Leddegigt er en stærkt invaliderende og smertefuld sygdom. 50.000 danskere lider af leddegigt, og hidtil har man ikke kunnet tilbyde dem andet end medicin, der bremser sygdommen i at udvikle sig yderligere.
Men nu har den danske ph.d-studerende Kristian G. Andersen sammen med sine kolleger på Medical Research Councilʼs Laboratory of Molecular Biology ved Cambridge University fundet en revolutionerende ny metode, der kan kurere den frygtede sygdom hos mus.
Resultaterne fra de omfattende forsøg er netop blevet offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift PLoS Biology.
»Vores resultater viser, at metode ikke alene kan stoppe leddegigten i at opstå og udvikle sig, men også kurere sygdommen, hvis den allerede er i udbrud,« siger Kristian G. Andersen.
Genfejl gør kroppen til immunforsvarets fjende
Leddegigt er en sygdom, hvor kroppens eget immunforsvar angriber kroppens led og knogler. Leddene fyldes med betændelse, så de hæver op og bliver stive.
Sygdommen kan opstå fordi patienter har en mutation i genet Foxp3, der spiller en central rolle i reguleringen af kroppens immunforsvar.
Foxp3 sikrer normalt, at immunforsvaret kun går til angreb på udefrakommende fjender som bakterier og vira og ikke kroppens egne celler. Nogle immunceller er dog 'fejlprogrammeret', så de tror, at det er kroppens egne celler, der er fjenden.
Resultatet er, at patienten udvikler en autoimmun sygdom, som eksempelvis leddegigt. For det meste opdager kroppen selv de fejlprogrammerede immunceller og destruerer dem i tide, inden de kan nå at skade kroppens væv. Og sker det, at nogle af dem alligevel overlever, holdes de i skak af Foxp3.
Hos nogle patienter med leddegigt er dette gen imidlertid muteret, så det helt eller delvist er sat ud af funktion. Konsekvensen er, at de fejlprogrammerede immunceller har fri adgang til at nedbryde kroppens led.
Forvandles til hemmelige agenter
Dette kunne Kristian G. Andersen og hans kolleger imidlertid forhindre ved at indsætte en let modificeret version af Foxp3-genet i immuncellerne på en mus.
I forsøget udtog de i første omgang immunceller fra musen. Herefter indsatte de det modificerede gen i immuncellerne, hvorefter cellerne blev sprøjtet tilbage i musen igen. Det indsatte gen blev herefter aktiveret, når forskerne gav musen en injektion med et bestemt østrogenlignende stof.
»Metoden forvandler immuncellerne til en slags hemmelige agenter - hvor de før aktivt deltog i gigtsygdommen, så vender de nu på en tallerken og stopper den i stedet for. Resultatet er, at leddegigten forsvinder,« siger han.
Foreløbig er metoden kun afprøvet på mus, men forskerne er allerede nu i gang med at planlægge test på menneskeceller, som vil finde sted i løbet af de kommende år.
Stadig kun grundforskning
»Vi håber at metoden kan bruges til behandling i løbet af de kommende år. På nuværende tidspunkt er det desværre umuligt for os at være mere specifikke end det, da det afhænger meget af de næste forsøg,« siger Kristian G. Andersen.
Det er den danske professor Bente Klarlund Petersen fra Rigshospitalets Center for Inflammation og Metabolisme samt medlem af Gigtforeningens forskerpanel enig i.
»Det er interessant grundforskning, men det er for tidligt at sige om dette fund vil få diagnostiske eller terapeutiske konsekvenser for patiener med kronisk leddegigt eller andre bindevævssygdomme,« siger hun.
\ Metode kan måske også kurere andre autoimmune sygdomme
Forskerne har store forhåbninger til, at den nye metode også vil kunne kurere andre autoimmune sygdomme, såsom sukkersyge.
»Vores håb er, at denne metode vil kunne bruges bredt, dvs. til behandling af mange forskellige autoimmune sygdomme som eksempelvis sukkersyge. Hvis du kan kurere én autoimmun sygdom, så kan man i princippet helbrede dem alle, for immunologisk set er de meget lig hinanden,« siger han og slutter:
»Metoden vil formentlig også kunne bruges efter organtransplantationer, hvor man for øjeblikket kæmper meget med, at patienternes immunforsvar afstøder det indsatte organ. Vores metode vil formentlig kunne forhindre kroppen i at afstøde organet,« siger Kristian G. Andersen.
