Traditionelt har vacciner fungeret ved at lære immunforsvaret at genkende en specifik virus eller bakterie, i praksis ved at lære immunforsvaret at genkende én specifik fjende, og hvilken trussel det skal holde øje med.
Men hvad nu, hvis én vaccine kan beskytte mod flere forskellige infektioner på én gang?
Forskere har nu udviklet en mulig kandidat til netop sådan en vaccine, og et nyt studie på mus, offentliggjort i tidsskriftet Science, viser lovende resultater.
De fleste vacciner virker ved at præsentere immunforsvaret for en bestemt sygdomsfremkaldende organisme, enten en svækket udgave af den eller et vigtigt protein fra dens overflade, så kroppen kan genkende og bekæmpe den, hvis den senere dukker op.
Den nye vaccine bruger en helt anden strategi.
I stedet for at være rettet mod én bestemt virus eller bakterie indeholder vaccinen molekyler, der efterligner de signaler, kroppen naturligt udsender, når den er under angreb.
Effekten er, at visse immunceller sættes i en langvarig tilstand af forhøjet alarmberedskab, så de kan reagere hurtigt på en bred række trusler i stedet for at være trænet til kun at opdage én specifik fjende.
Vi kender dog først konsekvenserne af at skrue immunforsvaret op over det normale, når der gennemføres forsøg på mennesker.
Hvorfor gives vaccinen som næsespray og ikke som indsprøjtning?
Næsen, halsen og lungerne er dækket af mucosa (tunica mucosa, som betyder slimhinde).
Mucosa er et fugtigt, beskyttende vævslag, der beklæder de indre overflader i kroppens hulorganer, og som fungerer som kroppens vigtigste kontaktflade med omverdenen og dens første barriere mod infektioner.
Immunforsvaret i disse væv reagerer kraftigere, når en vaccine gives direkte i stedet for i en muskel i armen. Dette princip ligger allerede bag den rutinemæssige influenzavaccine til små børn i Storbritannien, som netop gives som næsespray.
Forskning har også vist, at COVID-vacciner kan blokere infektion mere effektivt hos dyr, når de gives som næsespray i stedet for med en indsprøjtning. Ved at spraye den nye vaccine ind i næsen kan den nå immunceller dybt inde i lungerne.
Hvordan kan én vaccine beskytte mod så mange forskellige sygdomme?
Vaccinen virker ved at forbedre kommunikationen mellem to slags immunceller. Den første er alveolære makrofager, som er store celler, der sidder i lungernes små luftlommer og udgør første forsvarslinje mod skadelige stoffer, vi indånder.
Når de er 'primet' af vaccinen, kan de opsluge og nedbryde indtrængende patogener langt hurtigere end normalt.
Den anden type er T-celler, som bliver aktiveret til at lave hurtigere antivirale reaktioner. Fordi vaccinen styrker kroppens frontlinjeforsvar i stedet for at gå målrettet efter en specifik virus eller bakterie, kan den i princippet virke mod mange forskellige trusler.
Hos mus så man også, at vaccinen dæmpede allergiske reaktioner mod for eksempel husstøvmider, fordi den kraftige inflammatoriske immunrespons tilsyneladende fortrænger den helt anden type immunrespons, der driver allergier.
Forsøget er lavet på mus. Hvor sikre er forskerne på, at den vil virke på samme måde hos mennesker?
Forskerne er forsigtigt optimistiske, men endnu ikke sikre.
Der er veldokumenterede forskelle mellem henholdsvis mus og menneskers immunsystem, og resultater, der ser lovende ud hos dyr, slår ofte ikke igennem hos mennesker.
Det afgørende næste skridt bliver kontrollerede infektionstudier på mennesker. Det er forsøg, hvor raske frivillige vaccineres, udsættes for et specifikt patogen under tæt lægetilsyn og nøje overvåges både for sikkerhed og immunrespons.
Kan denne vaccine virkelig erstatte flere stik? Og hvilke specifikt?
Potentielt ja – i hvert fald nogle af dem.
Hvis vaccinen viser sig at være effektiv hos mennesker, kan en vaccine af denne type i princippet erstatte behovet for separate årlige stik mod influenza, COVID og almindelige forkølelsesvirusser, som alle er RNA‑baserede virusser, hvilket betyder, at deres arvemateriale består af RNA og ikke DNA.
Om vaccinen også ville kunne dække DNA‑baserede virus, som dem, der forårsager skoldkopper eller hepatitis, er langt mere usikkert og vil kræve særskilt forskning.
Hvor længe varer beskyttelsen, og vil der blive behov for en booster?
Hos mus holdt beskyttelsen i op til tre måneder. Det er betydeligt kortere end traditionelle vacciner til mennesker, hvor nogle giver beskyttelse i mange år eller endda hele livet. Hvor længe denne type vaccine vil beskytte mennesker, ved vi endnu ikke.
En tilsvarende kort beskyttelsesperiode hos mennesker kan ses som en reel begrænsning, men ikke nødvendigvis som en afgørende svaghed.
Hvis vaccinen gives hver efterår, kunne den give sårbare grupper vigtig beskyttelse i vintermånederne, hvor luftvejsinfektioner topper. Selv en tidsbegrænset immunitet, anvendt strategisk, kan redde liv.
Hvad er de næste skridt, før vaccinen bliver udrullet?
Demonstration af sikkerheden er førsteprioritet. Fordi vaccinen er designet til at holde dele af immunforsvaret i et forhøjet beredskab over længere tid, er det nødvendigt at sikre, at det ikke skader sundt væv.
Forskerne skal også undersøge, om den stærke inflammatoriske respons, vaccinen udløser, ikke øger modtageligheden over for andre infektioner (eksempelvis tarmparasitter), hvis biologi overlapper med allergiske reaktioner.
Hvordan vaccinen virker hos ældre mennesker, som er mest udsatte for alvorlige luftvejssygdomme, er endnu en vigtig ukendt faktor.
Med alderen opstår en tilstand med kronisk, lav-intensiv inflammation (betændelse), uden at der er en aktiv infektion. Tilstanden kaldes 'inflammaging', og den kan både bidrage til aldersrelaterede sygdomme og svække immuniteten mod tidligere infektioner.
Hvornår kan vi forvente, at vaccinen bliver udrullet?
Ifølge studiets hovedforfatter, Bali Pulendran, kan en universel respiratorisk vaccine i bedste fald være tilgængelig om fem til syv år.
Men det afhænger i høj grad af, hvordan de tidlige forsøg på mennesker går. Hvis vaccinen viser sig mindre effektiv hos mennesker end hos mus, eller hvis der opstår sikkerhedsproblemer, skal formuleringen ændres, og det vil forsinke processen på hvert trin.
Hvis de første resultater derimod er stærkt positive, kan det sætte fart på udviklingen. Men uanset hvad vil det at udvikle en færdig vaccine til mennesker, gennemføre sikkerhedsstudier og teste dens effektivitet mod flere reelle patogener være en stor opgave, som ikke kan forhastes.
Kan denne vaccine virke mod fremtidige pandemiske virusser, vi ikke kender endnu?
Det er måske netop her, potentialet er størst. Traditionelle vacciner mod influenza og COVID kræver hyppige opdateringer, fordi virus muterer, og hvis vaccinen ikke matcher den variant, der er i omløb, falder beskyttelsen.
En vaccine, der sætter immunforsvaret i et bredt, ikke‑specifikt alarmberedskab, kunne give et afgørende første forsvarslag mod en ny pandemi, så alvorlig sygdom og dødsfald begrænses, mens en målrettet vaccine udvikles.
Netop det gør denne forskning værd at følge nøje i en verden, der stadig husker COVID.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
