\ Lyt til artiklen
Vi er i gang med et nyt eksperiment på Videnskab.dk - og du kan være med!
Over de kommende uger gør vi det muligt at lytte til udvalgte artikler fra Forskerzonen - en del af Videnskab.dk, hvor forskere selv formidler.
Du kan lytte til denne artikel ved at klikke på afspilleren lige herover.
Du kan også høre alle vores oplæste artikler i din podcast-app - f.eks. Apple Podcasts og Spotify. Du finder dem ved at søge på 'Videnskab.dk - lyt til artikler'.
Hvis du lytter med, kan du hjælpe os ved at give din mening til kende. Synes du, at vi skal gøre det muligt at lytte til flere artikler? Og hvad kan vi gøre bedre? Send meget gerne din feedback til neh@videnskab.dk.
Initiativet er støttet af Lundbeckfonden.
Løberen Caster Semenya deltog i august 2022 i verdensmesterskaberne i 5.000 meter. Hun sluttede med tiden 15:46.12 og kvalificerede sig derfor ikke til finalen.
Det er der som sådan ikke noget underligt ved (nogle skal jo tabe i sport), hvis ikke det var fordi, Semenyas deltagelse i denne disciplin skete, fordi det internationale atletikforbund – World Athletics (WA) – forbyder hende at konkurrere på 800 meter-distancen.
Her har hun tidligere vundet dobbelt OL- og tredobbelt VM-guld.
Hvorfor er hun udelukket? Og er det fair?
Det har vi skrevet en spritny videnskabelig artikel om. Læs med her, hvor vi gennemgår vores fund.
Semenya skal sænke sit testosteron-niveau for at være med
WA begrunder udelukkelsen med, at det vil være unfair at lade Semenya konkurrere på denne distance, fordi hun har en biologisk fordel over sine konkurrenter:
Hun er født med, hvad der på dansk kaldes ’variation og forstyrrelser i biologisk kønsudvikling’ eller DSD (Differences of Sex Development).
Det giver hende blandt andet et meget højt niveau af testosteron i sit blod.
Ifølge de studier, WA læner sig op ad, har Semenya en klar konkurrencemæssig fordel netop på grund af sit høje testosteronniveau.
WA mener derfor, at Semenya skal modtage medicinsk hormonbehandling, som vil sænke hendes testosteronniveau, før hun igen må konkurrere på hendes favoritdistance, 800-meteren.
Det er med andre ord en betingelse for deltagelse i udvalgte discipliner, at Semenya og andre lignende kvinder med DSD skal anvende omvendt doping.
Normalt er doping jo noget, der kan forbedre atleters præstationer, men ikke her.
Reglerne fra WA betyder nemlig, at Semenya og kvinder som hende skal tage medikamenter, der gør, at de vil præstere dårligere i sport, hvis de ønsker at deltage i bestemte sportsdiscipliner.
Uholdbar begrundelse
Udelukkelsen er ikke ny, men fra 2018. Semenya har af flere omgange anket udelukkelsen uden at få medhold – senest til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som lige nu overvejer sagen.
Vi vil gerne give vores besyv med.
I vores videnskabelige artikel, der netop er udkommet i Journal of Medical Ethics, argumenterer vi for, at WA’s fairness-baserede begrundelse for at udelukke Semenya og andre kvindelige atleter med DSD er uholdbar.
\ Det siger reglerne og WA
For WA handler det om at sikre, at konkurrencen foregår på »fair« og »lige vilkår« for alle kvinder.
Som de skriver: »Vores evidens og data viser, at testosteron, enten naturligt produceret eller kunstigt indsat i kroppen, giver betydelige præstationsfordele hos kvindelige atleter.«
Derfor har de sat en grænse på testosteron-værdierne for kvindelige DSD-atleter, der vil konkurrere på distancer fra 400 meter til en mil (1.609 meter).
Hvorfor øget testosteron er unfair på 400 meter, men ikke på 200 meter eller i kuglestød, dykker de ikke dybere ned i. Læs mere om de specifikke testosteronkrav med videre hér.
Mutant eller fysisk vidunder?
Én grund til det er, at det typisk ikke anses som problematisk, når andre (ofte mandlige) atleter beviseligt har betydelige biologiske fordele i forhold til deres konkurrenter.
Et oplagt eksempel er svømmeren Michael Phelps, der op igennem 00’erne og 10’erne vandt OL- og VM-guldmedaljer i hobetal.
En central grund til, at Phelps var så dominerende, er formentlig, at hans krop producerede omtrent halvt så meget mælkesyre som hans konkurrenter, hvilket gjorde, at han kunne restituere langt hurtigere.
Og det var langtfra hans eneste biologiske fordel. Phelps bruger for eksempel størrelse 50 i sko.
Et andet eksempel er den nu afdøde finske langrendsløber Eero Mäntyranta, hvis krop producerede flere røde blodceller end andre, hvorfor han kunne transportere langt mere ilt rundt i kroppen.
De færreste mener, at Phelps eller Mäntyranta burde have været udelukket fra deres sport, såfremt de ikke ville modtage medicinsk behandling, der reducerede deres fordel.
Så hvorfor skal kvinder med et højt testosteronniveau og DSD udelukkes fra at konkurrere i deres sport?
Som en skribent formulerede det i avisen Washington Post for nogle år siden: »Hvorfor behandler vi Michael Phelps som et vidunder og Caster Semenya som en mutant?«
Semenya og Phelps: Hvad er den relevante forskel?
En måde at undgå WA’s dobbeltmoral er at kunne vise, at et højt testosteronniveau er relevant forskelligt fra andre typer af biologiske fordele, atleter kan have over deres konkurrenter.
Hvad, den relevante forskel skulle bestå i, er dog lidt af et mysterium. Hverken WA eller andre fortalere for udelukkelsen af DSD-atleter har i vores optik givet et klart bud på en sådan forskel.
Alt i alt virker WA’s fairness-baserede argument som et meget svagt grundlag at udelukke DSD-atleter på – særligt med tanke på den negative indvirkning en sådan udelukkelse har på atleternes liv og velvære.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Minder om diskussion om transkønnede atleter
Vores undersøgelse har fokuseret snævert på WA’s hovedbegrundelse for det regulativ, der udelukker kvindelige atleter med DSD fra nogle løbskonkurrencer.
Men vores konklusioner er også relevante for fairness-overvejelser i debatter om, hvorvidt transkønnede personer bør kunne deltage i sport i den kønskategori, de identificerer sig som.
Også her glemmer man nemlig ofte at svare på, hvorfor de biologiske fordele, en transkønnet atlet måtte have, er relevant forskellige fra de biologiske fordele, andre atleter – for eksempel Michael Phelps – nyder godt af.
Denne debat og diskussionen om udelukkelsen af DSD-atleter som Semenya har ét fællestræk:
Fortalere for en udelukkelse af disse atleter skylder en overbevisende forklaring på, hvorfor nogle typer af biologiske fordele fører til udelukkelse fra sport, mens andre ikke gør.
