Næsten alle børn med angstlidelsen OCD kan hjælpes med kognitiv terapi

Det hidtil største studie af kognitiv adfærdsterapi til børn med angstlidelsen OCD viser, at 90 procent af børnene får det markant bedre i løbet af tre år.

De børn, som ikke har gavn af terapien med det samme, kan hjælpes med mere terapi. Medicin virker ikke bedre eller hurtigere end terapi, konkluderer forskerne.

»Det her studie viser, at man ikke skal give op, hvis terapien ikke hjælper med det samme. Dem, som ikke bliver hjulpet, kan hjælpes med mere terapi,« siger professor på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien på Skejby sygehus, Per Hove Thomsen til Videnskab.dk.

Han har været med til at lave det nye studie, som er udkommet i Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry.

»Udfra det her anbefaler vi, at man kun bruger medicin, hvis barnet har meget svære symptomer, og hvis familien ikke kan indgå i terapien,« siger Per Hove Thomsen.

Halvdelen fri for OCD på 14 uger

I studiet har forskerne fulgt 269 børn med OCD i tre år. Børnene var mellem 7-17 år og kom fra Danmark, Norge og Sverige.

Alle børnene var nydiagnosticerede med OCD og fik til at starte med kognitiv adfærdsterapi. I alt 14 uger varede terapien med ugentlige terapisessioner og hjemmeopgaver.

Terapien hjalp 73 procent af børnene, som fik det så meget bedre, at de ikke længere opfyldte kriterierne for diagnosen OCD. Halvdelen af børnene var helt fri for deres OCD symptomer.

Læs mere om det i denne artikel: Børn med OCD kan kureres uden medicin

Forsøget blev lavet i år 2010.

Medicin og mere terapi

Den lille gruppe børn, 50 i alt, som ikke var blevet raske af terapien, blev inddelt ved lodtrækning i to grupper. Halvdelen fik 10 omgange ekstra terapi i 10 uger, den anden halvdel fik medicin af typen SSRI, som oprindeligt er udviklet til depression. (Se faktaboksen)

Efter tre år undersøgte forskerne alle de 269 børn igen. Resultatet er, at 90 procent af børnene er enten helt raske eller har fået det så meget bedre, at de ikke længere opfylder kriterierne for diagnosen OCD.

»Deres tvangstanker kan måske poppe op igen i ny og næ, men det er ikke noget, der generer dem i deres dagligdag,« siger Per Hove Thomsen.

Derudover viste det sig, at der ikke var forskel mellem de tre grupper af børn:

1. Børn, der havde fået det bedre af første omgang terapi.
2. Børn, der havde fået 10 ugers ekstra terapi
3. Børn, der havde fået medicin efter første omgang terapi.

»I alle tre grupper ser vi et gradvist fald i deres symptomer. For dem, der blev hjulpet af første omgang terapi, sker der bare et hurtigere fald i starten. Men der er ingen forskel mellem gruppen, som fik medicin, og gruppen, som fik mere terapi,« forklarer Per Hove Thomsen.

Medicinen hjælper altså tilsyneladende også, men ikke mere og ikke hurtigere end terapien.

»For nogle kan medicin måske forekomme som det nemmeste sammenlignet med flere ugers terapi. Vi ved dog, at medicinen hos nogle kan give bivirkninger, og at en del får tilbagefald af OCD-symptomer, når de stopper med medicin. Kognitiv adfærdsterapi indebærer, at man lærer teknikker til at håndtere tvangssymptomerne. Dermed er man bedre rustet mod eventuelle tilbagefald af symptomer.

Læs mere i denne artikel: Forskere: Antidepressiver fordobler børns risiko for selvmordsadfærd

Tidlig og god behandling hjælper

Seniorforsker i børne- og ungdomspsykiatri i Region Hovedstadens Psykiatri Pia Jeppesen glæder sig over resultatet i det nye studie.

»Det er meget positivt det her resultat. Hovedbudskabet er, at hvis man sætter relativt tidligt ind med god behandling og kognitiv adfærdsterapi som første valg, så går det rigtig godt for langt de fleste,« siger hun til Videnskab.dk.

Pia Jeppesen hæfter sig særligt ved, at størstedelen af børnene ender med at have fået det nogenlunde lige godt.

»Det er selvfølgelig ikke lige meget, om man bruger 14 uger eller tre år af barndommen på at komme sig, men det er positivt, at vi faktisk kan hjælpe så stor en gruppe, også selvom det tager længere tid for nogen,« siger hun.

Hun påpeger, at de børn, som ikke blev hjulpet nok af den kognitive adfærdsterapi i første omgang, også var dem, som havde den værste OCD.

Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at det tager længere tid og et ekstra skud behandling for at komme sig i den gruppe.

Svaghed: Ingen kontrolgruppe

Studiet har en svaghed, som begge forskere fremhæver. Det mangler en kontrolgruppe af børn, som ikke har fået nogen behandling.

Uden sådan en kontrolgruppe er det svært præcist at afgøre, hvor meget af børnenes bedring, der skyldes behandlingen, og hvor meget af bedringen der er kommet af sig selv.

Forestil dig for eksempel, at man ville teste en behandling mod forkølelse. Man tog 50 forkølede og gav halvdelen antibiotika og den anden halvdel kamillete.

Efter en uge ville man kunne konkludere, at både antibiotika og kamillete virker mod forkølelse, og at de virker lige godt.

Men i virkeligheden er hele gruppen blevet raske af sig selv. Det ville man have opdaget, hvis man havde haft en tredje gruppe med forkølelse, som ikke fik nogen behandling.

»Det er en svaghed ved studiet, at vi ikke kan se den 'naturlige' udvikling i OCD. Men rent etisk ville vi ikke kunne forsvare at have en gruppe børn med så alvorlige psykiske problemer, som ikke fik behandling i tre år,« siger Per Hove Thomsen.

Tidligere studier af, hvordan OCD udvikler sig på langt sigt, tyder på, at symptomerne ofte ikke går væk af sig selv.

En forskningsgennemgang fra 2014 viste for eksempel, at 40 procent af børn og unge med OCD bliver ved med at have OCD.

Forskningsgennemgangen inkluderede 22 studier, i alt 521 børn og unge med OCD, som var blevet fulgt mellem 1 og 15,6 år, fra de fik diagnosen OCD.