Kniven synker let ned i den bløde, brune masse. En svag duft af chokolade og nougat får tænderne til at løbe i vand.
Nutella. Et hasselnøddepålæg fyldt med skummetmælk, ristede hasselnødder og bare en lille smule kakao, som mødre med god samvittighed kan servere for deres børn som en del af en velafbalanceret kost.
Sådan står der på Nutellas egen hjemmeside.
Men er det rigtigt?
På Videnskab.dk har vi sat os for at undersøge, om det sunde i nutella opvejer mængden af det usunde i det søde, brune nøddepålæg. Og om andre søde alternativer er mere eller mindre usunde.
Spørg Videnskaben har talt med to forskere og spurgt, hvad der er sundest at smøre på brødet for børn og voksne med en sød tand – nutella, pålægschokolade, syltetøj eller honning.
Hvad er mindst usundt?
Preben Vestergaard Hansen er adjunkt på Det Sundhedsfaglige Fakultet på Metropol. Efter hans mening kan ingen af produkterne kaldes sunde.
»Det store spørgsmål er måske i højere grad, hvad er mindst usundt? For ingen af disse produkter har efter min mening en sundhedsværdi,« siger han.
Årsagen til det er den store mængde sukker, som er i både nutella, pålægschokolade, syltetøj og honning.
Alle produkterne indeholder over 50 gram sukker per 100 gram.
Pålægschokolade og nutella indeholder desuden mættet fedt. Der er dog også positive ting i de to pålægsprodukter, fortæller forskningsdiætist på DTU Fødevareinstituttet, Karin Hess Ygil.
»Af positive ting indeholder chokolade protein, kalium, kalk (lys chokolade) og jern. Fordelen ved pålægschokolade er den lave vægt per skive (4-6 gram) – hvis man ellers kan nøjes med at komme én skive på brødet,« siger hun.

Nutella indeholder en smule kostfibre på grund af nødderne.
»Til gengæld er mængden af nøddesmøre-pålæg til en skive brød vanskelig at holde nede på samme lave vægt som pålægschokolade,« påpeger Karin Hess Ygil.
Alle typer svarer til slik
Hverken honning eller marmelade indeholder fedt. Energien i begge disse produkter kommer udelukkende fra sukker – og lidt frugt (marmelade).
Hvis man vil spare på fedtindtaget, er det derfor en af disse to typer smørepålæg, man skal vælge frem for nutella eller pålægschokolade, påpeger Karin Hess Ygil.
Preben Vestergaard Hansen vil dog ikke anbefale nogen af produkterne som pålæg.
»Nutella er jo slik, det er bare pakket ind i en idé om, at der er nødder i. Det kan ikke bevises, at det er sundere end at spise vingummibamser. Og det samme gælder de andre produkter,« siger han.
Mængden af nødder i nutellaen, kakao i pålægschokoladen og frugt i marmeladen er så lav sammenlignet med sukkerindholdet, at det sunde ikke opvejer for det usunde. Og honning består faktisk kun af sukker.
\ Læs mere
Ferrero, som producerer nutella er dog ikke enig i, at nutella kan sammenlignes med slik.
»Slik spises netop alene, mens vi anbefaler, at nutella kombineres med brød. Derfor navnet smørepålæg,« skriver marketingchef hos Ferrero, Anica Grasso, i en mail til Videnskab.dk.
Så Ferrero er tilsyneladende med på, at nutella i sig selv ikke er sundt. Men at nutella kan indgå i et sundt morgenmåltid, hvis det smøres på brød.
Karin Hess Ygil understreger da også, at alle produkterne sagtens kan indgå i en sund kost, hvis det er i en begrænset mængde for eksempel i weekenden – også selvom de ikke i sig selv er sunde.
Artiklen fortsætter efter afstemningen.
Heller ikke frugtpålæg går fri
Nu vi er ved det, så kan frugtpålæg faktisk sammenlignes med det usunde smørepålæg, påpeger Preben Vestergaard Hansen.

»Når du tørrer frugten, så drænes vandet fra, og indholdet af sukker koncentreres. Vindruer indeholder for eksempel 14 gram sukker per 100 gram. Laver du vindruen om til en rosin, så øges sukkerindholdet til 55 gram per 100 gram,« siger han.
Sukkerindholdet i frugtpålæg er altså det samme som i nutella og pålægschokolade.
»Hvis du spørger mig, om det er det samme som at æde af en sukkerskål, så vil jeg sige, at nej, det er det ikke. Der er lidt vitaminer og fibre i, så det er lidt mindre usundt end bare at hælde sukker på brødet. Men efter min mening er der tale om slik, som ikke bør bruges som pålægsprodukter,« siger han.
Kan bruges til at lokke rugbrød i ungerne
Bum. Så har vi da det på plads. Ingen nutella, honning, marmelade, pålægschokolade eller frugtpålæg.
På brødet med den hjemmelavede fedtfattige postej eller en dampet fiskefilet. Uden smør under selvfølgelig.
Men så fanatisk mener Preben Vestergaard Hansen nu alligevel ikke, at man skal være.
»Vil man gerne have noget rugbrød i børnene, så kan det måske være okay at putte lidt nutella på for at få det til at glide ned,« siger han.
Der skal være plads til slik
Efter Preben Vestergaards mening skal der være plads til lidt nutella i ny og næ, og han kan også godt selv lide det søde slikpålæg.
»Jeg kan godt lide nutella, men jeg spiser det, som jeg spiser slik. Jeg synes, det er et problem, at du skal have mad, som ligner slik, eller slik som ligner mad i virkeligheden. Og generelt vænner vi vores børn til, at alt skal være så sødt,« siger han.
Vi siger tak til forskerne for deres sammenligninger af de søde og altså ret usunde pålægsprodukter. Vi har også forsøgt at få en kommentar fra Ferrero, som laver nutella. Det lykkedes desværre ikke.
Sidder du selv og spekulerer over noget, som du gerne vil have videnskabens svar på, så skriv til sv@videnskab.dk. Så kan du måske være heldig at vinde en fed videnskabs-T-shirt.