Måske kan du genkende frustrationen over, at det hurtigt kan sluge minutter – eller endda timer – når du skriver beskeder til familie, venner og kollegaer.
Men ville du have lyst til at komme problemet til livs ved at få indopereret en chip i din hjerne, der gør, at du helt slipper for at bruge dine tommelfingre, når du kommunikerer digitalt?
Det håber den amerikanske forretningsmand, ingeniør og opfinder Elon Musk. Hans firma Neuralink i Silicon Valley, arbejder nemlig på at designe en hjernechip, der kan gøre din kommunikation med den digitale verden meget hurtigere.
Chippen skal i første omgang kunne styre din telefon og din computer blot ved at aflæse signaler i din hjerne – altså dine tanker.

I denne uges Brainstorm-afsnit går de to podcastværter, Asbjørn Mølgaard Sørensen og Jais Baggestrøm Koch, i kødet på Elon Musks vision om at designe en hjernechip, der skal gøre os i stand til at styre vores computere og telefoner ved tankens kraft.
Sammen med hjerneforsker Hartwig Siebner undersøger Asbjørn, hvor langt hjerneforskningen er med at læse og forstå hjernens signaler, om det overhovedet kan lade sig gøre via en chip, og sidst men ikke mindst, om det mon er noget, vi skal være bekymrede for.
Etikforsker Thomas Ploug kigger også opfindelsen efter i sømmene, når han vurderer, om det er etisk forsvarligt at udvikle sådan en chip.
Hør podcasten her eller i din podcast-app, hvor du skal søge på ‘Brainstorm’.
\ ‘Brainstorm’ er Videnskab.dk’s projekt om hjernen
I Brainstorms ugentlige podcast serverer værterne Jais og Asbjørn hver fredag den nyeste hjerneviden med førende hjerneforskere på en let og spiselig måde.
I Brainstorms artikler kan du hver uge gå på opdagelse i en ny fascinerende afkrog af menneskets underfundige hjerne.
Følg også brainstorm.podcast på Instagram for din ugentlige dosis af nørdede, sjove og tankevækkende hjernefacts og behind the scenes.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden, som er den største private bidragsyder til dansk, offentligt udført hjerneforskning. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Forskere: Hjernechip har et kæmpe potentiale, men kan også være problematisk
Hjerneforsker Hartwig Siebner, der er klinisk professor i præcisionsmedicin ved Hvidovre Hospital og leder af DRCMR (Danish Research Center for Magnetic Resonance), mener at hjernechippen har et kæmpe teknologisk potentiale og uddyber, hvor meget der faktisk allerede kan lade sig gøre i dag rent teknisk.
Hjerneforskeren fortæller blandt andet, at vi i øjeblikket bruger en slags kunstig intelligens, der minder om Neuralinks hjernechip til patienter med bevægelseshandicap.
Samtidig kaster han sig ud i en fascinerende forklaring om, hvordan forskere i dag måler hjernens aktivitet, og hvor meget man i det hele taget kan forstå ud fra sådan nogle målinger.
Etikforsker Thomas Ploug, der er professor på Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet og Centre for Applied Ethics and Philosophy of Science på Aalborg Universitet, angriber emnet fra en helt anden vinkel.
For i denne episode af Brainstorm fortæller han om, hvilke overvejelser der er vigtige at gøre sig, inden man udbreder en hjernechip og gør den til allemandseje.
Her kommer han blandt andet ind på retten til privatliv og de risici, der vil være forbundet med at få indopereret en hjernechip.
Hvis du ligesom de to podcastværter, Jais og Asbjørn, sidder tilbage og føler dig en lille smule bekymret over, om chippen kan blive udnyttet af forretningsmænd, der vil have indsigt i vores hjerner for at tjene penge, eller en diktator, der vil bruge chippen som et popaganda-medie, skal du blot give denne uges Brainstorm-episode et lyt.
\ Sådan abonnerer du på Brainstorm (Nyeste version)
Du søger efter Brainstorm i din podcast-app og trykker abonner – så får du automatisk de nyeste episoder helt gratis.
Hvis du ikke finder Brainstorm i din app, kan du tilføje den manuelt ved hjælp af det nedenstående RSS-feed, og hvis det ikke er muligt, kan du skrive til redaktion@videnskab.dk, og så får vi lagt Brainstorm op på din foretrukne podcast-platform. Hvis du vil lytte til Brainstorm på din computer, finder du episoderne her.