Hvis du oplever modgang, så tag dig sammen

Det er derimod et mere eller mindre skjult budskab som efterhånden er at finde overalt, hvor forskere eller selvbestaltede livseksperter udtaler sig om, hvordan du skal tackle problemer i dit liv.

Lad os tage et kontroversielt eksempel. I årevis har læger og psykiatere tilrådet motion som behandling mod stress. For mange såkaldt 'stressramte' har dette dog vist sig at gøre mere skade end gavn. Kritikken af motion mod stress har derfor lydt på, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre at bekæmpe ild med ild.

Umiddelbart virker debatten ligetil. Den fremstår som et videnskabeligt emne, hvor videnskabsfolk kan præsentere forskellig fakta og derved afgøre stridspunktet på en endegyldig og objektiv facon. Problemet er desværre bare, at debatten langt hen af vejen er udtryk for en værdimæssig uenighed.

Med værdier mener jeg, hvordan vi tilgår hinanden og verden. Anlægger vi i forlængelse deraf f.eks. et medmenneskeligt syn på andres lidelser, hvor vi fremelsker omsorg og støtte? Eller anlægger vi tværtimod et syn, hvor de lidende skal konfrontere lidelsen og kæmpe sig ud af den på egen hånd?

'Sandheden om mennesket'

Set udefra kan det forekomme mærkværdigt, at vi er begyndt at nære så megen tiltro til videnskabsfolk, at vi ligefrem betror dem at give os svaret på, hvordan vi skal gribe vores lidelser an.

Årsagen hertil skal være at hente i vores udvikling fra et kristent samfund til et sekulært af slagsen. I takt dermed har vi erstattet vores præster med videnskabsfolk. Vi håber nu på, at dem med forstand på 'sandheden om mennesket' kan fortælle os hvad vi skal gøre, når vi bl.a. møder modgang i livet.

Da vi før i tiden oplevede modgang eller blot manglede retning i vore liv, rådførte vi os typisk hos præsten eller sågar Gud. Her blev vi mødt med støtte, omsorg og næstekærlighed. Ligeledes sjælesørgede præsterne ved hjælp af myter, der gav os (falske) forhåbninger og tryghed. I værste fald prædikede de en form for flugt eller fælles opgivenhed overfor livets mørke sider.

I dag forsøger vi at gøre op med denne tilgang til lidelse. Vi skal nu i alenehed konfrontere lidelsen i alle dens afskygninger og helst som et positivt fænomen. 'Modgang gør stærk' som man siger. På den måde gør vi op med den passive tilgang til lidelse, som var at finde i kristendommens skræmte nej-siger kultur, hvori modgang og lidelse som udgangspunkt altid blev opfattet som noget man blev ramt af.

Tilbage til stress-debatten. Lægernes forståelse af stress er nemlig støbt ud fra, at lidelse bør konfronteres på egen hånd. Således bliver motionen reelt prædiket som en måde at kæmpe sig ud af stress. Ret beset kunne lægerne her have valgt hvilken som helst aktivitet, hvorigennem man kan vokse sig ud af sine problemer.

I en større sammenhæng har lægerne derved overtaget præsternes prædiken om syndsforladelse. Blot har de peppet det lidt op med tanken om, at lidelsen aktivt bør konfronteres. I dette tilfælde udgør motion således en skjult moralprædiken om, at man skal 'tage sig sammen'. I forlængelse deraf fremføres motion sågar til tider som et fix, der skal fungere som en 'kur' mod en 'sygdom'.

Det moralske aspekt

Hvis vi skærer det videnskabelige fedt fra, så kan stress på individplan defineres som en tilstand, hvor man ender med at lide, da man bruger væsentlig mere energi end man har til rådighed. Stressbegrebet afsløres derved som mere tvetydigt end vi typisk forstår det. For stress kan enten forstås som, at man har for lidt energi og altså er 'svag' eller også, at man har nok energi, men simpelthen bruger for meget af det.

Denne forskel i måden at opfatte stress på er medvirkende til, at videnskabeliggørelsen af den er problematisk, inden forskerne overhovedet begynder at forske. For hvornår opfatter vi stress som en 'naturlig reaktion'? Og hvornår er der tale om 'svaghed'? Accepterer vi f.eks. overhovedet, at der findes grænser for, hvor meget energi et menneske skal have? Eller er der omvendt slet ikke tale om svaghed, når vi sætter grænser for vores aktivitetsniveau?

Bemærk hvordan disse spørgsmål stort set er moralske. I den forstand er debatten om motion mod stress slet ikke så videnskabelig, som vi umiddelbart måtte tro. Vores syn på stress er derimod afhængig af de menneskesyn vi så stiltiende accepterer.

Med et bestemt menneskesyn følger med andre ord en opfattelse af stress, der nærmest fra starten afgør, hvordan den bør imødegås. Hvis vi f.eks. opfatter stress som udtryk for svaghed, så siger det næsten sig selv, at den stressede bør komme op på hesten igen. Hvis vi derimod opfatter stress som en naturlig reaktion, så vil udvejen ganske givet lyde på noget andet: typisk omsorg eller et mere afslappet liv.

Vær kritisk!

Kort sagt: hvis du som forbruger af viden om mennesket til tider føler, at du lokkes i en bestemt retning i dit liv, uden at du helt er klar over det, så er det ikke uden grund. Oftest er der nemlig ikke tale om objektivitet, når forskere udtaler sig om, hvordan du skal tackle og behandle din stress, eksempelvis. Der er grundlæggende værdier og menneskesyn på spil. Det er mange forskere dog ikke så glade for at indrømme. Enten det eller også er de ganske enkelt ikke klar over det.

Dette betyder på ingen måde, at der ikke findes åbenlyse fakta om stress. Dog fremsætter og fortolker vi dem på en bestemt måde, der er placeret i en moralhistorisk kontekst. I denne kontekst tegner stressepidemien for blot ét aspekt af vores opgør mod den underskudsagtige kristne måde at leve på. Stress er udtryk for, at vi er ved at gøre op med det rolige, trygge og statiske liv, ligesom at vi (og vores arbejdsgivere!) stadig er så tilpas underskudsagtige, at vi ikke kan finde ud af, hvor langt vi skal gå i dette opgør. Ligeledes kan stress opfattes som udtryk for, at mange mennesker slet ikke har været forberedt eller indstillet på denne nye sekulære og årvågne måde at leve på.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.