Medicin blev gigtpatienternes fjende

Før kortisonet kom, havde leddegigt spist løs af leddene på en stor gruppe af reumatikere (patienter med sygdomme i bevægeapparatet), uden at nogen medicin kunne stoppe det.

Men i 1949 blev behandling med kortison - eller kortikosteroider - opfundet. ​

Mareridtet synes at være ovre. Lægevidenskaben lod til at have fundet endnu et universalmiddel, kun få år efter penicillinens opdagelse.

Og som om det ikke var nok, så var det et af ​​kroppens egne hormoner, som lægevidenskaben havde tæmmet og sat til at arbejde med forøgelsen af kroppens indbyggede livsprocesser.

Videnskabsjournalist John. E. Pfeiffer beskrev vidundermidlet i magasinet Popular Science i sommeren 1951:

»Hormonerne [ACTH og kortison] repræsenterer en helt ny tilgang til kunsten at helbrede. Penicillin, streptomycin, sulfonamider og de fleste andre lægemidler, du har læst om, er gift, der anvendes specifikt til at angribe de invaderende mikroorganismer. (...) Men ACTH og kortison dræber ikke mikroorganismer. De er naturprodukter, kirtelhormoner. De påvirker kroppens indbyggede kemiske fabrikker, der sættes i gang, hver gang der er behov for nyt væv.«

Udviklerne af kortison modtog Nobelpris

Det virkede, som om steroidhormoner kunne behandle næsten en hvilken som helst lidelse.

Det betød også, at behandlingen blev forsøgt på nær sagt enhver lidelse - ofte med stor effekt. I behandling af leddegigt var effekten spektakulær.

For første gang så det ud til, at reumatologer ikke kun kunne lindre gigtpatienters smerter, men også stoppe sygdommen.

Pfeiffer gik i sin begejstring endnu et skridt videre:

»Dine hormoner kan omdanne [...] et ødelagt led til et blødt omdrejningspunkt. Smerten forsvinder, og ophobet affald opløses. Endvidere standses al ødelæggelse af støttevæv i flere måneder, og raske celler kan komme til at reparere skaden.«

Videnskaben havde sejret igen. De, der stod bag behandlingen, var blevet tildelt Nobelprisen i fysiologi og medicin allerede det foregående år. I løbet af de næste årtier blev tusinder og atter tusinder behandlet.

\ Læs mere

Forskere finder sammenhæng mellem kroppens bakterier og leddegigt

Patienter fik bivirkninger og skader af kortison

Der gik dog ikke længe, før fagfolk observerede, at patienterne fik bivirkninger og skader som eksempelvis ødelagt hud, sår, knogleskørhed, diabetes og svækket immunforsvar. Det viste sig også, at kortisonbehandling reducerede kroppens egen evne til at reparere enkelte skader.

Lægemidlets bivirkninger var alvorlige, og de ramte næsten hele kroppen.

Gradvist blev sammenhængen med lægemidlet og bivirkningerne etableret. Kortisonbehandlingen måtte afbrydes, og patienterne befandt sig igen i en situation, hvor gigt nedbrød led efter led, uden at nogen medicin kunne stoppe det.

Derudover oplevede et stort antal patienter nu også, at huden eller knoglerne var blevet ødelagt af kortisonet. Patienter, som allerede før kortisonet var sårbare, havde nu fået endnu sværere levevilkår.

\ Læs mere

Dansker kurerer mus for leddegigt

Sygehistorierne gik i glemmebogen

Antageligt var der ingen, som systematisk indsamlede sygehistorierne og journalerne, analyserede dem og skrev dem ned. På trods af, at titusinder af patienter var ramt, var der ingen, som skrev deres fælles historie.

Det er ikke den slags hændelser, der er definerede som medicinsk-historiske begivenheder.

I mange tilfælde var det måske også vanskeligt at fastslå, at skaden skyldes medicinen. Sandsynligvis fik mange patienter aldrig at vide, at det var medicinen, der havde skadet dem.

Måske var det skånsomt, at de ikke fik det at vide. Måske reddede det mange patienters tillid til de sundhedsarbejdere, de var afhængige af for videre behandling. De hårdest ramte patienter og deres pårørende havde nok andre bekymringer. Og reumatologien vendte sig mod fremtiden, lod fortid være fortid og så efter nye løsninger.

Baseret på, hvad vi i dag ved om kortison, og om det omfang det blev brugt i 50'erne, kan vi blot forestille os, hvordan det må have været for den enkelte reumatiker.

\ Læs mere

Stamceller skal kurere slidgigt og inkontinens

Stort slag for reumatologien

Også for reumatologien var dette en dybt gribende krise. Én ting er, at det lægemiddel, de håbede og troede var den vidundermedicin, reumatologien manglede, viste sig ikke at være det. Det var et tilbageslag for faget.

For tusinder af individuelle læger var det også dybt tragisk at opdage, at deres gigtpatienter fik deres kroppe ødelagt af den medicin, de selv havde ordineret dem for at redde dem fra netop ødelæggelse.

Vi må antage, at disse læger oplevede begivenhederne som traumatiserende. De blev det, der på fagsprog benævnes som ’second victims’.

\ Læs mere

Astma og gigt hører til samme gruppe sygdomme

Udviklingen af NSAID: ikke-steroide lægemidler

I slutningen af ​​1950'erne fandtes der altså en situation, hvor kortison var blevet overforbrugt og ordineret til alle former for tilstande, hvilket havde forårsaget enorme skader.

To unge forskere, Michael W. Whitehouse og James W. Lash, arbejdede på dette tidspunkt i Philadelphia på et projekt, hvor de blandt andet studerede, hvordan betændelsesdæmpende lægemidler bremsede udviklingen af ​​brusk i rygsøjlen på kyllingefostre.

Ud over at teste effekten af steroidhormonerne kortison og hydrokortison, og af syntetiske efterligninger som prednisolon, undersøgte de virkningen af ​​kaliumsalte, phenylbutazon og cinkofen.

Det var ikke klart, hvilke egenskaber disse tre sidste stoffer delte, ud over at også de var antiinflamatoriske og derfor dæmpede betændelser. Hvad, man imidlertid vidste, var, at de ikke var steroider. Da Whitehouse beskrev forsøgene, skelnede han derfor mellem steroider og ikke-steroider.

Whitehouses ambition var ikke at etablere en ny lægemiddelkategori. Han havde blot brug for at trække en linje mellem steroiderne og de stoffer, han brugte ved siden af. Han var ikke den eneste, som havde behov for at skelne mellem de to:

Forskere, læger, bureaukrater og andre kunne nu præsentere nye præparater som ikke-steroider, og ikke længere bekymre sig selv eller andre med tanker om bivirkninger af den type, som kortisonpræparaterne var kendt for at kunne forårsage.

Indenfor nogle få år blev Whitehouses pragmatiske formulering ’ikke-steroid’ til et fast udtryk. Snart var udtrykket ’non-steroide anti-inflammatorisk lægemiddel’ så etableret, at forkortelsen NSAID blev et ord, der kunne stå alene. Lidt efter lidt blev det svært overhovedet at forestille sig en samtale om gigt eller reumatologi uden disse fem bogstaver.

NSAID havde også alvorlige bivirkninger

I 1980'erne og 90'erne blev det stadig mere klart, at også NSAID – der skulle være den trygge løsning – havde alvorlige bivirkninger.

Kun gradvist blev fagfolk bevidste om de mønstre, der tegnet sig: Gravide syntes at abortere eller føde præmature spædbørn lidt oftere, hvis de under svangerskabet havde taget NSAID for at lindre smerte. For andre svigtede nyrerne på mystisk vis.

Det var imidlertid skader på maven og tarmen, der forårsagede mest bekymring – og flest dødsfald. NSAID-er kan nemlig angribe maven på to fronter samtidig: De er syrer, der i udgangspunktet er hårde mod maven.

Men når et NSAID-medikament også optages i blodet, kan medicinen, lig den trojanske hest, slå fordøjelsesorganernes forsvar mod syreangreb fra. Voila, så har patienten et mavesår. Måske er det blødende. I værste fald er det dødbringende.

Celebrex og Vioxx: Nye typer NSAID skyld i skandale

Det vækkede derfor optimisme, da flere medicinalvirksomheder i slutningen af ​​1990'erne havde udviklet en ny type af NSAID - nemlig de selektive COX-2-hæmmere - der ikke udsatte mave og tarm for den samme belastning.

I 2000 lancerede Pfizer lægemidlet Celebrex (celecoxib). Senere samme år lancerede konkurrenten sit alternativ Vioxx (refecoxib), i det der blev omtalt som selskabets »biggest, fastest and best launch ever«.

Det var et gennembrud, som læger og patienter havde ventet på. En gåde synes at være løst. De nye NSAID’erne var en stor succes, også økonomisk.

Men så kom det frem, i hvad der ville blive årtiets største lægemiddelskandale, at den nye type af NSAID øgede risikoen for hjertesygdomme og død betragteligt.

I 2004 blev Vioxx trukket tilbage fra markedet. Den amerikanske lægemiddelstyrelsen (FDA) har anslået, at Vioxx, alene i løbet af de fem år det var i brug, havde forårsaget titusindvis af dødsfald – kun i USA.

\ Læs mere

Børn med gigt oplever smerter, efter sygdommen er taget af

Bag hvert dødstal var et menneske med smerter

Det kræver lidt fantasi og en mindre indsats for at forestille sig, at der bag hvert af ​dødstallene har været en person, som har taget lægemidlet for at forsøge at lette andre smerter.

Nogle af dem var sandsynligvis reumatikere, der havde kæmpet mod sygdommen i årtier - først med kortison og derefter med NSAID. Måske havde de endda fået både hud og tarm ødelagt før Vioxx eller Celebrex kom som redningen. Så en dag ramte blodproppen.

Andre var nok kvinder, hvis hud årelang kortisonbehandling havde omgjort til rispapir.

Nu så de endeligt sine røde, hævede fingerled finde ro, før de pludselig en dag følte et ubestemmeligt ubehag nederst i halsen. En følelse af at have slugt for meget makaroni for hurtigt – uden at være klar over, at hjerteanfald kan føles sådan for kvinder.

Disse reumatikerne har måske ikke engang ringet efter hjælp. De var for vant til at udholde smerte og ubehag.

Kortison - og NSAID - kom langsomt tilbage i varmen

Frem mod 1980'erne blev kortison gradvist genindført i behandlingen af ​​gigtsygdomme - om end med lavere doser, lavere ambitioner og en større grad af forsigtighed. Og mens kortisonbehandling igen kom ind i varmen, udviklede NSAID’erne altså sine egne omdømmeproblemer.

Det er længe siden, det var nok at præcisere, at et stof ikke var kortison, for at det ville blive opfattet som trygt.

Ibuprofen er vores venligste NSAID og ​​er for mange en ligeså naturlig del af livet, som kaffekoppen. Det samme gælder for flere kortisonbaserede håndkøbspræparater.

\ Læs mere

Kunstigt supermolekyle skal bekæmpe kræft, gigt og herpes

Vær gerne på vagt, når du køber medicin

I 2000, da forbuddet mod at gøre reklame for håndkøbsmedicin blev ophævet, bragte fjernsynet NSAID og kortikosteroider lige til din TV-krog, hvor den i dag måske er en integreret del af lørdagsunderholdningen.

Men når du støder på sådan nogle reklamer, så find endelig en encyklopædi frem, samt brudstykker du husker, fra hvad du lige har læst, og se lægemidlet i en større sammenhæng. Er det en steroidemedicin, eller er det en ikke-steroide?

Ikke for at finde skurke og helte, men for at kortlægge lægemidlernes slægtskabsbånd, og snage i deres familiehemmeligheder.

For hvor tæt i familie er Vioxx med den nye smertesalve, du måske lige har købt? Det kan godt være, den er meget tæt på.