Dertil er skaren af 'lette' psykiatriske patienter efterhånden vokset sig så stor, at den er blevet en hel magtfaktor i dansk politik. Vi ser således politikere stå i kø for at udtrykke ønske om, at vi skal ligestille de psykiske sygdomme med de fysiske: som var det to alen af samme stykke.
Det gælder hér om at gennemskue, at tankegangen bag disse politiske udmeldinger ikke holder vand. Den baserer sig nemlig på, at udvandede psykiatriske prædikater som depression, angst, ADHD, mani, bipolar mv. er blevet hægtet på mennesker, der møder modgang, står i en livskrise eller lever dårlige liv – hvad baggrunden end måtte være.
På den måde er disse former for livslidelse begyndt at tage sig ud som et medicinsk vedhæng i forhold til den lidende selv og den situation, de måtte befinde sig i. Lidelserne forekommer ikke længere at være et naturligt og moralsk aspekt af livet, som vi enten kan kæmpe os ud af på egen hånd eller hjælpe hinanden igennem. De forekommer derimod som overskuelige fejl, vi kan rette på: som noget vi kan udrydde eller eliminere – som var der tale om sygdomme.
For dét ikke skal være nok, så ser vi ligefrem denne sygeliggørelse blive omfavnet af dele af befolkningen. Psykisk sygdom er gået fra at være uønsket til at blive en acceptabel og almenmenneskelig størrelse, som kan 'ramme' alle, uanset hvad. Sygdommene berettiger hjælp og særhensyn i tide og utide. De fratager sågar moralsk ansvar for snart sagt alle involverede parter (herunder, ikke mindst, civilsamfundet).
Oprøret mod de svage
Hvis vi for alvor vil forstå denne halv-besynderlige udvikling, gælder det om at gå til bunds i psykiatriens historie. Hér skal det vise sig, at den psykiatriske sygeliggørelse gemmer på et ganske overraskende ophav:
Begrebet om psykisk sygdom (dengang: 'sindssygdom') går nemlig helt tilbage til oplysningstiden, hvor det blev smedet med basis i det gryende borgerskabs overlegne selvforståelse og nedladende patos. Det var dengang fundamentet blev lagt til nutidens iltre borgerskab, der ikke rigtig gider samfundets svage længere, og dertil – endda offentligt – lufter deres afsky.
Datidens spæde psykiatriske sygeliggørelse gemte m.a.o. – i sin skinbarlige ærlighed – på en ilter irettesættelse af de mentalt lidende. Diagnoserne udstillede dem subtilt for, hvad de var: syge.
Men ikke syge i medicinsk forstand. Snarere som i "føj!". Som i, at de var svage og usle. At de var moralsk tvivlsomme og -rådne. At de ikke kunne tage vare på dem selv. At de gik skævt af verden. At de ikke var helt raske i hovedet.
Ud af denne afsky ("du er syg!" ) voksede tanken frem om, at de mentalt lidende burde kunne 'helbredes': som var det faktisk en sygdom de led af. På den måde tilslørede man afskyen: den blev gjort steril og neutral.
Målet var en hurtig helbredelse. Bag kulisserne var der dog tale om et kvælertag på den udbredte moralske svaghed, iblandt den brede befolkning, som borgerskabet utilsigtet 'opdagede', idet de vågnede op indenfor deres nok-så-overlegne og brutale psykologi.
'Helbredelsen' udgjorde i denne forstand et utålmodigt forsøg på at ruske op i de lidende og bringe dem til fatning. I værre fald var det et forsøg på (mestendel i overført betydning) at 'tæske' den rådne mentalitet ud af de lidende.
Den nye psykologi
Tro det eller ej - men denne helbredelsestanke lever stadig i bedste velgående indenfor psykiatrien.
Den centrerer sig stadig om, at mentalt lidende skal blive raske, stærke og aktive, hurtigst muligt. Eller også at de skal lære at udholde lidelsen, sålænge uvejret varer – alt imens de typisk lokkes til at blive afhængig af mild narkotika: såkaldt 'psykofarmaka'.
De mentalt lidende må m.a.o. ikke være svage. Ikke passive. Ikke livstrætte og resignerede ('depressive'). Ikke tyndhudede og skræmte ('angste'). Ikke overkontrollerende og desperat metafysikaliserende (OCD). Og så videre.
I den forstand agerer psykiatrien moralsk fortrop i en indirekte krigserklæring mod særligt den kristne mentalitet, der i sin tid var udviklet på basis af netop lidende menneskers stagnerede, magtesløse, sarte, overbeskyttede og nærmest søvnige livsform. Til dette formål har psykiatrien vist sig overraskende effektiv, da den er blottet for selverkendelse: dens moralske ophav fremstår uigennemtrængelig.
Dette ændrer dog ikke på, at psykiatrien er gennemsyret af overklassens mentalitet: at det ret beset er 'Fritz og Poul', der har trukket i trådene, når det kom til dannelsen af menneskesynet.
Følgelig modværger lidelsessynet medlidenhed, empati og indlevelse. Det tager sig derimod ud som et uforstående, distanceret, fremmedgjort og køligt blik på de mentalt lidende, der måtte kæmpe med 'disse hersens' symptomer. Som var det en slags omvandrende fejl, der skal rettes på – et indadvendt mentalt rådskab, der skal hives ud i verden-som-den-er, så der kan blive sat en stopper for den moralske fordærvelsesproces.
Objektivitetens magt
Nutidens såkaldt 'objektive' og 'evidens-baserede' videnskaber beløber i den forstand ikke til meget mere end et raffineret forsøg på at gemme disse nye værdier væk. Det er et tegn på, at vi ikke rigtig kan finde os tilrette i værdierne. Vi vil ikke være ved dem. Vi er stadig nihilister – uden rigtig at være det.
For bag objektiviteten, statistikken og den (alt for) overskuelige reduktionisme gemmer sig en overtalelse: fakta er ikke bare fakta. Vi begynder at omklamre de – kun tilsyneladende – værdifrie videnskaber som led i en tiltagende normløshed. Vi famler efter et nyt moralsk fodfæste: vi kammer over i opgøret med vores tidligere søvnige kultur.
I denne proces er fakta og objektivitet endt som et sprog 'flokken' påny lader sig lokke af. Bagved gemmer sig dog 'den stærkes ret', der opererer i det skjulte: vi tildeles en ny moral. Vores mentalitet løber nu baglæns: vi kollapser bagud i en dekadent, febrilsk og overivrig romersk slutæra-psykologi, der tager fat, hvor den sidst slap (dvs. ved introduktionen af kristendommen).
Til dette formål har borgerskabet lært at udøve deres magt indirekte, ligesom præsterne. De genopdager deres psykologi som en faktuel og neutral videnskabelig åbenbaring, der ikke fremgår som et aktivt valg for os. Vi får denne genopdagede psykologi beskrevet (læs: forkyndt) for os som videnskab: den leveres til os som sandhed.
Derpå stopper vi så småt med at behandle hinanden 'godt' i kristen forstand. Vi behandler bare. Vi afvikler reelt vores tidligere omklamrende og behagesyge relationer for at skabe en bureaukratisk omend ny udgave af os selv. Vores næstekærlighed gøres til en betinget og dermed korrigerende størrelse.
Styringsteknologi
Ophavsmanden til store dele af ovenstående analyse er den afdøde idéhistoriker Michel Foucault. Allerede i 70'erne spottede han bl.a., hvordan kristendommens sjæleledelse tager form som kropsledelse med basis i nye værdier.
Dette indebærer, at moralsk svaghed begynder at blive opfattet som noget usundt, vi kan rette op på gennem kroppen (eller hjernen). Det bliver fysiologisk sundt at være et stærkt, livsbekræftende og selvberoende individ: modsat et 'sygt' individ.
Igennem denne biologisering har vi nu sprængt vores tidligere ridige og stagnerede flokmentalitet itu: vi har taget livet af sjælen gennem vore kroppe (tænk: fitness). Ligeledes har vi – komplet uhæmmet – procesgjort alt. Vi har aflivet det stillestående og endegyldige prædikat – uden at have en fornemmelse af, hvor grænsen går.
Vi er blevet kolde, kyniske, urolige og overivrige. Vi er som spredt for alle vinde og stimlet sammen på én og samme tid (i byerne). Vores fordøjelse og glemsel – fysisk som psykisk – kører i et opskruet tempo. Alt skal hele tiden være nyt – og helst glemmes efter 5 minutter: vore liv 'Snapchat-ificeres'.
Netop psykiatriens sygdoms-prædikater i form af depression, angst, mani, PTSD mv. har i denne sammenhæng fungeret som en overtalelse mod at procesgøre vores liv og lidelser. Forestillingen om 'helbredelsen' af lidelse har været med til at tø den op og gøre den levende igen: den bliver fordøjelig, fremfor at være en potentiel livslang livsstil.
Vejen mod dette nye syn på lidelse tager sig dog ud som et uærligt skuespil, der subtilt irettesætter de lidende og samtidig modværger, at en magtesløs og mentalistisk psykologi får fodfæste. Dette får processen mod de nye og 'positive' værdier til gå mere gelente.
Og dog. For helt ufarligt er det ikke. Det giver nemlig bagslag, når sygeliggørelsen følges til dørs af et stort antal lidende og medlidende medmennesker, der tager sygdomssproget til sig.
Sjælen 2.0
Hvordan er nutidens lidende, samt deres medmennesker, i stand til at omfavne denne fremmedgørende og nedladende sygdomsformulering og samtidig holde deres indtrængende samvittighed ren?
De omfortolker sygdomsformuleringen. Spørgsmålet: "Er jeg virkelig syg?" bliver til "Jeg er syg!".
Dermed bliver begrebet om psykiske sygdomme indlemmet i et forsøg på at fremmane et mindsteværd i stil med datidens universelle sjælebegreb, der tilbød et fast værn mod udstødelse, livslidelse, selvopløsning og dét, der er værre. 'Psykisk syg' bliver et stempel, der automatisk udløser medlidenhed, næstehjælp, såvel som en letkøbt forklaring på lidelsen.
På denne måde forsøger de mentalt lidende og deres medmennesker på desperat vis at genintroducere en luftig garant for, at mennesker 'har' et værd, uanset hvad: at de er 'gode nok, som de er'. Også selvom de måske ikke er. Også selvom de måske tackler deres modgang uhensigtsmæssigt. Også selvom de måske forveksler den bittersøde svie med en drønvarm kogeplade. Også selvom de måske har en tendens til at gå i stå.
Borgerskabets uoprigtige og korrigerende objektivisme, hvorigennem der lefles for universelle sandheder om mennesket, giver således bagslag. Objektivismens opdragelse i værdier vendes imod dem. De lidende slår igen – også uden at slå: de begynder ligefrem at dunke det løsslupne og umodne borgerskab oven i hovedet med diagnoser som 'psykopati' og 'sex-afhængighed'.
Vi ser hér en bevægelse fra den ene yderlighed til den anden: diagnoserne bliver til modmagt. Diagnoserne indretter sig bl.a. som et surrogat for en betingelsesløs næstekærlighed, der konsekvent nægter at foretage et skel mellem de nødlidte, der i dén grad har brug for hjælp, modsat de, der 'blot' er kommet i nærkontakt med, hvad livet kan kræve af én.
Særligt grelt tager denne diagnosemagt sig ud, når livslidelsen (atter) forsøges stagneret og afviklet som proces, idet den kommer i kontakt med usunde og opgivende værdier. Diagnoserne tager sig ud som 'kroniske', fremfor 'helbredelige'. Det er ligefør, at de også smitter.
Derpå overgår psykiatrien mod at blive en ny kirke, der forgæves skal fixe alverdens lidelser og små-skavanker. Lægerne gøres til præster. Frelsen antager ny form: nu gennem et repetitivt pilleindtag, fremfor datidens rensende nadver. 'Fritz og Poul' leverer pillerne – og dét med glæde.
Det er først hér, at antallet af psykiske sygdomme for alvor eksploderer og bliver allemandseje. De livslidende tilkæmper – forståeligt nok – hjælp, men finder et moralsk skjold. De forsøger påny at fremmane en universel sjæl, der garanterer et stabilt mindsteværd, i tilfælde af modgang og kaos - uanset dets omfang og ophav. Sygdommene får et strejf af den evighed og endegyldighed, vi just har efterladt: de bliver til en desperat identitet, der er mere end bare et vedhæng.
Overordnet set er dette et tegn på, at begrebet om psykisk sygdom kan blive spydspids for en potentiel sekulær opstand mod den gennem-kyniske 'stærkes ret', hvori 'det gode liv' akkumuleres på stadigt færre hænder. Diagnoserne tager form som et forståeligt omend desperat oprør mod en forrået kultur, der er ude af trit med sig selv: en kultur, der har så travlt med at indhente det forsømte, at den kun trækker luft ind og aldrig puster ud.
Dertil ser vi f.eks. fremkomsten af sygdomsfællesskaber i form af lidelsesforeninger, der kæmper de mange lidendes sag. Der opfindes også nye diagnoser udenom psykiatrien, såsom 'særlig sensitiv' (sart?).
Spørgsmålet bliver, om dette oprør ender med at få ordentlig fat eller om det vil falde til jorden med et brag. Vil diagnosticeringen blive strammet op? Eller vil psykiatrien udfolde sig som fremtidens sekulære religion? Eller måske noget helt tredje?
Det afhænger helt og aldeles af, hvad vi vil. Ønsker vi f.eks. at behandle hinanden bedre i det nære, i stedet for bare at behandle? Eller foretrækker vi at være os selv nærmest? Det er i sidste ende stadig vores eget valg - trods alt.
Relevant litteratur:
Michel Foucaults generelle forfatterskab
herunder: Madness and Civilization: A History of Insanity in the Age of Reason
Friedrich Nietzsches generelle forfatterskab
herunder: Tragediens Fødsel
herunder: Moralens Oprindelse
Herunder: Shopenhauer som opdrager
Szasz, Thomas: The Myth of Mental Illness
Brinkmann, Svend (m.fl.): Det diagnosticerede liv
Brinkmann, Svend: Psychology as a moral science
Sørensen, A. Dræby: The Paradox of Modern Suffering - Tidsskrift for Forskning i sygdom og samfund, Nr. 13, 2010, s. 131-159
Rose, Nikolas: Inventing our selves - Psychology, Power and Personhood
Sørensen, P. Aaboe: Glemselens betydningsfuldhed – Nietzsche og Kierkegaard
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
