Kraftige nys, røde øjne og irriterende kløen. For mange er allergi en del af hverdagen, men hvorfor bliver vi egentlig allergiske?
Det spørgsmål svarer en professor i allergier på her.
Vores immunsystem værner os normalt mod sygdomme ved at beskytte mod angreb fra virus, bakterier, svampe, parasitter og skadelige cellemutationer, men det har sine egne sygdomme. Allergi er en af dem, og den opstår, når immunsystemet læser sin ‘parasitbeskyttelsesmanual’ forkert.
Sådan fungerer kroppens forsvar
Vi har alle et indbygget forsvar mod parasitter. Hvis en snylter for eksempel prøver at trænge ind i næsen, reagerer kroppen ved at skabe et voldsomt stormvejr (vi nyser) og en slimet oversvømmelse (vi bliver snottede), for at blæse/skylle fremmedlegemet ud eller drukne det.
Hvis et snyltedyr alligevel trænger ind i kroppen, vil immunsystemet bekæmpe det, og for at beskytte sig i fremtiden uddanner den nogle såkaldte IgE-antistoffer til at sidde ude ved kroppens indgange med en fantomtegning af parasitten. Skulle en snylter fra samme art forsøge at snige sig ind igen, reagerer kroppen på invasionen i løbet af 10-15 minutter.
»Det er meget hensigtsmæssigt,« forklarer professor i basal allergologi Lars K. Poulsen fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.
»Virus og bakterier er så små, at de kun langsomt kan flytte sig rundt i kroppen, men en parasit, som er meget større end selv den største bakterie, kan aktivt og hurtigt bevæge sig længere ind og nå vitale organer som hjerte og hjerne.«
Allergi betyder, at kroppens forsvar tror, at for eksempel pollen, insektgift eller visse fødevarer er parasitter. Og immunsystemet reagerer med samme voldsomhed på disse ting, som på et farligt snyltedyr.
\ Fakta om allergi
- Allergi er en sygdom, der sidder på kroppens slimhinder.
- Det er øjen- og næseslimhinderne (høfeber), lungeslimhinderne (astma), eller mavetarmslimhinderne (fødevareallergi).
Derfor går det galt
Pollen er bittesmå: Kun omkring 15 mikrometer store, altså 0,0015 centimeter i diameter, så de kan holde sig svævende i luften rigtigt længe. Inhalerer en birkepollenallergiker et birkepollen lander det først i næsens våde, bløde slimhinde.
»Nogle af de proteiner, de molekyler, som et pollen består af, bliver nemt opløst i den fugtige, varme slimhinde,« fortæller Lars K. Poulsen.
»Derefter siver de ind og møder nu kroppens første ‘line of defence’ mod invaderende mikrober. Lige under slimhinderne ligger en række immunsystemsceller kaldet mastceller.«
‘Mast’ er tysk og betyder ‘proppet’, og disse mastceller er proppet med små kugler som blandt andet indeholder histamin. Samtidig er de blandt de eneste immunceller, som ligger helt ude i front, når der ikke er slået alarm, men de findes også i vores hjerte og andre organer samt omkring marvetarmkanalen.
»De ligger der bare og venter og bliver først aktive, hvis det rigtige fremmedlegeme ‘trigger’ dem,« forklarer Lars K. Poulsen.
»Allergikeren har særligt uddannede IgE-antistoffer siddende på deres mastceller, som reagerer på proteiner fra for eksempel birkepollen, som var det en parasit. Og så tager fanden ved mastcellerne.«
Anafylaktisk chok – når allergien dræber
»En allergisk reaktion er en af de hurtigste, immunsystemet overhovedet kan komme med,« fortæller Lars K. Poulsen.
»Hvis du for eksempel er hvepseallergiker og bliver stukket af en hveps, kan du være død efter 10 minutter, hvis du går i anafylaktisk chok.«
Når mastcellerne bliver aktiverede, lukker de blandt andet store mængder histamin ud i kroppen. Histamin er et ganske lille molekyle bestående af carbon, hydrogen og nitrogen, det tjener som et af kroppens biokemiske signalstoffer og er dermed en måde, immunsystemet bruger til at komme i kontakt med nerver og muskler.
At en allergisk reaktion sker så hurtigt skyldes, at histamin overordnet set virker på tre ting i kroppen.
Det:
- Får glatmuskulaturen – som der er meget af i lungerne – til at trække sig sammen.
- Stimulerer kirtler til at frigive slim i næsen og lungerne.
- Får blodkar til at udvide sig, så væske siver ud i det omkringliggende væv (det hæver op).
»Histamin i næsen får dig til at nyse,« fortæller Lars K. Poulsen.
»Det er en meget lokal reaktion. Hvis pollen kun trænger ind i det ene næsebor, bliver det stoppet og løber, mens det andet ikke gør. Og det er ganske uskadeligt. Men kommer der histamin i hele kroppen, så åbner alle blodkarrene sig. Kroppens idé er at sende immunstoffer ud fra blodet for at dræbe et fremmedlegeme, men sker det i stor stil, så styrtdykker blodtrykket så voldsomt, at det slår ihjel. Det er det, vi kalder anafylaktisk chok.«
Astmaanfald: Når histamin kvæler
Hele vejen rundt om vores luftvejsrør ligger glatmuskulatur. Frigiver mastcellerne deres histamin, trækker glatmuskulaturen sig sammen, så tværsnittet af luftvejsrøret bliver mindre – og det bliver sværere at få luft. Samtidig skaber kirtlerne slim i luftrør og lunger for at fange, hvad immunsystemet tror, er en indtrængende parasit – og resultatet bliver et endnu mindre tværsnit af luftvejsrøret. Endelig udvider blodkarrene sig om luftvejsrøret og presser det dermed endnu mindre sammen.
»Alt i alt et astmaanfald,« forklarer Lars K. Poulsen.
»Prøv at tage et almindeligt sugerør og træk kun vejret gennem det. Så lidt luft får en allergiker under et astmaanfald. Oven i købet går de ofte i panik, fordi de ikke kan få vejret, hvilket blot gør anfaldet til en endnu værre oplevelse.«
\ Spørg Videnskaben
Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
Fødevareallergi er farligere end andre
Et birkepollen indeholder omkring fem picogram (5 x 10-12 gram) af de allergifremkaldende proteiner. Et picogram er en tusind milliardendedel af et gram.
»Vi spiser tæt på et kilo føde om dagen, og da en peanut vejer omkring et gram, får fødevareallergikeren hen ved tusind milliard gange så meget allergen, som en høfeberallergiker, der inhalerer et pollen,« fortæller Lars K. Poulsen.
Og hvor pollen bliver opfanget i næsens slimhinder, så kommer nødden helt ind i kroppen, og det i en massiv stor dosis.
»Selve pollenet kommer jo ikke ind i kroppen, det er kun proteinerne, der siver gennem slimhinden. Men optager du dit allergen over tarmen, bliver det sendt rundt i hele kroppen til alle mastceller, som samtidig bliver ramt indefra. Der bliver frigivet enorme mængder histamin, som får alle blodkar til at reagere, og så indtræffer det anafylaktiske chok.«
»Allergi er – så at sige – prisen for at have antistoffer mod store parasitter,« siger Lars K. Poulsen.
»Immunsystemet kan hos visse mennesker fejlfortolke pollen, insektgifte, støvmider, dyrehår og visse fødevarer som snyltedyr. IgE’erne tager simpelthen helt grundlæggende fejl af parasit og allergen.«
Hvis du har et spørgsmål, som du tror, videnskaben kan hjælpe dig med at besvare, så send det endelig til sv@videnskab.dk. Hvis vi bringer dit spørgsmål, får du tilsendt en Videnskab.dk-T-shirt.
Artiklen er lavet i samarbejde med Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.
\ Læs mere
\ Antistoffer
Der findes grundlæggende fem forskellige slags antistoffer (Ig = immunoglobulin):
- IgM,
- IgG,
- IgA,
- IgD
De kan sammenlignes med fem forskellige typer af politi, der uddannes til at udføre forskellige opgaver i kroppen.
IgM og IgG er de mest almindeligt forekommende antistoffer i blodet, og vi bruger dem til at bekæmpe virus- og bakterieinfektioner. Har vi fået en vaccination mod for eksempel stivkrampe, så bliver nogle af IgG-antistofferne uddannet til at genkende dele af bakterien Clostridium tetani.
IgA sidder ude på slimhinderne, i selve slimen, og binder sig til de fremmedlegemer, som de støder på og neutraliserer dem. Og så er der IgD, som forskerne stadig arbejder på at forstå.
Den spiller en rolle for modningen og udviklingen af immunsystemets såkaldte B-celler, men der er næsten intet af den i kroppen. IgE er der mellem titusinde og hundredetusinde gange mindre af end IgG’en.