På sigt kan måske det blive muligt at måle graden af en depression. Det skriver the National Institute of Health (USA) i en pressemeddelelse.
Det er i hvert fald lykkedes forskerne at identificere et signal, som hjernen udsender, når den er i bedring efter en depression.
Det kan på sigt forbedre behandlingen af svær depression, siger forskerne bag studiet.
I det lille studie indgik 10 personer med en depression, for hvem tidligere behandling ikke havde virket. De deltog i et seks måneder langt forløb med en terapi kaldet 'deep brain stimulation' (DBS).
En vellykket behandling med DBS forekommer, når det rette væv stimuleres, og man er i stand til at måle det præcist. Men i dag sker målingen ved, at patienten selv registrerer sit humør, og da det kan påvirkes af andre begivenheder i deres liv, er det vanskeligt at skille ad fra behandlingen.
Den problemstilling blev grundlaget for det nye studie, som er udført af et forskerhold i USA fra universiteter i Georgia og New York.
I forsøget fik patienterne indopereret metal-elektroder, som udsendte signaler, der blev analyseret med kunstig intelligens (AI). Målet var at udpege forandringer i hjerneaktiviteten, der var et resultat af DBS-terapi.
Forskerne brugte AI til at identificere et signal, som de brugte som markør for bedring hos patienten. Markøren viste sig at have mere end 90 procents nøjagtighed:
»Ni ud af ti patienter i forsøget fik det bedre, og det gav os de perfekte forhold for at bruge den nye teknologi til at spore udviklingen i deres bedringsproces,« sagde neurolog Helen Mayberg i pressemeddelelsen. Hun er fra Icahn School of Medicine ved Mount Sinai i New York.
AI blev trænet til at bruge billeder af en patients hjerne ved starten og slutningen af forsøget, for derved at kunne spotte neurologiske forandringer, som et menneske måske overser.
For eksempel tog en af patienterne først godt imod DBS-behandlingen, men fik et senere tilbagefald, som AI var i stand til at forudse, en måned før det skete.
Dermed kan det potentielt blive muligt for læger at justere behandlingen, inden patienten får et tilbagefald.
Det er ikke alle, der vil have elektroder indopereret i deres hjerne, anerkender forskerne, men studiet viser et potentiale for at forbedre behandlingen af en depression, siger de.
Studiet er udgivet i Nature og har modtaget støtte fra USAs National Institutes of Healths program ‘The BRAIN Initiative’.
les

































