Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Nyt studie finder sammenhæng mellem junkfood og depression

Annonce:

Folk, der spiser meget junkfood, er oftere deprimerede, mens folk, der spiser meget sundt, oftere har et sundt mentalt helbred.

Sådan lyder konklusionen i et nyt metastudie, som BBC beskriver i en artikel.

Metastudiet bygger på 41 artikler fra de seneste 8 år, som alle har kigget på, hvordan en typisk middelhavskost med frugt, grøntsager, fisk, olivenolie, nødder og fuldkorn påvirker vores mentale velbefindende i forhold til usund mad.

Det er dog værd at understrege, at studiet ikke kan sige noget om, om man bliver mere deprimeret af at spise junkfood, eller om man spiser mere junkfood, fordi man er deprimeret.

Eller om der er helt andre grunde til, at der er en korrelation mellem sund mad og sundt mentalt helbred og usund mad og depression.

»Der er mange grunde til, at det er godt at spise sundere, men vi har brug for flere beviser, før vi kan sige, at en planterig kost kan forbedre vores mentale helbred,« siger Naveed Sattar, der er professor i medicin og stofskifte ved University of Glasgow til BBC.

Han forklarer dog, at der er generelt accepteret blandt forskere, at det, vi spiser, har en effekt på vores humør. Blandt andet fordi vores blodsukkerniveau påvirker vores humør og energiniveau.

Men før man kan konkludere, at en sund kost kan helbrede depression, skal der laves store forsøg på tilfældigt udtrukne personer, der er i farezonen for at udvikle depression, lyder det.

Annonce:

Det nye metastudie er udgivet i Molecular Psychiatry.

sj