ingen M&M's.
Efterfølgende blev alle deltagerne præsenteret for en skål med M&M's, som de frit kunne forsyne sig af, under henvisning til, at det var en del af forberedelsen til en smagstest.
Forsøget viste, at de personer, der havde forestillet sig at spise 30 chokoladeknapper, i gennemsnit spiste halvt så mange M&M's efterfølgende, som de to andre grupper.
Der blev desuden lavet tilsvarende forsøg med cheddar-ost, som gav samme resultat (læs om forsøget nederst i artiklen).
Den første bid er den bedste
Når det første stykke marcipan giver større nydelse end det 10. stykke, så handler ikke så meget om, at maven bliver fyldt. Det handler nærmere om hjernens belønningssystem.
Dels opfatter hjernen det 10. stykke som mindre velsmagende, dels vænner hjernen sig til stimulansen - et fænomen som kaldes habituering.
»Hvis du bliver stimuleret af det samme om og om igen - det kan være en lyd, en lugt eller en smag - så mister du interessen, og reagerer mindre. Man kan sige, det bliver kedeligt for dig,« forklarer Per Møller.
Det er netop den habituerings-effekt som bekræftes i det amerikanske studie. Men her opnås effekten udelukkende ved at forestille sig at spise.
»Normalt ville man tro, at man da skal have noget indenbords, før det virker. Men nu har de her folk faktisk leveret nogle data, der viser, at man kan forestille sig til meget af det,« siger Per Møller.
Den sammenviklede hjerne
Normalt opfatter vi sanser og tanker som to meget forskellige ting, og det lyder måske mærkeligt, at det at tænke på at spise chokolade skulle give samme effekt som at indtage chokoladen i virkeligheden.
Men faktisk viser en del forskning, at der er store ligheder mellem at forestille sig noget og at sanse noget.
»Den klassiske opfattelse er nok, at hjernen er inddelt i en række separate områder, som tager sig af hver sine processer. Tidligere troede man for eksempel, at hjernens motoriske cortex kun var aktiv i forbindelse med kroppens bevægelser, men i dag ved man, at det også kan aktiveres af tænkning,« siger neuropsykolog Morten Overgaard, som er seniorforsker ved Hammel Neurocenter og lektor ved Aarhus Universitet.
Opdigtede edderkopper er også uhyggelige
Der er et stort overlap mellem sanser og hukommelse i hjernen, og nogle gange kan tanker og sansninger engagere det samme neurale maskineri i hjernen.
Tanken om en edderkop, som kravler op af dit ben, kan eksempelvis producere den samme vækst i svedproduktion og hjertebanken som synet af en rigtig edderkop.
Forestilling og sansning kan altså påvirke følelser og motorik på samme måde, og det samme gælder tilsyneladende også chokolade- og ostespisning.
»Det ser ud til, at man bare ved hjælp af sin forestillingsevne kan aktivere nogle neurale netværk. Det nye er så, at det neurale netværk har en effekt i sig selv, og påvirker kroppens reaktion og følelse af mæthed,« siger Morten Overgaard.
Visualiseringsøvelser som terapi
For Morten Overgaard er undersøgelsen et interessant bidrag til neuropsykologien.
»Undersøgelsen kan fortælle alle, der arbejder med hjernen, at der er en tæt forbindelse mellem tænkning, forestillinger og basale processer,« siger han.
Per Møller håber også, at det på sigt kan bruges i adfærdsterapi for folk, som har problemer med overvægt, om som skal lære ikke at overspise. På samme måde kan han forestille sig, at visualiseringsøvelser kan hjælpe folk med at ryge færre cigaretter eller drikke mindre.
»Hvis en ryger sidder og forestiller sig, at han går ned og ryger en cigaret - så kan det måske betyde, at han kommer til at ryge mindre. Det er selvfølgelig en kompliceret sag, og der er mange processer, der spiller ind. Men da det er de samme områder i hjernen, som belønner mad og rygning, så kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skulle virke,« siger Per Møller.
Det er dog ikke en teknik, han selv vil afprøve for at undgå usunde fristelser juletiden.
»Hvis det her virker, så bliver nydelsen jo klart mindre. Og jeg kan mægtig godt lide and og flæskesvær og slik, og også jødekager og vaniliekranse og gløgg. Og hvis jeg nu praktiserer sådan nogle øvelser, så bliver min motivation og min nydelse mindre. Og det ved jeg ikke, om jeg ville have lyst til,« siger Per Møller.
