Hundepoter, dadler og svalelort: Mennesker har altid forsøgt at behandle hårtab

Menneskets kamp mod skaldethed kan føres 5.000 år tilbage i tiden og fortsætter stadig i dag.

Hårtab har nemlig altid bekymret mennesker, på tværs af tid, sted og kulturer. Og metoderne har i sandhed været... ja, hårrejsende.

»Hår handler ikke kun om udseende, men om identitet og kultur. Hår repræsenterer identitet, status og vitalitet,« lyder det fra Maria Greibe Christensen, cand.mag. i historie, foredragsholder og forsker i medicin- og kirurgihistorie. Hun har gravet dybt i hårtabsbehandlingens historie for Videnskab.dk.

Så vigtig har hårpragten alle dage været, at mennesker har været villige til at smøre en henkogt masse af hundepoter og dadler på issen. Og sågar svalelort og fedtstoffer fra flodheste. Det vender vi tilbage til.

Faktum er, fortæller Maria Greibe Christensen, at historien byder på en lang række fantasifulde og eksotiske behandlinger mod hårtab, som alle har én ting til fælles:

»Mangel på evidensbaseret medicin. Behandlinger har gennem tiden balanceret mellem magi, overtro og symbolik,« siger hun.

Netop overtro og symbolik var der frit slag for. For der var ikke noget, der hed evidens hos datidens behandlere.

Dokumenteret virkning baseret på videnskabelige afprøvningsmetoder blev først mulig med moderne dermatologisk forskning. Og uden moderne forståelse af biologi og kemi var patienterne villige til at teste hvad som helst, selvom det hvilede på observationer, mundtlige overleveringer og myter, fortæller medicin- og kirurgihistorikeren.

»Uden forståelse for, hvad der forårsagede hårtab, for eksempel hormonelle eller genetiske faktorer, var det svært at komme med rationelle behandlinger,« slår hun fast.

Duelort og opium

Alligevel har behandlinger af hårtab - også de mest syrede - ofte haft en form for ’rationalitet’: Man har opfundet dem, fordi deres virkning er forekommet plausibel.

Maria Greibe Christensen begynder med at tage os helt tilbage til de første kendte opskrifter på midler mod hårtab.

Ebers Papyrus er en oldegyptisk papyrus fra cirka 1.500 f.v.t. Den indeholder 110 sider, 700 magiske formler, er 20 meter lang og regnes for et af de ældste bevarede medicinske dokumenter.

Papyrussen er altså et medicinsk opslagsværk, der vidner om en højtudviklet ’lægekunst’, men som dog hvilede på viden om blandt andet urter og folkemedicin - det vil sige behandlingsmetoder overleveret mundtlig eller skriftlig og gentaget, uanset om de virkede.

Maria Greibe Christensen fortæller, at opskrifterne mod hårtab i tidlige skrifter som Ebers Papyrus var pindsvinehår kogt i vand, salver af fedtstoffer fra dyr som flodhest, krokodille og kat og pasta-agtig-smørelse af hundepoter og dadler.

Hippokrates og vikingerne ville også hårtab til livs

Senere i Grækenland opfandt Hippokrates, som anses for lægekunstens fader, en tonic mod blandt andet sit eget hårtab. Opskriften indeholdt rødbeder, peberrod og eksotiske ingredienser som dueekskrementer og opium.

Maria Greibe Christensen har også ledt efter hårtabsbehandlinger på vores egne breddegrader, og her hos os var vikingerne generelt glade for at bruge animalske produkter og dyrelort som behandlinger, men der findes ingen solide videnskabelige kilder, der dokumenterer, hvad vikingerne brugte specifikt mod hårtab.

Allerede i antikken tillagde man dog afføring helbredende egenskaber, og det har man genfundet i mange kulturer sidenhen.

I middelalderen, fortæller Maria Greibe Christensen, så man også en optagethed af afføring. Man brugte øgletalg og andre eksotiske ingredienser mod hårtab, men også svaleekskrementer.

»Man mente, at der lå styrke i afføringens naturlige forbindelse til livscyklusser og fornyelse,« fortæller hun.

Fik kræfter fra dyr

Ingrediensers symbolske værdi har spillet en stor rolle gennem historien. Og der er faktisk tale om en slags ’rationalitet’ i selv de mest aparte behandlinger. For ’logikken’ var, at svaler og øgler var ekstraordinære skabninger og derfor måtte de også have mystiske kræfter.

Maria Greibe Christensens bud er, at øgletalg blev valgt, fordi der vokser en ny hale ud, når en øgle mister den gamle, og det har symboliseret regenerering.

Svalelort, vurderer medicinhistorikeren, har formentlig symboliseret livskraft, fordi svaler flyver højt. Derfor har øgler og svaler været anset som logiske midler til at genskabe hårpragten.

»Egenskaber fra ingredienserne blev overført til patienten,« opsummerer Maria Greibe Christensen.

Jo mere ulækkert, desto mere effektivt

Også ting, der var svære at få fat i, såsom sjældne eller eksotiske urter og dyr, blev mystificeret, tillagt særlige egenskaber og betragtet som mere værdifulde og derfor potente. Svalelort var eksempelvis ikke let at indsamle, fortæller Maria Greibe Christensen.

Der har i det hele taget været en forestilling om, at jo mere usædvanlig eller ubehagelig en kur var, desto stærkere og bedre måtte den være.

Så hvis lægen anbefalede noget dyrt, eksotisk eller som krævede stor indsats eller udholdenhed, signalerede det, at behandlingen var særlig værdifuld og derfor effektiv, forklarer Maria Greibe Christensen.

»Det var ofte meget ulækkert. Og jo mere nasty tingene var, desto bedre virkede det,« forklarer hun om datidens tankegang.

Væk med testiklerne

Men der kunne også være en rationalitet bag, som vi bedre forstår, når vi i dag ser tilbage på behandlingerne.

Hippokrates bemærkede allerede i antikken en sammenhæng mellem hårtab og hormonelle ændringer, fortæller Maria Greibe Christensen. Hippokrates observerede nemlig, at eunukker, kastrerede mænd, sjældent blev skaldede.

Det er der god mening i set med nutidens øjne, da vi i dag ved, at hårtab hos mænd er forbundet med de mandlige kønshormoner testosteron og dihydrotestosteron. Så Hippokrates mente, at kastration kunne løse problemet.

»Selvom han ikke selv valgte at få den radikale behandling,« konstaterer Maria Greibe Christensen.

Hun fortæller, at der dog også var en økonomisk dimension til historiens mange bud på behandlinger af hårtab. For medicinske remedier og kure har også været statussymboler. Brug af dyre, sjældne og mystiske ingredienser var en måde at demonstrere rigdom på.

»Havde man penge nok, var der næsten ikke dét, der ikke kunne kureres,« siger medicinhistorikeren.

Cæsar forsøgte at rede sit sparsomme hår frem

Apropos status og rigdom er Julius Cæsars hårtab er en hel historie for sig selv, fortæller Maria Greibe Christensen.

I det gamle Rom blev hår betragtet som et symbol på virilitet, magt og ungdom. Skaldethed var noget, folk blev hånet for. Særligt eliten lagde stor vægt på det fysiske udseende, og hår var en afgørende del af idealet.

I historiske optegnelser, blandt andet ’De tolv Cæsarer’ af Suetonius, er det dokumenteret, at Cæsar var følsom omkring sit alt for tynde hår, og at han redte håret frem i et forsøg på at skjule det.

I den lidt mere mytiske afdeling florerede der rygter om, at Cæsars primære grund til at bære sin berømte laurbærkrans var at skjule sin skaldethed.

»Kransen dækkede bekvemt hans skaldede plet, men dens brug var nok primært symbolsk og repræsenterede hans militære sejre og hæder,« forklarer Maria Greibe Christensen.

Hun fortæller, at andre myter om Cæsar beskriver, hvordan den romerske kejser og hærfører søgte eliksirer og midler til at helbrede sin skaldethed.

Der er dog ingen konkrete historiske beviser, der understøtter den historie, understreger hun, men det er plausibelt, i betragtning af den betydning der blev lagt i hår i den romerske kultur.

Cæsars skaldethed blev da også set som et dårligt varsel og var et tegn på guddommelig unåde, forklarer medicinhistorikeren.

»Men det er interessant, at på trods af hans skaldethed overskyggede Cæsars karisma, militære dygtighed og politiske genialitet alligevel enhver negativ opfattelse. Det illustrerer jo ret fint, at personlige egenskaber kunne overgå de samfundsmæssige fordomme,« siger Maria Greibe Christensen.

Hårbørste mod alt

Langt senere, nemlig i 1600-tallets Frankrig under Ludvig XIII, opstod en parykkultur, som ifølge Maria Greibe Christensen også vidner om, hvor vigtig hårpragten har været, i hvert fald hos eliten, som brugte formuer på at indkøbe og vedligeholde deres parykker.

Helt frem i 1800-tallet finder man den engelske Dr. Scott, der rejste rundt i USA med sine ’elektriske hårbørster’. Han modtog sit første amerikanske patent på et børstehåndtag i 1872 og introducerede sin serie af elektriske børster i 1880.

Scott-børsten indeholdt let magnetiserede jernstænger i håndtaget og var altså ikke elektrisk, fortæller Maria Greibe Christensen. Påstanden var, at de ’elektriske’ børster fremmede hårvækst og lindrede hovedpine.

Scott bragte dog idéen endnu videre og begyndte også at reklamere for børsternes helbredende kraft mod forstoppelse, malaria, gigt, sygdomme i blodet og lammelser. Han er gået over i historiebøgerne som et præmieeksempel på 1880’ernes kvaksalveri i Amerika.

Skyldtes nervøsitet

På Maria Greibe Christensens egen boghylde står ’Lægebog for hjemmet’ skrevet af overlæge H.C. Gram i 1929.

Her kan man slå op og blandt andet læse om skaldethed, at årsagen er ukendt, men at det er »nok så muligt, at aarsagen ligger I indre forstyrrelser af ukendt natur«.

Der står også i bogen, at pletskaldethed »undertiden forekommer hos meget nervøse mennesker«, fortæller Maria Greibe Christensen. Derfor anbefalede den danske overlæge, at man for at forebygge hårtab værnede sig mod nervøse ophidselser og sindsbevægelser. Behandlingen var pensling med svovlblandinger.

Også i nutidens Danmark findes der et rigt udbud af behandlinger for hårtab. Kun to præparater er godkendt. fordi de beviseligt kan standse hårtab og give ny hårvækst, så længe man bruger midlerne.

Derudover findes der kirurgiske behandlinger, kosttilskud, serummer og sågar en hårvækstbørste. Ja, og så er den verdensomspændende kosmetik-producent L'Oréal i gang med at udvikle en teknologi, der skal gøre det muligt at 3D-printe nye hår med hårsække.

»Historisk har hår altid haft en symbolsk betydning og fungeret som et kulturelt spejl for individet. Håret er tæt forbundet med folks selvopfattelse og sociale accept. Også i dag,« slutter medicin- og kirurgihistoriker Maria Greibe Christensen.

Du kan høre mere om hårtab i dette afsnit af podcastserien Hudlægens Bord.