Er musiksmag medfødt?

Nogle synes klassisk musik er dramatisk og fascinerende. Andre synes det er søvndyssende kedeligt.

Nogle synes death metal er smukt. Andre synes, det er uudholdelig støj.

Der er ingen tvivl om, at der er stor forskel på, hvad vi kan lide, når det gælder musik. Men hvor kommer forskellene fra? Handler det i virkeligheden om, hvordan vores hjerne er indrettet?

Det vil vores læser Anders Hollen Nielsen gerne vide. Han spørger, om der mon er neurologiske ligheder mellem ham og andre, der også kan lide minimalistisk musik? Og om vi har en slags medfødt musiksmag?

For at svare på det, har vi fået hjælp af hjerneforsker og jazzmusiker Peter Vuust, som både er lektor ved Center for Funktionel Integrativ Neurovidenskab ved Aarhus Universitet og professor ved Det Jyske Musikkonservatorium

Personlighed og karaktertræk

Peter Vuust forklarer, at der ikke findes noget endegyldigt svar på, om vores hjerne er forprogrammeret til at foretrække en særlig slags musik.

Der findes ikke nogle hjerneskanningsforsøg, som kan placere musiksmag et særligt sted i hjernen, eller som ud fra din hjerneaktivitet kan forudsige, om du er til opera eller støjrock.

»Men det, man kan sige, er, at der synes at være en vis sammenhæng mellem personlighed og musiksmag,« siger Peter Vuust.

Han har selv været med til at lave et forsøg, som viste, at der er forskel på de mennesker, der vælger at spille rytmisk musik på konservatoriet, og dem, som spiller klassisk musik. En forskel, som muligvis udspringer af forskelle i hjernens dopaminsystem.

Rytmisk eller klassisk temperament?

Peter Vuust og kollegernes undersøgelse viste, at de rytmiske musikere havde en langt mere sensationssøgende personlighed end deres klassiske studiekammerater.

»De rytmiske musikere søger i højere grad oplevelser, som er nye og komplekse, og som giver et kick, hvorimod de klassisk konservatoriestudere er mere tiltrukket af noget, hvor man skal sidde og øve sig længe,« siger Peter Vuust.

Tidligere undersøgelser har peget på, at sensationssøgning er et karaktertræk, der ofte er forbundet med et lavt niveau af dopamin i hjernen. Sensationssøgerne prøver derfor typisk at stimulere deres dopaminsystem mere end andre, blandt andet ved at søge nye og spændende kick.

Og det ser altså ud til, at dopaminniveauet også kan have en betydning for, om man foretrækker rytmisk eller klassisk musik.

Jo mere du lytter…

Men selvom personlighed og medfødte hjerneforhold kan spille en rolle, så påpeger Peter Vuust, at vores musikalske præferencer i meget høj grad er afhængige af, hvilken musik, vi bliver præsenteret og eksponeret for.

»Vores smag afhænger meget af, om vi kommer fra Danmark eller fra Yemen. Vi kan bedst lide det, vi er vokset op med, og forsøg viser, at jo flere gange vi hører et stykke musik, jo bedre kan vi lide det,« siger han.

Og det er der en fornuftig forklaring på. Vores hjerne vil gerne motivere os til at forudse udviklinger og genkende mønstre, så derfor får vi en belønning, når vi laver korrekte forudsigelse. Det gælder også musik: I grove træk kan man sige, at jo bedre vi er til at forudsige mønstre i musikken, jo mere bliver vi belønnet af vores hjerne.

Det betyder, at når vi lytter meget til en særlig slags musik, så kan vores hjerne forudsige mønstret, og så udløses der en lille smule af belønningsstoffet dopamin, og vi bliver glade og tilfredse.

Biologi spiller en birolle

Der er altså mange ting, der er med til at forme vores musiksmag. Opvækst og eksponering, kulturel baggrund, og vores sociale identitet og relationer har så stærk en effekt, at man næppe kan sige, at vi har en medfødt musiksmag, ifølge Peter Vuust.

»Det ville være for stærkt at sige. Hvis man for eksempel tænker på arabisk musik – når jeg hører det, så forstår jeg ingenting. Det er man nødt til at have lært kulturelt. Men vi har nok noget medfødt, der kan lede en i en særlig retning,« siger han.

Præcis hvor meget – og hvad – der er medfødt, er der endnu ikke nogen, der ved. Men det er et område, som mange forskere interesserer sig for i øjeblikket.

Endnu er det ikke til at afgøre, om Anders’ hjerne er særligt udformet til at blive stimuleret af minimalistisk musik. Men det er sandsynligt, at jo mere han hører en særlig slags musik, jo mere vil den gøre ham glad.

Vi takker for spørgsmålet og håber, han også bliver glad for den T-shirt, vi sender.

Du kan finde flere svar i Spørg Videnskaben eller selv sende et spørgsmål til sv@videnskab.dk.