Cigaretterne skal være dyrere. 10 kroner dyrere med en prisstigning på 5 kroner over de næste 2 år, hvis det står til regeringen.
Det var i hvert fald en af hovedpointerne i det udspil, der skulle sætte ind mod børn og unges rygning, som regeringen fremlagde 19. september 2019.
\ Opdatering juni 2022
Nye tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at på fire år er andelen af rygere blandt de helt unge mellem 16 og 19 år faldet med 37 procent. Blandt de lidt ældre, de 20- til 24-årige, er andelen af unge, der ryger, faldet med 26 procent.
Tallene kommer, efter at Statens Institut for Folkesundhed i 2017 offentliggjorde en undersøgelse, der viste en bekymrende stigning i andelen af rygere blandt børn og unge.
Det fik i december 2019 et bredt politisk flertal til at vedtage en national handleplan mod børn og unges rygning.
»Nu er det vigtigt, at vi holder fast og fortsætter arbejdet. Vores mål er – og det deler vi med 86 procent af befolkningen – at ingen børn og unge ryger i 2030. Så, der er et stykke vej endnu. Nye initiativer kunne f.eks. være at indføre helt røgfrie miljøer, hvor de unge opholder sig: i nattelivet, på festivaler, på studiet på de videregående uddannelser osv. Og frem for alt endnu højere priser på cigaretter. Der er nok at tage fat på,« siger forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse Mette Lolk Hanak.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Men den prisstigning er for lav, mener alle partier, på nær Nye Borgerlige.
Det samme mener førende danske forskere i tobaksforebyggelse.
»Vi har evidens fra hele verden, der viser, at det (prisstigning, red.) er det, der har den største betydning, fordi unge er enormt prisfølsomme. Så lader de være med at begynde at ryge, og prisen motiverer andre til at holde op med at ryge,« sagde Charlotta Pisinger, professor i tobaksforebyggelse ved Københavns Universitet, eksempelvis til Ritzau.
Men hvad er det for en evidens, hun taler om?
Videnskab.dk har talt med Charlotta Pisinger og postdoc Lotus Sofie Bast, der er strategisk leder af rygeforskningen på Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet, og bedt dem om at bringe den førende forskning på området til torvs.
Prisstigning er mest effektivt
Der er flere måder at få børn og unge til at holde sig fra cigaretterne på.
Man kan, som flere supermarkeder har gjort, skjule cigaretterne fra kassen, standardisere cigaretpakkerne, så de alle bliver ens, lave anti-rygnings-kampagner og forbyde salg af cigaretter ved store begivenheder som festivaler eller koncerter.
Flere af tiltagene er også en del af regeringens udspil.
Men når Charlotta Pisinger og Lotus Sofie Bast kaster et blik på den eksisterende forskning, så er der ikke tvivl om, at prisstigninger er det værktøj, der har den allerstørste effekt blandt børn og unge.
»Der er faktisk ingen tvivl i forskningsmiljøet om, at prisen er altafgørende, og at det er det mest effektive værktøj, vi har,« fastslår Charlotta Pisinger.
»Børn og unge er meget mere prisfølsomme, fordi de endnu ikke har stabilt tobaksforbrug som voksne,« tilføjer Lotus Sofie Bast.

LÆS OGSÅ: Unge ønsker hjælp til at droppe cigaretterne
Enorme studier med samme konklusion
Når Lotus Sofie Bast siger sådan, læner hun sig blandt andet op ad to studier, som hun fremhæver som det mest solide arbejde, der er gjort i tobaksforebyggelse blandt børn og unge.
Hun nævner først og fremmest et stort studie fra 2014, hvor man har undersøgt pris-elasticitet, der indenfor økonomi er et mål for prisændringers effekt på efterspørgslen af en vare, blandt næsten 600.000 unge mennesker i 38 lande.
Forskerne har både undersøgt, hvordan prisændringer kan forebygge, at unge starter med at ryge, samt påvirke, hvor mange cigaretter de unge ryger. Her viste det sig, at pris-elasticiteten havde signifikant betydning for begge dele, påpeger Lotus Sofie Bast.
»Vi skal stole på gode studier som dette, der blandt andet inddrager så mange individer. Analyserne er solide, og der er taget højde for mange af de faktorer, som kan påvirke resultaterne,« fortæller Lotus Sofie Bast.
Man skal dog blot være opmærksom på, at prisændringer har større blandt unge effekt i mellem- og lavindkomstlande end i højindkomstlande som Danmark, og så er det værd at bemærke, at de højindkomstlande, der er undersøgt i studiet, ikke er lande, som Danmark normalt sammenligner sig med.
LÆS OGSÅ: Se, hvordan rygning gør dig rynket før tid
Prisstigning fører til færre unge rygere
Det andet studie, som Lotus Sofie Bast vælger at fremhæve, er et såkaldt systematisk review studie fra 2005, hvor man har kigget på alle de politiske greb, der er brugt for at forebygge rygning blandt unge.
»Review-studier er studier, der samler op på evidensen på et bestemt område, det vil sige, at de ofte bygger på en stor mængde forskning og derfor er meget valide. I studiet her finder de, at priser er ekstremt effektivt til at sænke andelen af unge rygere,« forklarer hun.
I studiet blev det vurderet, at en prisstigning på bare 10 procent kunne give et fald på 15 procent i cigaretforbrug blandt unge.
LÆS OGSÅ: Rygning forstyrrer vigtige gener
En masse viden fra USA
De to studier er kun et udsnit af et forskningsområde, der tilsyneladende er rygende enige om, at prisstigninger er vejen frem.
Charlotta Pisinger fremhæver også en stor WHO-rapport fra 2015 og Vidensråd for Forebyggelses rapport fra 2018 som to solide kilder, der deler denne konklusion.
I Vidensrådets rapport, som Charlotta Pisinger og Lotus Sofie Bast begge er forfattere til, er der »rigtig mange referencer på studier, der alle konkluderer, at en høj pris på tobak er den bedste indsats,« forklarer Charlotta Pisinger.
LÆS OGSÅ: Hvad er videnskabelig evidens?
Charlotta Pisinger skeler især til USA, der er ‘toppen af poppen’, hvad angår forskning i tobaksforebyggelse, når hun bliver bedt om at smide de bedste beviser på bordet.
»Der foreligger rigtig mange studier af rigtig høj kvalitet, især fra USA. Det er generelt studier, hvor man har fulgt unge mennesker over lang tid, og hvor man har meget detaljerede oplysninger på unges rygning,« siger Charlotta Pisinger.
»Når man følger de unge i USA over tid og sammenligner med prisudviklingen, kan man plotte det ind i figurer, og her kan man se, at hver gang prisen stiger, så falder andelen af unge rygere, og det modsatte sker, når prisen falder,« tilføjer hun.
Charlotta Pisinger fremhæver blandt andet et amerikansk studie fra 2003, der viste, at i de stater, der havde den højeste pris på tobak, var det 20 procent mindre sandsynligt, at børn og unge begyndte at ryge, end i de stater, der havde lavest priser på tobak.
»Det er en signifikant forskel, hvor man har taget højde for forskelle i staterne, om ens venner røg, samt fattigdom og levestandarder,« forklarer Charlotta Pisinger.

Prisstigning har også effekt på voksne og udsatte
Spørgsmålet om prisstigninger på cigaretter bliver ofte præsenteret som et dilemma.
For selv om det kan holde unge fra at ryge, vil man også meget nødigt ramme de allermest socialt udsatte – en gruppe, der ryger mere end gennemsnittet – på pengepungen.
Det skal man dog ikke være bekymret for, påpeger Charlotta Pisinger.
Forskningen på området viser nemlig, at prisstigninger får folk til at stoppe eller skrue ned for rygningen på tværs af indkomst og alder.
»Prisfølsomheden virker også hos voksne. Det er der konsensus om,« siger hun og tilføjer:
»Der er lavet over 100 undersøgelser, man har set på erfaringer fra både høj-, lav- og mellemindkomstlande i hele verden. Det generelle billede viser, at 10 procents prisstigning reducerer tobaksforbruget med 3 til 5 procent i hele befolkningen. Nogle holder op, andre skærer ned på tobakken.«
Sidste år udkom der en serie af artikler i tidsskriftet The Lancet, der havde samme konklusioner. Det skrev vi også om på Videnskab.dk: Forskere: Høje cigaretpriser hjælper fattige – frygt ikke grænsehandel
»Mennesker i rige lande nedsætter deres tobaksforbrug, når skatterne bliver højere. De fleste erfaringer med at hæve tobaksskatter har man faktisk gjort sig i højindkomstlande, og resultatet har hver gang været mindre forbrug og mange reddede liv,« fortalte en af forskerne bag studiet, Rachel Nugent, dengang til Videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: Passiv rygning – er det virkelig skadeligt?
60-, 80- eller 100 kroner?
Mens regeringen foreslår en prisstigning på 10 kroner, der skal ske ved en stigning på 5 kroner de næste to år, mener de fleste partier, at en pakke cigaretter skal koste mindst 60 kroner.
Charlotta Pisinger og Lotus Skov Basts anbefalinger lyder begge på mindst 80 kroner for en pakke cigaretter.
»10 kroners stigning er for lidt, og en indfasning over tid er imod alle anbefalinger. Det udvander chok-effekten, der kunne få flere til at stoppe,« fortæller Lotus Skov Bast, der mener, at vi skal fordoble prisen, hvis vi skal se en effekt på børn og unge.
\ Forskning søger løsninger
Charlotta Pisinger er enig:
»Vi har Europas næstlaveste pris på tobak. Det er billigere at ryge i dag end i 70’erne og 80’erne, vi er ikke fulgt med prisinflationen. Så hvis man mener det alvorligt, så skal vi derop, hvor det virkelig kan mærkes. 60 kroner for en pakke cigaretter ville være at ‘catche’ op på inflationen,« siger hun.
»Det, vi hører ude på erhvervsskolerne, når vi spørger, hvad der skal til, så siger de unge, at de ville stoppe, hvis en pakke kostede 100 kroner. Jeg vil også gerne op på 100 kroner, men det er nok ikke realistisk lige nu,« tilføjer Charlotta Pisinger, der samtidig påpeger, at det er vigtigt, at man varsler, at prisen bliver ved med at stige:
»Så tænker mange rygere, at de lige så godt kan holde op med at ryge nu i stedet for at vente på smertetærsklen på måske 100 kroner.«
I Danmark ryger 17 procent af befolkningen hver dag ifølge Kræftens Bekæmpelse.
LÆS OGSÅ: Er byens luftforurening virkelig lige så skadelig som 20 cigaretter om dagen?
LÆS OGSÅ: Er e-cigaretter sundhedsskadelige?
LÆS OGSÅ: Illustreret tidslinje: Det sker i kroppen, når du har røget den sidste cigaret
\ Kilder
- Charlotta Pisingers profil (KU)
- Lotus Sofie Basts profil (SDU)
- The Effect of Prices on Cigarette Use Among Youths in the Global Youth Tobacco Survey. Nicotine & Tobacco Research (2013). DOI: https://doi.org/10.1093/ntr/ntt019
- Curbing adolescent smoking: a review of the effectiveness of various policies. YJBM (2005). PMCID: PMC2259139
- WHO: The Economic and Health Benefits of Tobacco Taxation (2015)
- Vidensråd for Forebyggelse: Forebyggelse af rygning blandt børn og unge. Hvad virker? (2018)
- Health Care Costs among Smokers, Former Smokers, and Never Smokers in an HMO. Health Services Research (2003). DOI: 10.1111/1475-6773.00142
- Den samlede forskning i The Lancet