Når vi mennesker får lidt for nem adgang til smør og wienerbrød ender en god del af os med dobbelthage og bildæk. Men hvad med vilde dyr?
Hvad er for eksempel chancen for at se en smældfed elg komme vraltende ud af skovbrynet?
Ikke særlig stor, hvis vi skal tro Petter Bøckman, zoolog ved Naturhistorisk Museum i Oslo.
Næsten umuligt
»Det er næsten umuligt for vilde dyr at blive tykke,« fortæller Bøckman.
»Bærer du rundt på dødvægt, har du svært ved at bevæge dig. Så får du fat i mindre mad og bliver tyndere igen. Forestil dig for eksempel en lille buttet gepard. Den har ingen chance for at få fat i en gazelle.«
Det giver god mening, at rovdyr må holde den slanke linje for at kunne slå klørene i deres bytte. Men hvad med store planteædere uden farlige fjender? Elefanter i et hav af græs, for eksempel. Kan de ikke blive tykke?
Næringsfattig mad
»Elefanterne lever på eksistensgrænsen. De er virkeligt tynde! Den store mave har de kun, fordi de spiser mad, der næsten er umuligt at fordøje,« siger Bøckman.
Det er en udfordring for alle dyr, der lever af mad, der findes meget af, såsom græs eller blade: Den type mad er ufatteligt næringsfattig. Det betyder, at man må gnaske enorme mængder i sig for at få energi nok.
»Det er lidt som at spise en portion suppe blandet op i et badekar med vand. Det tager tid at få nok i sig, og dyrene må samtidigt bruge kræfter på at bevæge sig hele tiden.«
»Så går energibudgettet kun lige op. Det forklarer, hvorfor man i kuldeperioder kan finde døde rådyr med maverne fulde af mad,« forklarer Bøckman.
Forplantning før fedme
»Den eneste mulighed, dyr har for at blive fede, er hvis de støder på næringsrig kost i store mængder. Det sker næsten kun for gnavere som mus og rotter.«

Desuden må madbjerget kun være der ved et uventet tilfælde. Ellers vil der jo bare komme en masse forskellige dyr, der ville konkurrere om mængderne. Og selv i sådanne situationer ser man sjælden fede smådyr.
»For hvad gør gnavere, som normalt lever på sultegrænsen, når de pludseligt får overskud på madkontoen? De begynder at lave unger i en rasende fart!«
»De små dyr skal bare have en enkelt måned til at stable en ny generation på benene. Dermed ender man altså snart med bunkevis af slanke mus, i stedet for en håndfuld tyksakker,« fortæller zoologen.
Men vent lige et øjeblik! Det kan vel ikke være så umuligt at blive bollefed i naturen. Pingviner er jo vitterlig så stopfulde af spæk, at de kan bruges som brændsel. Og er sælen måske ikke havets medisterpølse?
Relativt fedtbegreb
»Nogle dyr er jo fede efter menneskelige standarder,« siger Bøckman.
»Sæler, hvaler og søelefanter har tykke lag af fedt. Men det er arter, som bor steder, hvor det er virkeligt koldt, og som er nødt til at bevæge sig ud i det frysende vand. Hvis de slanker sig, fryser de ihjel. Så kan de da karakteriseres som fede?«
Der findes også andre dyr, som tager på, når det er meget mad i omløb.
»Bjørne æder som gale om sommeren og er temmeligt fedladne, når sensommeren er ovre. Men det er også det. For det ekstra fedt bliver brugt til at overleve vinteren. Det er sådan, det også burde have været for os mennesker,« siger Bøckman.
Vor bror bjørnen
»Af dyrene i naturen er det bjørnen, der ligner os mest. Den skal spise letfordøjelig kost ligesom os. Når den finder en stor mængde mad, lagrer den overskuddet som fedt.«
»Vi mennesker er jo egentlig en tropisk dyreart, som er tilpasset et miljø med lidt mad. Vi er lavet til at opbevare næringsstoffer til magre tider. Men nu er det jo aldrig magre tider.«
Derfor forbliver vi fede med alle de sundhedsproblemer, det fører med sig. Bjørnen, derimod, undgår imidlertid både diabetes og hjertekarsygdomme.

»Bjørnen er jo kun tyk i nogle måneder. Hvis jeg havde vært bollefed som 20-årig, men blev radmager i en sultkatastrofe som 21-årig, og så blevet lidt tyk igen som 23-åring, så ville mit gennemsnit jo være ’halvfed’,« uddyber Bøckman.
»Desuden er vores problemer knyttet til vores levealder,« fortæller han.
Evolution mod overvægt
»Havde vi levet i naturen ligesom andre pattedyr, ville vi kun blive 25-30 år gamle. Undersøgelser af Cro-Magnon-mennesker og neandertalere viser, at de færreste passerede 35. På den tid når du knap nok at få hjertekarsygdomme.«
Men nu har menneskenes miljø altså ændret sig så meget, at kroppens oplagringsfunktion skaber problemer for os. Det kan imidlertid ordne sig med tiden, mener Bøckman.
»Evolutionen hos menneskene har aldrig gået hurtigere, end den gør nu. De, der kan håndtere den nemme adgang til store mængder mad, og som er sunde og friske, får flere børn. Dermed vil fremtidens generationer blive bedre tilpasset situationen.«
Dette fænomen kan man allerede observere hos dyrearter, som lever af usund mad fra vores skraldespande. Mange af dem får stofskifteproblemer. Men nogle håndterer kosten bedre, og det er netop dem, der får flest børn. Sådan tilpasser arten sig over tid.
»Om 50 generationer vil fedme være sjældent også blandt mennesker,« siger forskeren.
»Men det er forudsat, at den kost, vi har i dag, bliver ved med at være, som den er over de næste 1250 år. Og det er måske ikke så sandsynligt.«
Fra forskning.no. Oversat af Mette Damsgaard