Lithium giver strøm til kroppens indre batterier

Lithium er et grundstof og et letmetal, der bruges i batterier. Det findes naturligt i undergrunden og er blevet en efterspurgt råvare på grund af udviklingen af batterier til mobiltelefoner og biler.

Fordi lithium findes i undergrunden og dermed i drikkevandet, ja, så indtager vi alle lithium i målbare, men meget små mængder. I årtier har lithium været brugt i pilleform til både forskning inden for de medicinske fag og behandling i psykiatrien.

Videnskab.dk har tidligere rapporteret om en opdagelse, som måske har stor betydning for demenspatienter, idet der findes en statistisk sammenhæng mellem mere lithium i drikkevand og beskyttelse mod demens. Noget der dog skal testes systematisk, før man med sikkerhed kan fastslå en årsagssammenhæng.

Andre data fra dyreforsøg støtter, at lithium beskytter mod akut skade i nervesystemet – både efter fysisk hjernetraume og efter nedsat blodforsyning – så der er en spændende udvikling i gang.

Hvad der står helt fast er, at lithium er et virksomt stof i medicin, der forebygger biopolar affektiv sindslidelse, det der tidligere var kendt som maniodepressiv sygdom, og også bruges til at behandle akut mani (dvs. sygeligt løftet stemningsleje).

Kun få bivirkninger – men vær påpasselig!

Ca. 20.000 borgere i Danmark indtager lithium dagligt. I forhold til andre lægemidler, der påvirker psyken (psykofarmaka), har lithium få bivirkninger – selv efter mange års brug.

Men lithium har en kort afstand mellem det rette niveau for ønsket effekt, bivirkninger og egentlige forgiftninger. Det er derfor vigtigt at bestemme lithiums koncentration i blodet og hele tiden justere behandlingen i forhold til dosis af lithium, så den enkelte patient ligger på det korrekte niveau.

En kendt bivirkning af lithium er, at nyrerne påvirkes, så urin-koncentreringssevnen nedsættes. Det vil sige, at man ikke kan udskille opløste affaldsstoffer og overskud af salt uden tab af ekstra vand gennem nyrerne. I praksis betyder det, at man skal tisse oftere, føler tørst og må drikke tilsvarende mere.

Diabetes ’uden honningsmag’ kan skade dine nyrer

Denne tilstand kaldes diabetes insipidus (det er græsk og betyder ’løbende igennem uden honningsmag’ og er forskelligt fra diabetes mellitus (sukkersyge), der betyder ’honningsmagende’) og har sin rod i selve nyrerne – derfor kaldes den ’nefrogen diabetes insipidus’ med et fagudtryk. Eller på godt dansk, man producerer store mængder urin.

Diabetes insipidus er primært en funktionsforstyrrelse, hvor det hormon vi hele tiden udskiller fra hypofysen, ADH, som gør, at vi kan koncentrere urinen, ikke længere virker så godt på nyrernes rørsystem. Det hjælper derfor ikke at få mere ADH udefra, selvom det findes tilgængeligt som medicin.

Herudover kan nyrerne i sjældne tilfælde godt tage skade, så filtrationen, selve rensningen af blodet, nedsættes, hvis man i lang tid får (for) høje doser af lithium.

Det er langt under 1 ud af 100, der indtager lithium, der rammes af alvorlig nyrepåvirkning. Og man kan forebygge det ved at holde lithiums koncentration i blodet tilstrækkeligt lavt. Bliver den for høj, sænker man derfor dosis, så man mindsker bivirkninger.

Men lad os se på, hvad lithium er for et stof, og hvad det gør ved cellernes funktioner.

Vi ved stadig ikke, hvordan lithium virker i hjernen

Allerede i 1954 kunne danskeren Mogens Schou vise, at lithiumsalte modvirkede mani i udbrud og senere også, at det forebyggede udvikling af både mani og depression.

Det var (og er) ikke helt klart, hvordan lithium egentlig virker på hjernens celler, men hurtigt fandt lithium udbredelse, og det var også forskning af Schou og Thomsen med flere ved Psykiatrisk Hospital i Risskov, der opklarede, hvordan lithium blev behandlet af nyrerne.

Lithium udskilles fra kroppen overvejende gennem nyrerne med urinen, og det er derfor vigtigt, at man har normal nyrefunktion ved lithiumbehandling, for ellers skal dosis være mindre. En mindre del udskilles med afføringen. I organismen er det sådan at en del af lithium fordeler sig fra blodet til kroppens celler og opnår kun langsomt den rette koncentration inde i cellerne – det tager dage, før lithium er i ligevægt.

Et lille, ’salt’ atom

Lithium er et ’lille’ atom, det optræder biologisk som elektrisk ladet, en ion- Li⁺, og ligner natrium-Na⁺, som er den positive ion, der indgår i almindeligt bordsalt, og som der er rigtig meget af i kroppen.

Lithium behandles ligesom natrium i første del af nyrernes rørsystem, hvor cirka 70 procent af den filtrerede væske og Na⁺-ioner suges tilbage i organismen. Herefter løber resten af filtreret lithium ubehandlet videre gennem rørsystemet og forlader kroppen via urinen.

En dansk opdagelse gjorde, at man i forskningen fandt på at bruge lithium som et markørstof til at lære mere om, hvordan den første del af nyrernes rørsystem virker. Den såkaldte ’lithium-clearance’ blev et nyttigt redskab.

Senere dansk forskning, også fra Aarhus Psykiatrisk Hospital, viste, at lithium ikke løb helt uhindret gennem resten af rørsystemet, men at små mængder lithium blev opsuget af de sidste dele af rørsystemet, i samlerørene, især hvis man var i saltmangel, som for eksempel hvis man får visse vanddrivende medicin (diuretika).

Lithium kunne her, fordi det ligner natrium, blive optaget i de celler, der mod slutningen af rørsystemet bestemmer, hvor meget vand og salt, man udskiller. Der er tale om de celler, der varetager urin-koncentrering. Lithium trænger via et særligt transportprotein i cellemembranerne, ENaC, ind i disse celler.

Lithium får dig til at tisse mere

Lithium gør, at cellernes normalt store evne til at opsuge vand svækkes. Det sker ved, at forskellige enzymer ’forstyrres’. Enzymerne er nødvendige for, at cellernes vandkanaler, eller aquaporiner, flyttes rundt i cellen og ud i membranerne.

Efter lithium trænger ind i cellerne, er der er færre ’vandrør’ i cellerne, og nyrerne kan ikke opsuge vandet; det passerer ud af kroppen, og der produceres mere urin end ellers. Man tisser mere og skal drikke mere.

Denne bivirkning af lithium er også dosis-afhængig og kan gå i sig selv igen, hvis lithiumdosis sænkes. Den er ikke farlig, hvis man bare drikker rigeligt. Hvis ikke, så får man alle de ubehagelige tegn på dehydrering – kvalme, ubehag, hovedpine osv.

Bivirkningen kan modvirkes ved at blokere den ’dør’, lithium trænger gemmen ind i nyrecellerne, ENaC-kanalen, uden at den forebyggende virkning af lithium modvirkes.

Lithium-behandling må ikke stoppe fra én dag til den anden

Hvorfor ophører man ikke bare med forebyggende lithium, hvis der er bivirkninger?

Der er mange eksempler på, at en patient af egen drift stopper en langvarig behandling, og efter en uge er der manisk eller depressiv psykose i udbrud. Derfor er det vigtigt at fortsætte behandlingen og evt. få justeret lithiums koncentration i blodet.

Lithium skaber små, men ufarlige cyster i nyrerne

Over år kan man påvise, at der kommer små cyster, små bobler, på nyrernes rørsystem, efter litiumbehandling. Det kan kun ses med fintmærkende billedudstyr (MR-skanning) og er ikke farligt; rørene stopper ikke til. Hvis man tager en vævsprøve (biopsi) fra nyrerne, kan man se, at flere celler deler sig i de små bobler, kaldet mikrocyster.

Celledelingerne er nok skyld i cysterne, og de kommer sandsynligvis fra de celler, hvor lithium er trængt ind. Disse celledelinger fik franske nyrelæger og forskere til at undersøge om lithium over lang tid kunne fremkalde uhæmmet celledeling, altså kræft, i nyrerne, da man typisk indtager lithium forebyggende dagligt og i mange år.

De offentliggjorde i 2014, at der var en betydelig øget risiko (10 gange så høj!) for, at langtidsbrug af lithium kunne medføre nyrekræft. Studiet var dog et lille case-kohortestudie baseret på kun syv cancertilfælde og tillod derfor ikke generaliseringer vedrørende årsagssammenhæng.

Dansk forskning fastslår: Lithium giver ikke kræft

Offentliggørelsen gav naturligvis årsag til nogen bekymring hos patienter og behandlere, og ved Syddansk Universitet og Kræftens Bekæmpelse gennemførte vi derfor et langt større studie baseret på de danske registre, herunder cancerregistret, patientregistreret, nationale receptregister med flere.

Her kunne lektor og Ph.d. Anton Pottegård og lektor og Ph.d. Kirsten Madsen m.fl. afvise, at lithium var forbundet med risiko for nyrekræft og, i en separat artikel, tyktarmskræft.

Lithium udskilles nemlig også med afføringen og trænger ind i overfladeceller i tyktarmen. Før undersøgelsen var der meget begrænset viden om mulige effekter af lithium på tyktarmen. Det var derfor betryggende at der ikke kunne afsløres øget forekomst af tyktarmskræft, som er en hyppig kræftform, i forbindelse med lithiumindtag.

Disse fund var baseret på lang opfølgningstid og et meget stort materiale og kunne altså ikke påvise nogen øget risiko.

Fundet er vigtigt, for der findes ikke rigtig et ligeså godt stof som erstatning for lithium.

Hvis man passer sine kontrolmålinger af lithium, skulle risikoen både for hele tiden at skulle tisse og få nyreskade være lig nul. Og der er, ved vi nu, heldigvis ingen risiko for at få nyrekræft ved at indtage lithium.