Kæmpe respiratormangel under dansk epidemi i 50'erne: Læger skar hul i halsen på patienter

En 12-årig pige ved navn Vivi Ebert ligger på operationsbordet. Hendes læber er blå. Hun mangler ilt.

Virussygdommen polio har lammet muskulaturen i hendes lunger, og hun gisper efter vejret.

15 læger står i lokalet for at overvære det eksperimentelle og vovede indgreb, som narkoselæge Bjørn Ibsen skal udføre på den døende pige.

Hun er hans første testpatient på en ny behandling, som han selv har udtænkt. En behandling, som kræver, at han snitter et hul i halsen på pigen.

Det er 27. august 1952, og situationen på Blegdamshospitalet i København er gradvist blevet mere og mere desperat. En epidemi af virussygdommen polio - også kaldet børnelammelse - er under opsejling.

Hospitalet havde kun en enkelt respirator

Ambulancerne kommer kørende dag og nat med nye patienter til Blegdamshospitalet, som er det eneste hospital i København, der tager sig af smitsomme sygdomme.

Der er kun en enkelt respirator - en såkaldt jernlunge - på hospitalet. Børn og unge bliver kvalt i sygesengene, fordi de ikke kan trække vejret.

»Før corona kom på banen var polioepidemien den seneste store epidemi, hvor København kom i en mental undtagelsestilstand. Det var en polioepidemi af hidtil uset størrelse i Europa, og den skabte stor frygt og panik i samfundet,« fortæller Morten Arnika Skydsgaard, som forsker i lægevidenskabens historie og er museumsinspektør ved Steno Museet under Aarhus Universitet.

Skar hul i halsen

Vivi Eberts mor bliver ført ud af lokalet, hvor hendes datter gisper efter vejret.

Narkoselæge Bjørn Ibsen gør sig klar og skærer et fire-fem centimeter stort hul i pigens hals. Et indgreb kendt som tracheotomi.

\ Læs mere

Store opdagelser: Kokopper og vaccination

En gummislange bliver ført ind gennem hullet i halsen og koblet sammen med en stor iltflaske. Med håndkraft bliver der nu pumpet ilt ned i hendes lunger.

Vivi Ebert gør modstand, og det ser ud til, at hendes tilstand forværres.

Flere af tilskuerne forlader lokalet. Der har været diskussion om, hvorvidt det er etisk forsvarligt at udføre det vovede indgreb på pigen.

En krigslignende tilstand

Professor og chef for hospitalets epidemiafdeling, overlæge Henry Lassen, har ikke stor tiltro til den unge narkoselæges ide.

Men situationen er så alvorlig, at han alligevel har givet tilladelse til at afprøve narkoselægens indgreb på den døende Vivi Ebert.

»Epidemien har været i gang i en måned, da Vivi Ebert bliver opereret. 30 børn er allerede døde, og bare den seneste uge er 200 patienter blevet indlagt. Lægerne er desperate og står med ryggen mod muren,« fortæller Morten Arnika Skydsgaard.

»Flere af de ansatte på hospitaler beskriver det som en krigslignende tilstand.«

Et magisk øjeblik

Vivi Eberts øjne er vidt udspilede, og hendes tilstand er kritisk.

Narkoselæge Bjørn Ibsen får en ny ide og giver sin patient beroligende medicin. Vivi Ebert holder op med at kæmpe imod behandlingen og døser hen.

Hendes brystkasse begynder at bevæge sig op og ned i takt med, at lægen puster luft ind i hendes lunger. Han gør det ved at klemme på en luftfyldt pose, som er tilkoblet iltflasken og gummislangen, der går ned i Vivi Eberts hals.

Langsomt begynder Vivi Eberts læber at skifte farve.

»Det må have været et magisk øjeblik. Hun var blålig og døende, fordi hun ikke fik ilt. Men pludselig begynder livets lyserøde farve at komme tilbage. Det ender med at blive en sensation, for pludselig har man en behandling, som kan hjælpe patienterne,« siger Morten Arnika Skydsgaard.

Coronapatienter får væske i lungerne

Ligesom Vivi Ebert og andre poliopatienter gispede for at få luft i 1952, kæmper mennesker verden over i øjeblikket også for at trække vejret.

De hårdest ramte COVID-19-patienter har brug for hjælp fra respiratorer for at få tilstrækkeligt med ilt.

»Når coronapatienter får vejrtrækningsproblemer, skyldes det ofte, at de får væske i lungerne. Hos poliopatienter skyldes det derimod, at sygdommen kan medføre lammelse af musklerne i lungerne. Så selvom årsagen var en helt anden i 1952, er resultatet det samme som i dag: Patienterne kan ikke få luft,« fortæller Henrik Permin, som har kendt og interviewet flere af de nu afdøde læger, som i 1952 skulle håndtere den voldsomme situation på Blegdamshospitalet i København.

I dag er han overlæge på Lungemedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor han blandt andet tager sig af coronapatienter.

Metoden kan genbruges i dag

Efter det succesfulde indgreb på Vivi Ebert, bliver den nye behandling hurtigt kopieret og afprøvet på flere andre patienter.

\ Læs mere

Kæledyr? Mad? Sex? Få styr på, hvordan ny coronavirus smitter

Én efter én begynder læger og sygeplejersker med håndkraft at blæse ilt og liv ned i lungerne på de hårdest ramte poliopatienter.

»Det lyder måske drastisk men det virker. Det redder uden tvivl rigtig mange liv,« siger Henrik Permin.

I dag får nogle patienter – for eksempel folk, som skal ligge længe i respirator – fortsat det samme indgreb, som Vivi Ebert; tracheotomi. Men i dag er det ikke menneskehænder, men maskiner, som leverer ilt direkte gennem halsen.

»I øjeblikket er der intet, der tyder på, at vi kommer til at mangle respiratorer i Danmark under coronakrisen. Men hvis det skulle ske, ville vi i princippet godt kunne genbruge metoden fra 1952 og redde liv på den måde,« siger overlæge Henrik Permin.

Ideen er dog næppe realistisk, blandt andet fordi det kræver et kæmpe mandskab at puste ilt i patienter med håndkraft.

Hospitalet ansatte studerende

Under polioepidemien i 1952 skal hver eneste patient, som får ilt med håndkraft, have en hospitalsansat ved sin side døgnet rundt.

Personalet er presset, for der strømmer stadigt flere patienter ind på Blegdamshospitalet.

Heldigvis er overlæge og professor Henry Lassen kendt for sit organisatoriske talent, og han skaffer i løbet af kort tid både penge og mandskab til den krævende opgave.

Hospitalet begynder at rekruttere medicinstuderende til at blæse luft i patienterne, og senere hyres også tandlægestuderende til opgaven. Hundredvis af unge bliver på kort tid instrueret i 'håndventilation' af de polio-ramte.

»Det var et job, som skulle udføres alle 24 timer i døgnet. Du kunne ikke bare gå på toilettet fem minutter, for så fik patienten ikke ilt. Så det krævede et voldsomt stort mandskab, og det var en kæmpe organisatorisk bedrift at skaffe hænder nok til at klare opgaven under epidemien,« fortæller Ion Meyer, som er samlingsleder på Medicinsk Museion i København og forsker i medicinsk historie.

Særlige venskaber mellem patienter og ansatte

Hospitalets store indsats bærer frugt, og dødeligheden begynder at rasle ned blandt de indlagte poliopatienter, som har lammelser i deres åndedræt.

»Dødeligheden faldt dramatisk. Fra 87 procent til omkring 40 procent, nærmest fra den ene dag til den anden,« skriver den amerikanske forsker Arthur Slutsky om Blegdamshospitalets behandling i en videnskabelig artikel om respiratorers historie.

Alt tyder på, at det også lykkes at undgå smitte blandt de ansatte. Der registreres ingen smittetilfælde blandt de cirka 2.000 mennesker, der deltager i behandlingen af poliopatienter på Blegdamshospitalet.

Mange poliobørn bliver håndventileret i uger eller måske måneder, før de er raske nok til selv at trække vejret - enkelte fortsætter behandlingen i flere år.

Historier florerer om særlige bånd og varige venskaber, der opstår mellem patienter og ansatte, som tilbringer timevis sammen, mens de ansatte agerer kunstige lunger for patienterne.

Streng isolation var hårdt for børn og forældre

Alligevel kan indlæggelsen være hård kost for de mange små børn, som er i isolation på Blegdamshospitalet.

De er væk fra deres familie, venner og skolegang.

\ Læs mere

Professor: Vacciner kan redde verden – men kun, hvis vi bruger dem rigtigt

»Der var en streng isolation af børnene, som var fornuftig nok i forhold til smitterisiko, men det var skrappe sager for små børn og forældre at være adskilte i månedsvis. Forældrene måtte komme på besøg en halv time onsdag og søndag, og ellers kunne børnene kun vinke til deres mødre og søskende gennem et vindue,« fortæller Morten Arnika Skydsgaard og tilføjer:

»Så det kan godt være, at mange i øjeblikket synes, at det er hårdt at være i hjemmeisolation på grund af corona. Men det var en meget voldsommere isolation af små børn, som foregik under epidemien i 1952.«

Efterår 1952: Epidemien klinger af i København

Den værste spredning af polio i København begynder at klinge af allerede i efteråret 1952.

Ambulancerne bringer færre og færre nye patienter til Blegdamshospitalet, og ved årsskiftet kommer der stort set ingen nye poliopatienter i København.

»Epidemien i København rinder ud i løbet af nogle måneder. Det skyldes formentlig, at mange voksne var immune overfor polio, og derfor kunne de ikke bringe smitten videre,« siger overlæge Henrik Permin og fortsætter:

»Problemet med coronavirus er, at det er en helt ny virus. Modsat polio, som har eksisteret i århundreder, har ingen af os været ramt af ny coronavirus før. Derfor er ingen immune overfor ny coronavirus, og alle kan bringe smitten videre.«

Epidemien fortsatte i provinsen

Da polioepidemien dør ud i København, fortsætter den i mindre voldsom grad i provinsen.

På landsplan bliver der under epidemien i 1952-53 indberettet i alt 7.278 tilfælde, hvoraf 3.134 har lammelser, og 348 dør som følge af polio.

I Østjylland kulminerer polioepidemien i sommeren 1953. Marselisborghospitalet i Aarhus benytter med succes den samme metode som de københavnske læger brugte året forinden.

I udlandet begynder den danske poliobehandling også at vække opsigt og anerkendelse.

»Metoden blev kopieret i hele verden. Det var et forholdsvist enkelt indgreb, som reddede liv - derfor var det så fantastisk. I princippet kunne man have gjort det samme 40 år tidligere og reddet masser af menneskeliv, hvis nogen havde fået ideen og turdet gøre det,« siger Morten Arnika Skydsgaard.

Poliovaccinen: Et afgørende stik

Mens polioepidemien fortsat raser i provinsen, publicerer den amerikanske virolog Jonas Salk (1914-1995) i foråret 1953 et studie, som beskriver et eksperiment med en vaccine mod polio.

Vaccinen indeholder 'dræbt' poliovirus, og den vækker opsigt hos den danske læge Herdis von Magnus fra Statens Serum Institut.

Sammen med sin mand rejser hun i 1953 på studieophold i Salks laboratorium i USA, og parret erhverver sig en omfattende viden om fremstillingen af poliovaccine.

\ Læs mere

Pandemi, epidemi eller udbrud: Hvad er forskellen?

»Herdis von Magnus fik en stamme af dræbt virus med hjem til Danmark, og det betyder, at man meget hurtigt kan komme i gang med at producere en poliovaccine herhjemme,« fortæller Henrik Permin.

Vaccinen er hovedårsagen til, at sygdommen nu er udryddet i store dele af verden.

Happy Ending

Poliovaccinen bliver under Herdis von Magnus vejledning produceret på Statens Serum Institut.

I 1955 er Danmark det andet land i verden, som indfører vaccination mod polio.

»Vaccinen har for længst sørget for, at polio er udryddet i Danmark, og i dag bliver der kun registreret få poliotilfælde på verdensplan,« siger Morten Arnika Skydsgaard og tilføjer:

»Så historien om polio har en ‘happy ending, selvom danskere stadig døjer med senfølger efter polioen i 1952.«

\ Læs mere

Sådan virker vacciner