En gruppe frivillige tilbragte flere dage på et lille hotelværelse sammen med personer, der var aktivt smittet med influenza.
De spillede spil, delte ting og trænede side om side under forhold, der nærmest var som skabt til at sprede virus.
Alligevel blev ikke én eneste person smittet.
Det overraskende resultat stammer fra et solidt designet studie, der skulle give svar på et helt grundlæggende spørgsmål:
Hvordan spreder influenza sig egentlig?
Influenza-virus smitter via aerosoler, som er de mikroskopiske dråber, der bliver udskilt, når en smittet person hoster, nyser eller blot trækker vejret.
Smitten kan også blive overført via forurenede overflader som dørhåndtag eller mobiltelefoner, såkaldt fomit-smitte (fomitter er alle livløse objekt, der kan overføre sygdomme til en ny værtsorganisme, red.)
Hvor effektivt, en virus spreder sig, afhænger af flere faktorer:
Hvor meget virus en smittet person udskiller, temperatur og luftfugtighed i rummet, samt hvor tæt folk befinder sig på hinanden.
Hvilke smitte-faktorer betyder mest?
For at finde ud af, hvilke faktorer der betyder mest, gennemførte forskere fra University of Maryland i USA et realistisk smitteforsøg med personer, der var blevet smittet med influenza på naturlig vis.
De samlede deltager-grupperne i et hotelværelse og blandede personer med aktiv influenza (kaldet 'donorer') med raske frivillige (såkaldte 'modtagere').
Formålet var ganske enkelt at se, om influenza ville smitte under forhold, der burde gøre det let for virussen at hoppe fra person til person.
Trods tæt kontakt over flere dage blev ingen modtagere smittet.
Metoden adskilte sig fra tidligere studier, hvor raske frivillige blev smittet med influenza med vilje.
Ved at bruge naturligt smittede ’donorer’ håbede forskerne på at genskabe mere realistiske smitteforhold.
To versioner af forsøget blev udført:
- I den ene version delte 1 donor hotelværelse med 8 modtagere.
- I den anden delte 4 donorer hotelværelse med 3 modtagere.
Donorerne var mellem 20 og 22 år, mens modtagerne var 25 til 45 år.
Ideelle smitteforhold, men ingen blev smittet
Hotelværelset blev holdt på temperaturer og luftfugtighed, der normalt ville fremme influenzasmitte: 22–25°C og 20–45 procent luftfugtighed.
Inden deltagerne blev sat i karantæne, forseglede forskerne alle større, ukontrollerede luftveje – vinduer, døre og endda en utæthed i ventilationsenhederne – for bevidst at skabe dårlig udluftning og ringe luftkvalitet.
I løbet af tre til syv dage tilbragte deltagerne timevis i det trange rum. De spillede kort i tæt afstand, deltog i danse- eller yogahold og sendte genstande som tuscher, mikrofoner og tablets rundt mellem sig.
Forskerne overvågede smitten ved at måle virusmængderne i udåndingsluft, spyt og svælgpodninger fra donorerne. Også fælles genstande og selve luften i hotelværelset blev testet for viruspartikler. Alle deltagere registrerede symptomer som hoste, nys, hovedpine og andre klassiske tegn på influenza.
Hvorfor blev ingen smittet?
Flere prøver fra donorerne bekræftede aktiv influenzainfektion, men ingen af modtagerne testede positivt. Enkelte rapporterede milde symptomer som hovedpine, men der var intet, der tydede på egentlig smitte.
Forskerne peger på tre hovedforklaringer:
1. Donorerne udskilte for lidt virus: Børn anses ofte for de største drivkræfter i influenzasmitte, men forsøget her involverede kun voksne. De voksne donorer udskilte relativt små mængder virus muligvis på grund af den konkrete influenzastamme, deres alder eller fordi de havde milde symptomer. Host og nys var sjældne, hvilket i sig selv reducerer mængden af virus i luften.
2. Modtagerne var delvist immune: Alle modtagere havde været igennem adskillige influenzasæsoner, og flere var tidligere blevet vaccineret mod influenza. En enkelt deltager var blevet vaccineret for nylig. Denne forudgående eksponering kan have givet dem en vis baggrundsimmunitet.
3. Luftstrømmen brød smittevejene: Selvom temperatur og fugtighed var sat til at fremme smitte, forstyrrede en kraftig recirkulation af luft skabt af ventilatorer sandsynligvis virusfyldte skyer af aerosoler. I stedet for at blive hængende omkring donorerne, blev viruspartiklerne brudt op og fortyndet, så modtagerne indåndede langt mindre virus.

Host og nys er de vigtigste drivkræfter bag influenzasmitte
Samlet set peger resultaterne på, at host og nys er de vigtigste drivkræfter bag influenzasmitte, især fra personer, der udskiller store mængder virus, de såkaldte 'superspredere'.
Immunitet hos personerne, der bliver eksponeret, og luftens bevægelse i indendørs rum spiller også en afgørende rolle.
Studiet antyder ikke, at influenza er ufarlig eller svær at fange. Hvert år rammer sygdommen millionvis – måske milliardvis – af mennesker verden over, og der er solid evidens for, at aerosoler spiller en afgørende rolle i smittespredningen.
Til gengæld viser det, at de forhold, der gør smitte mulig, er mere komplekse end bare at dele et værelse med en smittet person.
Ikke alle udskiller lige meget virus, og ikke alle er lige modtagelige.
Aerosolspredning sker især gennem host og nys, så personer med disse symptomer bør isolere sig, hvis muligt, og bruge en tætsiddende maske for at begrænse mængden af virus i luften.
God ventilation og effektiv luftcirkulation er særligt vigtige i små rum med dårlig udsugning.
Hvis du er i tvivl, er det klogest at antage, at du både kan smitte og blive smittet og så følge de offentlige sundhedsråd, herunder vaccination og brug af maske, når det er relevant.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.


































