Multiresistent tuberkulose truer os
Sygdommen 'multiresistent tuberkulose' hærger i Østeuropa, og den er lige nu en større trussel mod os end farlige vira, der bliver udviklet i laboratorier, mener forsker.

Tuberkulose afsløres som regel ved røntgenfotografering af lungerne. På verdensplan dør omkring 1,3 million mennesker hvert år af tuberkulose. Det tal kan stige, hvis multiresistent tuberkulose breder sig. Den kan nemlig ikke bekæmpes med medicin, man normalt behandler tuberkulose med. (Foto: Centers for Disease Control and Prevention)

450.000 mennesker bliver hvert år smittet med multiresistent tuberkulose. Det er sygdomsmæssigt set den største menneskeskabte trussel mod menneskeheden.

Sådan vurderer professor og forskningschef ved Statens Serum Institut, Peter Lawætz Andersen, der forsker i vacciner.

Vores skødesløse brug af antibiotika har gjort den livsfarlige lungebetændelse svær at bekæmpe.

»Multiresistent tuberkulose er meget skræmmende. Den er opstået, fordi tuberkulose-bakterien har udviklet antibiotika-resistens, og i øjeblikket kæmper store dele af verden mod tuberkulosen. Infektionen er dødelig, og for at komme den til livs tager det to år på dyr medicin med mange bivirkninger.«

»I har på Videnskab.dk en liste over verdens 12 farligste bakterier. Der er normal tuberkulose nummer et. Dén her er multiresistent – så kan du selv lægge to og to sammen,« siger Peter Lawætz Andersen.

Farlig fugleinfluenza findes kun i laboratoriet

En anden farlig type virus kan komme fra den hollandske forsker Ron Fouchier fra Erasmus Medical Center i Rotterdam, som har genmodificeret fugleinfluenza-viruset 'H5N1'. På den måde blev viruset på én gang dødeligt og super smitsomt.

Men selvom den genmodificerede fugleinfluenza er afsindigt farlig – og derfor på sin vis en trussel – findes den stadig kun i laboratoriet.

Fakta

Den her artikel er del af en artikelserie om trusler, vi mennesker selv skaber.

Læs mere: Sådan kan mennesket skabe Jordens undergang

Multiresistent tuberkulose hærger derimod verden – især vores naboer i Østeuropa.

»Det er svært at udpege den allerfarligste sygdom, og du kan sagtens finde sygdomme, som mere effektivt slår folk ihjel. Men multiresistent tuberkulose udmærker sig ved at kombinere det, at den er luftbåren, med at den er ekstremt dødelig,« fortæller Peter Lawætz Andersen.

Vaccine kan sandsynligvis bremse sygdommen

Lige nu er den multiresistente tuberkulose en stor trussel. Men heldigvis er der gode perspektiver for at komme den til livs.

»Nu skal man passe på, at man ikke bliver for kæk. Men jeg synes, vi har rigtigt gode vacciner i klinisk afprøvning. Vi har en vaccine på vej, som er udviklet mod almindelig tuberkulose – men i princippet bør den også virke mod multiresistent tuberkulose,« siger Peter Lawætz Andersen.

Et stort plus ved den nye vaccine er, at den kan gives til folk, der allerede er smittede. Så selvom vaccinen ikke kan fjerne tuberkulosen helt, kan den holde sygdommen nede og forhindre videre smitte.

Hold øje med Videnskab.dk de næste dage, hvor vi bringer næste bud fra en dansk forsker på, hvordan mennesket selv kan skabe Jordens undergang.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.