Vores immunsystem er nogle gange alt for stærkt. Så stærk at det ødelægger raske livsnødvendige celler.
Det er, hvad der sker ved sygdommen diabetes 1. Immunsystemets T-celler dræber insulin-producerende beta-celler.
Nu er det lykkedes canadiske forskere at fremstille en nanovaccine, der opruster en tredje part i denne celle-krig.
Vaccinen booster en gruppe af normale svage T-celler, som kan standse deres aggressive kollegaer. Det skriver Scientific American.
Svage T-celler skal slå ‘dirigenten’ ihjel
Sygdomme som diabetes 1, hvor immunsystemet angriber sig selv, kaldes for autoimmune sygdomme. De opstår, når aggressive T-celler fejlagtigt angriber raske celler. Samtidig prøver en gruppe af normale – men svage – T-celler at stoppe dem.
»I bund og grund er der en intern krig mellem aggressive T-celler, der vil skabe et autoimmunt svar, og svagere T-celler, som vil stoppe dem,« siger lederen af projektet, Pere Santamaria fra Julia McFarlane Diabetes Research Center, University of Calgary, Canada, til Scientific American.
Han forklarer, at de to grupper af T-celler er som musikere i det samme orkester, og de er styret af den samme dirigent kaldet ‘Antigen-presentin cell’ (APC).
Hvis de svage T-celler skal stoppe den autoimmune sygdom fra at bryde ud, skal de derfor blot slå dirigenten – alias APC’en – ihjel, og det er, hvad vaccinen hjælper dem med.
Nano-dobbeltgænger gør de svage T-celler stærkere
Den nye vaccine med nanopartikler virker ved at skabe en slags dobbeltgænger af APC’en, som aktiverer de svage T-celler. Derved bliver de svage T-celler ved med at formere sig i en sådan grad, at de til sidst dræber den rigtige APC.
Forskerholdet havde designet en mus, som var prædisponeret for diabetes 1, og her stoppede vaccinen sygdommen. I mus, som allerede var inficeret, fik vaccinen blodsukkerniveauet tilbage til normalt niveau.
Nu håber forskerne, at de i en nær fremtid kan afprøve vaccinen i kliniske forsøg med mennesker. De vil også forsøge at bruge vaccinen på andre autoimmune sygdomme som sclerose og leddegigt. Deres resultater er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Immunity.