Rygere drikker mere alkohol end ikke-rygere. Det er efterhånden etableret viden, eftervist ved flere forskningsresultater.
Men nu viser det sig, at den sammenhæng er så stærk, at priserne på tobak direkte påvirker alkoholforbruget.
En ny undersøgelse udgivet i tidsskriftet Alcoholism: Clinical and Experimental Research viser, at hvis afgifterne på tobak hæves, så sænker det alkoholforbruget hos mænd med 22 procent.
»Det er potentielt en kæmpe sundhedsmæssig og økonomisk gevinst for samfundet, og et godt argument for at sætte priserne op,« siger Morten Grønbæk, direktør for Statens Institut for Folkesundhed og formand for Vidensråd For Forebyggelse.
Tobakspriser påvirker især unge
Forskerholdet fra Yale University, Stanford University og Roswell Park Cancer Institute brugte spørgeskemaer til at undersøge 21.473 amerikanske rygeres forbrug af alkohol i 2001 og i 2004.
Cirka halvdelen af deltagerne var fra stater, der hævede afgifterne på tobak mellem 2001 og 2004, og den anden halvdel af deltagere boede i stater, hvor afgifterne ikke blev hævet.
\ Fakta
I 2009 døde omkring 10.000 mennesker i Danmark på grund af rygning. Antallet af tobaksofre øges dramatisk. Om 20-30 år vil der årligt dø 10 millioner mennesker som følge af rygning verden over. Beregninger viser, at livslængden i gennemsnit forkortes med 7-10 minutter for hver cigaret som ryges. Kilde: Sundhed.dk
Resultatet viste, at mænd, som boede i stater, hvor alkoholen blev dyrere, drak gennemsnitligt 10 procent mindre efter priserne på tobak steg. Samtidig faldt antallet af drukturer, hvor de drak mere end 14 genstande, med 20 procent.
Resultatet var særdeles slående for unge rygere mellem 18 og 29 år, som havde næsten en fjerdedel færre gange, hvor de drak mere end 14 genstande på et år. Det vil sige en reduktion på 25 procent.
Samtidig viste resultatet, at ikke-rygeres drikkevaner var uændrede fra 2001 til 2004. Det peger altså på, at priserne på tobak er direkte involveret i alkoholforbruget. I hvert fald blandt mandlige rygere.
Kvindelige rygere ændrede nemlig ikke alkoholforbrug mellem 2001 og 2004. Det skyldes, at kvinder allerede drikker mindre end mænd og er underrepræsenteret blandt storforbrugerne af alkohol i USA, udtaler en af forskerne bag undersøgelsen, Sherry A. McGee, lektor ved Yale University til Medpagetoday.com.
Højere tobakspriser, mindre lyst
På Videnskab.dk har vi tidligere skrevet om forbindelsen mellem rygning og øget alkoholforbrug. Det lader til, at nikotinen i tobak gør, at man skal drikke mere alkohol, før man får en belønnende effekt. Så hvis man ryger mindre, så behøver man ikke drikke så meget alkohol for at blive beruset.
Det er et billede som læge og forsker, Morten Grønbæk, kan genkende. Han er til dagligt direktør for Statens Institut for Folkesundhed og formand for Vidensråd For Forebyggelse, og han forsker selv i, hvordan rygning fører til større alkoholforbrug.
\ Fakta
Du har en høj risiko for at blive syg på grund af alkohol, hvis du drikker mere end 14 (kvinder) og 21 (mænd) genstande om ugen. Børn og unge under 16 år anbefales ikke at drikke alkohol. Unge mellem 16 og 18 år anbefales at drikke mindst muligt og stoppe før 5 genstande ved samme lejlighed. Kilde: Sundhed.dk
»Hvis man ikke har så mange penge mellem hænderne, og priserne på tobak sættes op, så holder folk igen med deres forbrug,« siger Morten Grønbæk.
»Økonomien sætter en grænse for folks rygning, og det har så den effekt, at det mindsker lysten til alkohol.«
Samfundet betaler for tobaksforbruget
Vi danskere har et stort tobaks- og alkoholforbrug i forhold til andre europæiske lande. Det påvirker vores overordnede helbred og koster sundhedsvæsenet og samfundet flere milliarder kroner hvert år.
»Hvert år dør 14.000 danskere på grund af lidelser og sygdomme forårsaget af rygning. Samtidig drikker cirka 800.000 danskere mere, end hvad der er sundt, hvor 140.000 af disse er afhængige og har brug for at drikke dagligt,« siger Morten Grønbæk.
»Det øger forekomsten af blandt andet kræft og hjertekarsygdomme, og det er en stor økonomisk udgift for samfundet.«
Hvad kan man så gøre ved det?
Politikere argumenterer, at de allerede har sat prisen tre kroner op. Det kan vi helt klart dokumentere, at det ikke er nok.
Morten Grønbæk, Direktør for Statens Institut for Folkesundhed
»Man kunne jo sætte prisen på tobak op, så det både påvirker folks rygevaner og folks alkoholforbrug. Det er jo et relativt let redskab til at påvirke vores sundhed,« siger Morten Grønbæk.
'Politikere gør ikke nok ved tobaksforbrug'
I april 2012 satte den nuværende regering prisen på en pakke cigaretter op med tre kroner. Det er slet ikke nok, mener Morten Grønbæk.
»Politikere argumenterer, at de allerede har sat prisen tre kroner op. Det kan vi helt klart dokumentere, at det ikke er nok,« siger Morten Grønbæk.
»En pakke cigaretter skal i stedet koste op mod 57 kroner, før det virkeligt batter. Samtidig vil prisen også være så langt nede, at folk ikke bare kører over grænsen og køber stort ind.«
Unge har færre penge og derfor vil det ramme dem hårdere, hvis prisen blev sat op, og så vil mange aldrig begynde at ryge, mener Morten Grønbæk.
»Der, hvor jeg synes, at det er rigtigt interessant med højere priser på tobak, er, når man kan nå at forhindre, at mange unge i at begynde at ryge. Cirka 10 procent af alle 15 årige drenge ryger tobak,« siger Morten Grønbæk.
Højere priser fremover
Morten Grønbæk er optimistisk og forventer, at danske politikere vil følge i de norske politikeres fodspor og sætte prisen på en pakke cigaretter længere op.
»Jeg tror bestemt, at vi vil se højere tobakspriser i fremtiden. På et eller tidspunkt vil der være nogen, som tør sætte en pakke cigaretter op til 50 kroner,« siger Morten Grønbæk.

































