Hvorfor er forandringsdyrkelsen løbet løbsk?

Kirkens pragmatik

Bagtanken ved denne foregøglede forandringsdyrkelse kan opspores, hvis vi retter blikket mod den – vel nok – eneste danske arbejdsplads, der har været udviklingen forskånet: folkekirken. Herunder særligt kirkegårdene.

Her finder vi datidens sløvsindige pragmatik i sin reneste form. Vi ser her jagten på ’den evige stabilitet’ - den ultimative stilstand.

F.eks. klipper man de mange overflødige hække helt lige, ned til millimeteren. Græsset klippes konstant. De grusbelagte stier rives konstant pæne – i stedet for, at man lægger asfalt.

Det er lige før, at det tager sig tvangspræget ud. Lidt ligesom vi ser det hos de mennesker, der lider af OCD: såsom den rengøringsvanvittige, der konstant vasker hænder og som har på fornemmelsen, at alt går grueligt galt, hvis han ikke gør det.

OCD

Dette slægtskab mellem kirkens sløvsindige pragmatik og OCD er ikke tilfældigt.

Tværtimod. Nutidens voldsomme vækst i OCD-diagnoser vidner om, at hæmning – og i særdeleshed overhæmning – er under heftig moralsk angreb.

Dette kan vi f.eks. tydeligt se, idet vi er begyndt at omtale selv det mindste overflødige orden som 'totalt OCD!'.

Det vidner om, at vi for alvor har vendt ryggen til vores tidligere jagt på stilstand. Vi er begyndt at afvise al kunstig ordenstrang.

Af denne grund tager vores tidligere overhæmmede livsstil sig også ud fra sin værste side. Det er dét, som vi i dag kalder OCD: en påstået ’psykisk sygdom’.

Reelt er der tale om en marginaliseret vulgær-udgave af datidens kortsigtede og 'udrensende' jagt på konstant stagnation og tryghed: selvsamme jagt, vi så ganske aktiv på kirkegården.

I begge tilfælde arbejdes der – under overfladen – med en skræmt form for mangel på dynamik. Det er en slags eksistentiel forstoppelse, hvori kompensationen for manglende næring opnås ved, at overfladen konsekvent poleres blank.

Kuren mod forstoppelse

Sagen er, at nutidens foregøglede ’forandringstyranni’ er vores ganske hidsige kur mod denne forstoppelse.

Den uendelige mængde af omstillinger i arbejdslivet – overdynamikken m.a.o. – fungerer, billedlig talt, som et eksistentielt afføringsmiddel, der sætter fordøjelsen i gang ved at stopfodre os med verden.

Formålet er at af-hæmme og procesgøre os. Det er en ugyldiggørelse af datidens passive flugt fra verdens dynamik: herunder den uhensigtsmæssige og ufleksible overkontrol med livet.

Det er en måde at umuliggøre det for os at leve et nidkært og stillestående liv, præget af pedantisk fokus på detaljer, konstante tjek af ting, unødig hamstring, samt en altopslugende registrering, arkivering og 'drøvtygning' af livet.

Det er herunder en afvisning af muligheden for at kondensere vores frygt ud i fikse, hjemmebryggede, stabile og millimeter-præcise ordensregler. Ligesom at det er en disciplinering væk fra vores tidligere kompensation for manglende livsnæring i form af hygge og fast forbrug af nydelsesmidler (f.eks. nikotin, alkohol og søde sager).

Pythagoras

Dét, som foregår bag scenen her, er, at en ældgammel mentalitet, vi har med os helt fra antikken, har fået trange kår – om end den lever videre i iltfattige miljøer.

I en vestlig kontekst kan denne 'OCD-agtige' mentalitet spores helt tilbage til antikkens græske filosoffer, hvor den etableredes af tre P'er: Pythagoras, Parminedes og Platon.

Pythagoras (ja, det er ham med den matematiske læresætning) lagde først grunden, idet han – på basis af naturfilosoffernes jagt på et urstof – filosoferede sig frem til, at universets indretning og -stabilitet må være baseret på tal.

Han gjorde ret beset alt op i tal og tal-regler: efter nutidens individualiserede standarder en slags OCD i sin indledende fase.

Pythagoras' tænkning var m.a.o. en udbygget variant af samme skematiserende og rigide ordens-mentalitet, vi ser, når utrygge og skræmte mennesker læner sig op af tal, heriblandt hjemmebryggede tal-regler, for at slæbe sig igennem livet: når de f.eks. føler, at de bliver nødt til at tælle et bestemt antal gange, inden det er 'lovligt' for dem at fortsætte med deres gøremål.

Parminedes og Platon

Denne 'OCD-agtige' mentalitet skulle senere gå hen og blive forfinet af Parminedes, idet han – som modsvar til Heraklits forherligelse af universets dynamik – anså det materielle kosmos for at være en konstant mængde, indenfor hvilken han udstillede al forandring som en ligegyldighed: en illusion.

På den måde opnåede Parminedes en falsk selvsikkerhed i at nedvurdere menneskets forandringstrang.

For Platon udgjorde denne selvsikkerhed – med inspiration fra Sokrates' jagt efter en endegyldig og evig sandhed – et trinbræt til at viderebygge og raffinere en udbygget teori om statisk orden hinsides verden.

Rettere sagt, så håndhævede Platon, at verdens konstante forandring var præget af usikkerhed, hvilket han anså som indirekte bevis for, at al forandring i verden blot var en dårlig kopi af en perfekt, stabil og fejlfri ’virkelig virkelighed’ bag verden.

På den måde kunne Platon på kunstig vis – og mere udtalt end Parminedes – nedvurdere den dynamiske virkelighed. Han fastholdt, at vi i vore liv skulle efterstræbe bagvedliggende 'former', der var så perfekte, at de belejligvis også var statiske ('evige').

Platons succes

Denne platoniske tænkning endte, i kombination med kristendommen, med at blive én af de mest succesrige hæmningspsykologier set til dato.

Platons succes kan især tilskrives, at han formåede at få vores mentale fordøjelse til at gå i stå, idet han forherligede vores evne til at betragte og erindre, fremfor at handle og glemme.

På den måde var Platon i stand til at afvise den (over-)dynamiske virkelighed. Han efterlignede i stedet datidens overklasse (med deres perfekte liv) ved at ophøje de marginaliserede borgeres vage, afrundede, falmede og pseudo-perfekte efterbilleder af verdens fylde til mere, end hvad de var.

Han fik verdensfjern stagnation til at tage sig værdigt ud: et trækplaster, uden lige, for datidens massive underklasse, men faktisk også store dele af den uhæmmede overklasse.

Perfektionen hos overklassen – der i dén grad var baseret på respekten for verdens dynamik – kunne afvises, men simuleres i stedet. Det var en ny perfektion, der var alt andet end perfekt: en efterabet perfektion.

Den stakåndede livslyst

Det er denne efterabning af perfektion, som vi i dag ser fortrængt helt ud til kirkegårdene (i kristen regi: ført ud i livet gennem frelse mv.). Vi ser her direkte forekomsten af de 'OCD-agtige' udrensende handlinger, der kunstigt og krampagtigt opretholder stabilitet og ro.

I denne kontekst tager 'forandringstyranniet' form som vores optøede og stakåndede livslyst, der udraderer resterne af vores tidligere døsige platonisme med dertilhørende nidkære, overforsigtige og nøjsomme pragmatik.

Dette sker dog uden, at vi helt slipper Platon. Vi vender ham derimod på hovedet. Vi vender den konstante påmindelse om 'det statiske' om til en overdreven og konstant udrensende påmindelse om 'det flydende'.

Vi efteraber stadig. Vi lytter ikke rigtig.

I den forstand tegner 'forandringstyranniet' sig for en overivrig moralsk opdragelse af de fodslæbende platonister, hvor man taler dem efter munden: som regel under dække af alverdens 'objektiv' videnskab om mennesket, der på ny fortæller 'sandheden' om, hvordan det utvivlsomt er bedst at opføre sig som menneske (såsom gennem hjernevidenskab eller fagpsykologi).

I sidste ende tager dette sig ud som en forceret, ilter, stakåndet og overkontrolleret kickstart ud i overdynamisk pragmatik, der – på uærlig vis – taler Platons endegyldige, objektive og evige sprog efter munden.

Resultatvis ender konstant forandring med at blive en slags pligt for os: en overkontrolleret 'statisk forandring', der ender ud i, at vi bliver overdrevet løsslupne, hvor vi aldrig slapper af. Aldrig står stille. Men kun lever i nuet.

Den iltre pragmatik

Set ud fra den optik opstår de konstante omstillinger i arbejdslivet som led i en ilter, irettesættende, rovdriftig og vel nærmest dekadent form for pragmatik, der efterligner ('simulerer') verdens dynamik ved at skabe en overdynamik, der konsekvent afvæbner og ødelægger alt overforfinet og sløvsindig pragmatik.

For hver omstilling nærmer vi os en forståelse af, hvad der er vigtigt og hvad der ikke er vigtigt at have styr på: inden den næste omstilling rammer og altså 'udrenser'.

Vi lærer f.eks., at processen ikke behøver at se pæn ud, men at det skal bare fungere. At hvor der handles, spildes. Og så videre.

Vi implementerer således grov-pragmatikken på den grove måde: hvorved alt det risikable og vovede i livet ændrer karakter fra at være noget farligt, til i stedet at byde os vejen mod reel perfektion – ikke bare den efterabede, platoniske af slagsen.

Rettere sagt, så afholder 'forandringstyranniet' os fra at finde os tilrette i en tryghedsbaseret efterabning af perfektion. Vi lærer i stedet, at ’det gode liv’ bygges op mursten for mursten – endda ofte mens uvejret står på.

Fordøjelsen tvinges i gang

Billedlig talt kan man sige, at vore ansigter på den måde mases ind i verden i håbet om, at vi vågner op. Vi oplæres i at etablere et nært forhold til verden igen: og ikke at afvise den.

Der er tale om en kickstart – i takt med kristendommens død – tilbage til en dynamik, der tilnærmer sig den slut-romerske overdynamik (dengang kristendommen for alvor vandt udbredelse).

Vi oplæres i at avle æbletræer, i stedet for at polere det rådne æble blankt. Vi oplæres i nuet. Vi tvinges til at være opdateret hele tiden: at være konstant på mærkerne – måske også mere, end hvad godt er.

Dertil gøres op med tanken om, at man kan ’rense’ sig til perfektion: hvad end denne renselse foregår mentalt ('oppe i hovedet') eller ude i verden (såsom i det trygge, statiske hjem).

'Det hyper-reelle'

Dog skal det som sagt vise sig, at vi begynder at køre vores tidligere udrensende overkontrol mod perfektion ud i virkeligheden. Dyrkelsen af forandring ender ud i en kluntet overprocesgørelse: det begynder at kamme over.

Der er tale om en overkontrol, der – ifølge den afdøde, franske sociolog Jean Baudrillard – tegner for en simulering af en såkaldt 'hypervirkelighed', der letter fra jorden og ender som et kunstigt, lystbetonet, opdragende og grænseløst univers.

Denne polerede, overdynamiske og konsekvensløse hypervirkelighed sælger, særligt, massemedier til os – som var den virkelig. Den erstatter vores nok så kedelige virkelighed, hvor grænseløst forbrug f.eks. kan føre klimaændringer med sig eller, hvor vores reelle liv kun tager sig ud som en skygge af vores perfekte Facebook-profil.

Det er igennem denne nye, falske hypervirkelighed, at vi forsøger at indhente det forsømte, idet vi indser, at Platons perfektion var fup og at efterlivet ikke findes.

Vi hjemsøges således af Platons nedvurdering af denne verden som en slags dårlige kopier (simulationer) af en 'virkelig virkelighed'.

Vi vender den platoniske nedvurdering af verden mod sig selv og erstatter den med en ny simulering af en verden, der bekræfter verden. Vi går så langt i denne bekræftelse, at vi begynder at erstatte verden med en dynamisk udgave af Platons statiske former.

Med andre ord er vi gået fra at lukke ned for verden på en overdrevet facon til at åbne op og omfavne verden på en ligeså overdrevet facon. Vi er gået fra drøvtygningen af 'det samme' til tvangsspisningen af en fortyndet udgave af 'det nye'.

Det begynder at tage sig tvangspræget og overkontrolleret ud. Det vidner om, at vi skam har hevet os selv ud af dyrkelsen af stilstand, men samtidig er endt i en ubalance, da vi, moralsk set, ikke har været vant til at stå på egne ben.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.