I stedet for at spilde tiden på det, bør vi spørge os selv, hvordan et parti som Alternativet kan dukke op og så hurtigt vinde terræn.
Desværre tager det mere end to minutter. Til gengæld er det dét værd - forhåbentlig.
Den politiske kontekst
Som jeg ser det, vidner Alternativets hastige fremfærd først og fremmest om, at den klassiske venstrefløj befinder sig i en krise.
Det har den været i et stykke tid nu. Og med god grund: for selve idéen om staten, som noget, der ene og alene skulle garantere vores medmenneskelighed efter kristendommens fald, går efterhånden på krykker. Der er ikke nogen, der tror på det længere. Ikke engang den ydre venstrefløj.
De foregiver dog at tro på det. De håber. De ved ikke, hvad de ellers skal gøre. De kører videre, som de plejer, i håbet om, at ingen opdager, at deres motor kører på dampe – at mange af deres værdier og visioner er hule.
Dette er dog ikke et problem, som begrænser sig til den ydre venstrefløj. En tiltagende værdikrise er efterhånden at spore i mange partier over hele linjen: de foregiver at tro på noget.
Modsat den yderste venstrefløj er mange andre partier derfor gået i retning af at blive teknokratiske. De er begyndt at tale økonomernes sprog: midlerne får en vigtigere plads end målene. Værdierne ender derved indirekte med at ligge i forlængelse af 'den stærkes ret' – dog ført frem som en slags ikke-værdier i form af tal og statistik.
Dette vidner om, at mange af vores gamle værdier, der faktisk var med til at holde demokratiet i live, er kommet ud af trit med vores nye flydende virkelighed. Der er for mange værdier, der skriger efter at blive opdateret. Resultatvis ser vi flere partier gå i stå. De nærmest slæber sig selv frem. De begynder at efterabe, at de vil noget. De evner ikke at løfte blikket. De mangler en ny fortælling, som giver saft og kraft.
Nogle begynder at dvæle ved fortiden. Nogle polerer overfladen. Andre hænger sig i detaljer. Andre igen bliver ren og skær negative. Alle kaster med mudder, da de ikke er helt sikre på, hvad de selv står for. De vælter over hinanden for at vinde vælgernes kortsigtede gunst. De forsøger uden held at anstrenge sig ud af deres visnende viljer.
Opgøret med den gamle psykologi
Tilbage til venstrefløjen. Hvad er det helt konkret ved den gamle venstrefløj, der ikke fungerer?
Hovedproblemet er, at deres udgave af socialismen stadig har en fod solidt plantet i en kristen tankearv, hvor 'det gode liv' mest af alt handler om tryghed, ligeværd og forudsigelighed, fremfor alt andet. De omfavner således stadig nøjsomheden, næstekærligheden og det statiske liv - desværre med basis i underdanige underskudsværdier.
Denne psykologi er reelt ikke gangbar længere. Den er ikke længere til at tage og føle på. Resultatvis ser vi gammel-socialisterne føre en anakronisme frem i form af en stillestående og træg stat, der garanterer en påtvunget og universel medmenneskelighed med dertilhørende ubegrænsede hensyntag. De ønsker stadig, at staten leverer en stagneret og urokkelig stabilitet, som kan garantere, at borgerne fortsat kan trække sig gennem deres nøjsomme og anstrengte tilværelser, båret frem af en for længst uddød pligtkultur, der i sin tid satte vore liv i faste rammer.
Fundamentet for denne livsførelse er i dag væk: dertil har bureaukratiet og økonomerne taget over og hevet gud ud af staten. Vores medmenneskelighed og nidkære hobbit-hygge er kirgurgisk fjernet. Så vågn op og bliv handlekraftig - for livets flod står ikke længere stille, men bruser vildt og voldsomt: sådan lyder budskabet.
Gennem denne bureaukratisering har vi genlært, hvordan det dynamiske liv, i nærkontakt til verden, fungerer – omend i en kunstig distance til den. Vi har ikke os selv med i det. Det kan næsten ikke blive andet end firkantet og ude af kontakt med 'det gode liv'. Vore liv gøres til hamsterhjul. Vi finder en ny måde at slæbe os gennem tilværelsen: vi slæbes gennem den, i stedet. Vi genfinder faste rammer for vore liv i en ny opstyltet form.
Vi kommer hurtigt ud af trit med os selv, hinanden og verden. Vi bliver overivrige, overambitiøse og maniske. Vi hamstrer arbejde og ophøjer banal driftighed til kulturens omdrejningspunkt. Vi jagter en 'perfekt' orden i kaos. Vi æder verden op.
Til sidst ved vi ikke, hvad vi ellers skal bruge vore kostbare tid til end netop driftighed og arbejde. Vi overreagerer, idet vi er kommet i nærkontakt med verden igen. Vi hænger fast i underskuddet: vi omklamrer nyttetænkningen så hårdt, at vi kvæler kulturen.
Vi forsøger desperat at udrydde kaos. Vi står som blottede for moralske redskaber til at lægge låg på os selv. Selv basal selvkontrol oplever vi som anstrengende.
Enter: Alternativet
Ud af dette overordnede politiske morrads, vokser Alternativet frem.
Modsat stort set alle nuværende partier har Alternativet gjort sig disse to simple erkendelser: at alt flyder og at vi ikke behøver at være bange for det. Alt behøver ikke at være perfekt: vi kan ligeså godt være ærlige!
Dette indebærer, at Alternativet skam erkender, at kaos eksisterer i dens ramme alvor: vi behøver blot ikke febrilsk flygte fra den. Derimod søger de at konfrontere verden muntert, fremfor at blive skræmte og modløse. De har indset, at kaos ikke kan udraderes, men derimod mestres og sågar tolereres i små mængder: uden at vi behøver at panikke.
Dermed går Alternativet i rette med den viljesvage, utrygge, halv-triste og brokke-agtige venstrefløj, der slæber sig frem i den forstand, at de ikke kan finde ud af at være medmenneskelige (næstekærlige), hjælpsomme, altruistiske, kreative, bæredygtige og mådeholdne, medmindre at statens institutioner eller 'nogle andre' er inde over.
I den forstand forekommer Alternativet mindre anstrengt og mere egenmotiveret: de lader deres overskud bære dem frem. De lader deres nye fortællinger fylde dem op med energi og vilje. De præsenterer et gangbart alternativ, som kan tage kampen op mod 'den stærkes ret' uden at forfalde til en livstræt pligt-moral.
I den forstand er der tale om en revitaliseret fåreflok, som er mere dynamisk, livsbekræftende og hårdhudet, end dens forgænger. Den er ikke ligeså stillestående, nivellerende og omklamrende.
Ind med overskuddet
Alternativet stiller os et overmodent spørgsmål: hvorfor skulle den overinvolverende moder-stats død forhindre muligheden for medmenneskelige og bæredygtige værdier? Hvorfor kan vi ikke håndhæve disse værdier ved eget initiativ, når nu mange af os er blevet bedre til at bære vores egen vægt? Hvorfor ikke investere noget af vores overskud i dét, der gør livet værd at leve?
Kan vi skabe en ny viljestærk og kulørt fællesskabskultur, der kommer fra os selv, fremfor at vi læner os tilbage og forventer, at den støvede stat gør al arbejde for os?
Dette spørgsmål besvarer Alternativet bekræftende med et storsmilende 'ja!'. De udfylder dermed et tomrum, opstået på basis af uddaterede værdier.
De har en mere løs tilknytning til staten. De er åbne for privat initiativ, socialt iværksætteri og friske visioner. De bringer en stærk vilje ind i medmenneskeligheden igen. De bryder med nutidens iskolde og uholdbare ensomhedskultur.
Kort sagt: Alternativet orker andre, end dem selv. Og de anstrenger sig ikke engang.
På den måde bærer de et nyt dynamisk fællesskab frem, der i højere grad er resultatet af et psykologisk overskud, fremfor et underskud. De fremelsker det handlekraftige og skabertrængende medmenneske, fremfor det passive og døsige medmenneske.
Ligeledes præsenterer de et tiltrængt brud med nutidens teknokratiske forkærlighed for kunstig, stålfast og 'døv' viljekraft i form af bureaukrati og opstyltet excelark-tænkning, der presser alle til at sænke blikket, omklamre nuet og glemme alt og alle, bortset fra dem selv. Alternativet evner at slippe luppen, løfte blikket og kigge ud mod horisonten – uden at fortabe sig i den.
I den forstand byder Alternativet et livsbekræftende brud med nutidens driftige nihilisme og kvantitetsfokuserede hyper-pragmatik, der reducerer alt til noget, som kan bruges til noget. I stedet fremsætter de et nyt vækst-begreb, der bl.a. inddrager bæredygtighed og livskvalitet: således at vores kultur måske alligevel ikke ender med at lide samme kollaps som det glubske Romerrige?
Dermed sagt formår Alternativet at prikke hul i den boble, som udgør liberalismens mere og mere dekadente forherligelse af en – efterhånden – kulturløs, overivrig og ensidig bodybuilder-psykologi, hvori alt overskud på mekanisk vis investeres i at skabe mere overskud (med dertilhørende fortæring): hvori kulturel udvikling og kreativitet i så høj grad reduceres til økonomisk vækst og innovation, at vi efterhånden står tilbage med en velstående lavkultur, som 'har' ufattelig mange muskler – desværre blot som et slags vedhæng på en svækling.
Alternativet vender i den forstand tilbage til et udvidet og saftigt begreb om kulturel og kreativ udvikling, der omfavner en kulørt overskudspsykologi: hvor man sætter sit overskud af til at løfte blikket og handle uden nødvendigvis at få noget igen. De omfavner en aktiv og dynamisk kulturkraft – endda uden at være bagstræberiske.
Dette er i sig selv et stærkt kort at trække i en valgkamp domineret af skrantende partier, der ikke rigtig ved, hvad de vil og dertil lefler for 'nødvendighed' i mangel af bedre. Alternativet sparker åbne døre ind - også selvom deres politik stadig er ukonsolideret.
Lur mig, om samme opgør mod værdinihilismen på højrefløjen ikke også vil tage til i de kommende år.
Denne kommentar er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
