Flere psykiske lidelser er knyttet til de samme gener
Gener genom arvemasse genomedenmark ådf Årets Danske Forskningsresultat

Flere psykiatriske lidelser stammer fra fælles gener, viser resultaterne i en ny undersøgelse, der er den største af sin slags.  (Foto: Shutterstock)

Flere psykiatriske lidelser stammer fra fælles gener, viser resultaterne i en ny undersøgelse, der er den største af sin slags.  (Foto: Shutterstock)

13 december 2019

Otte af de mest almindelige psykiske lidelser har en fælles genetisk struktur.

Det skriver Aarhus Universitet på baggrund af resultaterne fra en ny undersøgelse, der er den største af sin slags og involverer forskere fra IPSYCH og Psychiatric Genomics Consortium.

Ifølge Aarhus Universitet kan resultaterne være med til at sikre bedre behandlinger, samtidig med der udvikles mere præcise diagnoser.

I alt fandt forskerne 109 genetiske varianter, der ser ud til at påvirke risikoen for mere end én psykisk lidelse. 

»At vi har identificeret genvarianter, der har indflydelse på risikoen for mere end én psykiatrisk lidelse, er et vigtigt skridt mod at forbedre diagnosen og behandlingen af disse lidelser,« forklarer Anders Børglum, der har ledet forskerholdet bag det danske bidrag, til Aarhus Universitet.

LÆS OGSÅ: Søvngener er forbundet med psykiske lidelser

Han uddyber, at de nye resultater kan bidrage til, at man i fremtiden kan klassificere samt diagnosticere psykiske lidelser mere eksakt.

Da nogle diagnoser havde en del genvarianter til fælles, var det således muligt for forskerne at opdele tre grupper af genetisk relaterede tilstande:

  • Lidelser karakteriseret ved tvangsmæssig adfærd som anoreksi, tvangslidelser og i mindre grad Tourette-syndrom. 
     
  • Humør- og psykotiske lidelser som bipolar lidelse, svær depression og skizofreni.
     
  • Udviklingsforstyrrelser som autisme, ADHD og Tourette-syndrom.

Disse resultater kan være med til at sige noget om, i hvilket omfang lidelserne har en fælles biologi.

LÆS OGSÅ: Er der sammenhæng mellem immunsystemet og skizofreni og depression?

Derudover var det muligt for forskerne at identificere flere varianter af gener, der har en indflydelse på risikoen for en række psykiatriske lidelser, skriver Aarhus Universitet.

»I det omfang disse gener kan have brede effekter, kan de være potentielle mål for udvikling af nye behandlinger, der kan være til gavn for flere lidelser,« forklarer Anders Børglum til Aarhus Universitet.

I alt består forskernes datasæt af genetisk data fra 494.162 raske kontrolpersoner og 232.964 personer diagnosticeret med mindst en af ​​otte psykiatriske lidelser.

Studiet er udgivet i tidsskriftet Cell. 

LÆS OGSÅ: Skizofreni: Hvad sker der i hjernen, når man hører stemmer?

LÆS OGSÅ: Vi tror, vi forstår hinanden, men det gør vi ikke

LÆS OGSÅ: Hvordan får vi ny medicin forbi 'hjernens udsmidere'?

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.