Sådan kommer vi pandemier til livs

SARS, Ebola og fugleinfluenza.

Mange af de virus, vi bliver ramt af, stammer oprindeligt fra dyr. Antallet af sygdomsudbrud, der er udløst af dyrevira, er eksploderet gennem de seneste årtier.

I et forsøg på at begrænse sådanne sygdomsudbrud, har den amerikanske NGO EcoHeath Alliance igangsat en række forskningsprojekter, der skal kortlægge, hvilke dyr, viraene kommer fra, og hvad man kan gøre for at forhindre de lokale i at blive smittet af dem.

Et af de største af den slags forskningsprojekter i verden hedder PREDICT og involverer verdens mest fremtrædende forskningsinstitutioner inden for virologi. Blandt de mange samarbejdspartnere er bl.a. det berømte Center for Infection and Immunity (CII) ved Columbia University i New York.

»Gennem projekter som disse kan man opnå en bedre forståelse af dynamikken mellem vira og sygdomme og dermed være bedre rustet til at kunne forhindre nye udbrud, epidemier og pandemier,« siger Sandra Abel Nielsen, der som ph.d.-studerende ved Center for GeoGenetik på Københavns Universitet har været på forskningsophold ved CII og bidraget til PREDICT.

Forskerne jagter den vigtigste smittekilde

Ét af de store spørgsmål, som forskningsprojektet skal finde svar på, er, hvad det er for forhold, der får dyrevira til at hoppe over i mennesker. På den ene side kunne man argumentere for, at virus fortrinsvis stammer fra dyr som aber, der har en stor biologisk lighed med os.

På en anden side er der indikationer på, at vi først og fremmest bliver ramt af sygdomme fra dyr, som vi er i nærkontakt med, ligegyldigt om de ligner os.

• Fortalerne for ligheds-teorien slår bl.a. på, at mennesket blev smittet af HIV fra chimpanser, der er menneskets nærmeste slægtning. Virusset sprang på jægere, der skød aber i bushen for at få mad. Mange jægere har formentlig uafhængigt af hinanden fået inficeret blod på sig gentagne gange. Den megen blodkontakt samt eventuelle snitsår på hænder og ben kan have ført til smitte. Da abens og menneskets biologi nærmest var ens, har virusset kunnet inficere jægeren, så landsbyen og sidenhen verdenssamfundet.
  
• Tilhængerne af kontakt-teorien bider mærke i, at mennesker ofte bliver syge, hvis de deler hus med f.eks. rotter og mus. Rotterne piler mellem benene på beboerne, spiser deres mad og skider og tisser i deres møbler og mad. Selv om dyrene rent genetisk er betydeligt længere væk fra os end aber, vil de vira, de bærer i deres små kroppe, med tiden smitte beboerne via luft, støv og urin.

Pejler sig ind på hotspots

Forskerne ved endnu ikke, om det er ligheden eller nærkontakten, der er vigtigst. Men det satser de på at kunne finde ud af via PREDICT, der går ud på at holde øje med sygdomsudbrud rundt om i verden.

For at sikre sig, at forskerne får de nødvendige data, har WHO forpligtet læger til at give besked, hvis de oplever usædvanlige sygdomsudbrud i deres lokalområde. WHO sørger for, at de mange modtagne data bliver systematiseret og meldt ud til forskere og myndigheder. Ud fra de mange data kan forskerne under PREDICT pejle sig ind på, hvor i verden der er 'hotspots' med mange sygdomsudbrud og nye vira.

»Efter at et område er forudsagt som potentielt hotspot, starter et kæmpe udredningsarbejde, der går ud på at finde ud af, hvilke vira de lokale dyr er værter for, og hvordan dyrene helt konkret spiller sammen med de lokale indbyggere,« siger Sandra Abel Nielsen.

Forebyggelse er bedre end behandling

Det arbejde foregår ikke kun ved et skrivebord. Det kickstartes 'i marken', der hvor dyrene lever. Biologer bliver sendt ud i de ramte lokalområder, hvor de tager prøver fra alskens dyr og tager dem med sig hjem i laboratoriet. Her får bl.a. prøver af spyt, urin og fæces, som viser sig at være inficeret med virus, kortlagt sit arvemateriale.

Ved at sammenligne prøvernes gensekvenser med alle publicerede sekvenser i databasen GenBank, kan forskerne analysere sig frem til, hvordan virussets gensekvenser ser ud. Ligner virus-sekvenserne noget, man kender, kan man ud fra sammenfaldet ofte danne sig et indtryk af, hvor farligt det nye virus er.

I sidste ende bliver gensekvenserne lagret i en kæmpe computerdatabase, der hele tiden gennemtrawles af avancerede computerprogrammer. Ved at sammenholde data fra forskellige egne af verden, vil programmerne kunne se, om et virus f.eks. rører på sig forskellige steder samtidig. I så fald bliver der straks slået alarm.

Fugleklatter havner let i grisemaver

I Kina har en kilde til smitte vist sig at være de berømte store markeder for f.eks. slanger, fugle og aber, der står stablet oven på hinanden i små bure. Det giver vira optimale betingelser for at mutere.

I Malaysia har indbyggerne fældet store skovområder for at kunne opdyrke tilstrækkeligt meget jord. Det har gjort, at man har fået større kontakt til flagermus, der er raske smittebærere af mange vira som f.eks. Nipah.

Og i vestlige lande er der store farme med tusindvis af grise eller kyllinger, som jævnligt overflyves af trækfugle. Det hænder, at disse fugle er inficeret med fugleinfluenza-virus, som bl.a. havner i fuglenes fæces. Smider en fugl et par klatter, mens de flyver hen over farmen med fritgående grise, vil det lande i den jord, som grisene roder rundt i med deres snuder i jagten på mad. Og så skal der ikke så meget til, før klatterne havner indenbords i grise og inficerer dem. Det bringer landmændene i fare.

Vi kommer et skridt foran vira

»Man ved ikke, hvor eller hvornår den næste pandemi kommer. Men den intense overvågning gennem forskningsprojekter som PREDICT bringer verden et skridt foran vira,« pointerer Sandra Abel Nielsen.

Forskerne kan komme med kvalificerede gæt på, hvor på kloden det næste dødbringende virus vil opstå. Man finder ud af, hvad de lokale skal gøre for at undgå at blive smittet. Og man har en idé om, hvordan virusset vil se ud, så man kan udvikle hurtige test for den. Testen klæder myndighederne på til at kunne lokalisere virus og stoppe spredning.