I en kælder på Medicinsk Museion ligger der voksafstøbninger af ansigter med væskende sår og skorpede udslæt. Vidnesbyrd om hudlidelser og banebrydende behandlinger.
\ Automatisk oplæsning
Hvis du åbner en af kasserne i Medicinsk Museions arkiver, kan du risikere, at genstanden dernede kigger tilbage på dig.
Med klare øjne, tunge øjenlåg, rynket hud og et uhyggeligt, vansirende udslæt. I kassen ligger et ansigt så naturtro og forpint, at det kunne sidde på et rigtigt menneske.
Bortset fra at det er lavet af voks.
Det er nemlig en såkaldt medicinsk moulage, en detaljeret 3D-afstøbning af et ansigt eller en kropsdel, der blev brugt til at dokumentere hud- og kønssygdomme i 1800- og 1900-tallet.
På Medicinsk Museion findes der 75 af disse moulager. De eneste, der er bevaret i Danmark, og ifølge en forsker, der kender denne samling rigtig godt, lader moulagerne os komme helt tæt på de mennesker, voksen er støbt efter.
»Når vi ser en moulage, forstår vi, at der har været en virkelig person inde bag, hvis hele liv har drejet sig om at få en behandling, så de kunne komme til at leve en lille smule mere normalt,« siger Ion Meyer, der er gæsteforsker på Medicinsk Museion.
I denne artikel ‘åbner vi’ kasserne med moulager og undersøger historierne, der gemmer sig dernede: Om fortidens forfærdelige hudsygdomme og om danmarkshistoriens første nobelprismodtager, der bragte de deforme ansigter ud i lyset.
1700-tallet Oprindelsen af medicinske moulager kan spores til 1700-tallets Italien, hvor man begyndte at skabe store anatomiske vokssamlinger. En øget forståelse af kroppens anatomi gjorde, at man nu kunne vise både kroppens indre og ydre.
1800-tallet: Brugen af moulager spredte sig Europa, blandt andet til Østrig, England, Tyskland og Frankrig. I stedet for blot at observere patienter, kunne læger nu systematisere og dokumentere sygdomme, og det bidrog til øget viden om hudsygdommes udvikling.
1889: Den første internationale dermatologi-kongres blev afholdt i Paris i 1889, hvor fordelene ved medicinske moulager blev demonstreret for hudlæger fra hele verden.
1920’erne-40’erne: Moulagerne mistede gradvist deres betydning, da der kom bedre metoder til at dokumentere hudsygdomme. Man kunne tage fotos af langt højere kvalitet, og snart blev det også muligt at foretage skanninger samt tage celle- og vævsprøver.
Kilde: Ion Meyer
Lad os nu rejse til Danmark i år 1903.
Til Rosenvængets Hovedvej i København, hvor Østerbros bedre borgerskab holdt til i velholdte murermestervillaer bag mørkegrønne ligusterhække. Her vakte en bestemt adresse nemlig uro, nummer 37.
Året forinden havde den dansk-færøske læge Niels Finsen købt den rummelige villa i nummer 37, og siden da var foruroligende skikkelser – til naboernes store fortrydelse – begyndt at opsøge adressen:
En kvinde, der skærmer sig med et tørklæde. En mand med hidsigt rødt udslæt på ansigt og hænder. En teenagedreng med ansigtet dækket af betændte bylder på størrelse med knappenåle.
Du har måske gættet det, men villaens nye ejer, Niels Finsen, var den dansker, der snart skulle vinde en nobelpris, og de mange forpinte sjæle opsøgte ham, fordi han havde stiftet Niels Finsens Medicinske Lysinstitut midt i det fredelige villakvarter.
»De moulager, der er lavet i Danmark, blev lavet netop her. Blandt andet for at Niels Finsen kunne dokumentere effekten af en lysbehandling, han havde udviklet til brug mod forskellige hudsygdomme,« fortæller Ion Meyer.
Medicinsk Museions samling af moulager er den eneste danske samling af sin art.
Den rummer 75 moulager af ansigter og kropsdele med hud- og kønssygdomme, alle fremstillet mellem 1900 og 1930.
Selvom der formodentlig har været flere moulager i samlingen, er det ikke muligt at bekræfte.
Man mener, at moulagerne er skabt af den danske moleur Theodor Edelmann, men det kan ikke fastslås med sikkerhed. I modsætning til de store europæiske samlinger bærer Finsen-moulagerne nemlig ingen signatur.
Kilder: Ion Meyer, Medicinsk Museion og ‘Dermatological moulage collections in the Nordic countries’, Journal of the European Academy of Dermatology and Venereology, 2017
Omkring overgangen til det 20. århundrede var moulager nemlig den mest præcise metode til at dokumentere og studere hudsygdomme og blev brugt til alt fra lidelser som eksem, akne og psoriasis, der stadig er udbredte i dag, til mere ukendte tilstande som hudtuberkulose, spedalskhed og pellagra.
Moulager af bestemte kønssygdomme i form af syfilis-sår og gonoré-udslæt var også meget udbredte.
Niels Finsen var særligt fokuseret på at kurere datidens mest frygtede hudsygdom: lupus vulgaris.
Det var en sygdom, læger kæmpede ihærdigt for at finde en behandling til, særligt fordi de symptomer, der ramte ofrene, virkede »meget intimiderende« på andre, forklarer Ion Meyer:
»Hvis du fik lupus vulgaris, ville du nok først prøve at skjule det, men du vidste godt, at det ville blive mere og mere synligt. Du vidste også godt, at når dine omgivelser så sygdommen sprede sig, ville du – for at sige det ligeud – blive udstødt af det gode samfund,« siger han.
‘Lupus’ betyder ‘ulv’, og i begyndelsen kan sygdommen ligne små ulvebid, der langsomt breder sig omkring næsen, øjenlågene, læberne, kinderne, ørene og halsen. Herefter forvandler bidene sig til smertefulde rød-brune knuder, og det kan ødelægge et ansigt fuldstændigt, hvis man ikke får behandling.
Tidligere behandlingsforsøg havde indebåret, at læger forsøgte at brænde hudforandringerne væk med såkaldte brændejern. Der blev også eksperimenteret med arsenik og andre giftstoffer »med forfærdelige konsekvenser for patienterne og med meget, meget ringe, for ikke at sige ingen, virkning,« siger Ion Meyer.
Spørgsmålet er, om Finsens lysbehandling kunne fjerne patienternes lidelser?
Allerede som studerende var det gået op for Finsen, at Solens ultraviolette stråler havde en gavnlig virkning på sygdomsbekæmpelse. Derfor byggede han en stor samlende linse til at koncentrere sollys og forstærke dets virkning, men i begyndelsen så resultaterne ikke så lyse ud.
»I Danmark var det lidt problematisk at give patienter langvarige behandlinger med sollys. Nu kan du jo bare kigge ud af vinduet og se, hvordan vejret er i dag,« siger Ion Meyer under vores interview, der foregår på en grå februardag.
Derfor måtte Niels Finsen hive et nyt trick op af ærmet og udviklede et særligt kulbuelys. En teknik, hvor man brænder kulstænger af, som afgiver et meget kraftigt lys. Med ét kunne han behandle sine patienter indendørs under særlige lamper.
Denne opfindelse blev det gennembrud, han havde håbet på. Behandlingerne virkede og blev en kæmpe succes.
Niels Finsens lysbehandling var den første effektive behandling af lupus vulgaris og flere andre hudsygdomme.
Mange blev fuldstændig kureret, og de resterende oplevede næsten alle sammen store forbedringer. Virkningen var intet mindre end »fuldstændig revolutionerende«, og der var kun én måde, Finsen kunne dele sine store resultater med verden på: medicinske moulager.
»Finsen fik altså ikke kun lavet moulagerne for at vise, hvordan lupus vulgaris så ud. Der lå simpelthen en bevidst strategi bag – de skulle dokumentere lysbehandlingens effekt,« siger Ion Meyer og fortsætter:
»Når de positive resultater af Finsens nye lysbehandling blev fremlagt på konferencer, deltog nogle af de tidligere patienter somme tider. Så kunne de stå med en moulage i hånden og sige: Sådan her så jeg ud før behandlingen, og sådan her ser jeg ud nu.«
Som nævnt virkede Finsens PR-strategi så godt, at han i 1903 blev belønnet med videnskabens ultimative hædersmærke: Nobelprisen, som var blevet indstiftet to år forinden.
»Fordi Nobelprisen var så ny, var der flere forskere, der havde lavet banebrydende arbejde i årene inden, så der var meget stor konkurrence. Derfor var det virkelig en anerkendelse af hans indsats,« siger Ion Meyer.
Har du lidt for mange gange konsulteret 'Doktor Google', når du har været i tvivl om, hvorvidt dit udbrud af bumser mon skyldes komælk? Eller om din dyrt indkøbte rynkecreme mon faktisk kan slette alderstegnene på din hud? Så lyt til Hudlægens Bord, Videnskab.dk’s podcast om hudens mange mysterier.
Gennem 12 episoder tager hudlæge Iben Marie Miller sammen med Videnskab.dk’s podcastredaktør, Benjamin D’Souza, et kig i mikroskopet og giver dig den nyeste viden om huden og dens sygdomme.
Lyt til episoderne i afspilleren herunder. Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at klikke på ‘subscribe’ eller søge efter ‘Hudlægens Bord’ i en podcastafspiller på din mobiltelefon.
Der kan dog have været flere grunde til, at nobelkomitéen valgte at gøre Niels Finsen til Danmarks første nobelprismodtager.
Allerede i begyndelsen af 20’erne blev han ramt af en kronisk hjerte- og leversygdom, og ved prisoverrækkelsen havde sygdommen nået sin terminale fase. Så den 29. september 1904 gik flagene i København på halv. Niels Finsen var død i en alder af 44 år.
Siden da er der sket gevaldige fremskridt inden for Finsens speciale. I dag ved vi for eksempel, at lupus vulgaris opstår på grund af tuberkulose, og nu om dage behandles sygdommen med antibiotika, der dræber bakterien.
Det vil altså sige, at Nielsens lysbehandling ikke længere er i brug. Men hans opdagelse af lysets helbredende effekt førte siden til, at man begyndte at bruge lysterapi mod andre hudsygdomme, herunder psoriasis.
Finsens moulagesamling blev fundet i 1978, og i dag ligger de pakket væk og venter på næste gang, de skal udstilles. Du kan med andre ord ikke opleve moulagerne lige nu, men hvis du gerne vil se et fysisk bevis for Finsens bedrifter, kan du gå hen til statuen i krydset mellem Tagensvej og Blegdamsvej ved Rigshospitalet i København:
Den hedder ‘Mod Lyset’ og er en hyldest til Niels Finsen og hans forskning, der ændrede livet for så mange.
Få en ugentlig dosis sund viden om kost, motion, sygdomme, behandlinger og kroppens mysterier.
