Google Glass: et teknologisk overdrev?

Lyder det kompliceret? For det er det ikke. Groft sagt er Google Glass blot en smartphone, placeret foran øjnene fremfor i lommen.

Lettere omformuleret kan man sige, at brillen tilføjer et lag af digital virkelighed ovenpå virkeligheden. Sekundært bliver hænderne fri, og endelig slipper vi for at fiske mobiltelefonen frem i tide og utide.

Fremtidsudsigter

Glass kommer derudover til at udvide smartphone'ns funktioner. Vores nære fremtid vil således byde os apps, hvor vi kan blive vist vej direkte i dét vi ser, få oplæst relevant information om et givent emne, lægge kalender og tjekke mail on-the-go, få fremvist brugbar information i vores nære visuelle omgivelser – og så videre.

Potentialet med brillerne er med andre ord kæmpestort. Måske at brillerne ligefrem ender med at blive et allemandseje, ligesom at smartphones og tablets er det?

Det er svært at sige endnu. Glass har nemlig vist sig at kæmpe med op til flere 'børnesygdomme' i form af klodset design, dårligt interface og underudviklet software. Derudover har brillerne vist sig at være forstyrrende og direkte provokerende i sociale sammenhænge.

Ny teknologikritik

På sigt kan disse fejl og mangler vise sig at tilhøre småtingsafdelingen: i hvert fald, hvis det står til den mere grundlæggende kritik, som brillerne har tiltrukket.

Eksempelvis har den helt store bekymring 'over there' – ikke så overraskende – lydt, at Glass udgør en trussel mod privatlivets fred. Med brillernes udbredelse frygter man således en ukontrolleret masseovervågning, hvor alle uhindret vil gå og filme hinanden i det offentlige rum.

Spørgsmål er dog, om dette ikke er et typisk skræmmescenarie, der vokser ud af en konservativ forherligelse af de 'gode gamle dage'?

Måske. Det ændrer imidlertid ikke på, at der i de seneste år er vokset en mere udtalt og moden kritik af teknologi frem: en kritik, der bl.a. baserer sig på en samlet erfaring om den hektiske og individualiserede livsstil, som bl.a. informationsteknologien har ført med sig.

Med introduktionen af smartphones og Facebook har vi f.eks. oplevet en stadig mere forjaget, såvel som egocentrisk og selviscenesat måde at leve på. Herunder har vi oplevet, hvordan ivrige smartphone-brugere nærmest er blevet fraværende i sociale og æstetiske sammenhænge – i bedste fald, at de udnytter sådanne situationer til selvpromovering.

I skovens dybe og knap-så stille ro

Min bekymring ligger i forlængelse af denne utilfredshed. Med en fuld implementering af googlebrillerne frygter jeg nemlig, at vi kommer til at opleve en 'brugbarhedstænkning' invadere os – mere end den gør i forvejen.

En simpel måde at forklare denne problematik er at pege på, hvordan der er kommet flere mennesker, som bruger skoven til at mountainbike i, i stedet for at gå ture. Det tyder på, at der er ved at ske et skift i måden vi erkender verden.

Den overvejende forskel består i, at de, der går ture i skoven, ikke bruger skoven aktivt, på samme måde som mountainbikerne gør det. De betragter den derimod nok nærmere. Eller rettere: de nyder skovens udseende på en passiv facon – lidt på samme måde, som når vi ser på turistattraktioner eller overvældes af stjernehimlen.

Kort sagt så betragter de verden uden nødvendigvis at tage aktiv del i den. Deres erkendelse af verden går m.a.o. ikke (nødvendigvis) i hånd med handlinger i verden.

Mountainbikeren, derimod, betragter i langt højere grad verden som en brugbar og interaktiv størrelse, der fordrer handling, overvindelse, koncentration og årvågenhed – hele tiden. Af samme grund vil mountainbikeren typisk også stille sig tvivlende overfor, at de andre spilder tiden ved at glo på naturen. For hvad kan man bruge dét til?

To erkendelsesformer

Det gælder om at forstå, at disse to forskellige måder at tilgå og erkende verden, involverer to ligeså forskellige måder at leve på. I den forstand er vores erkendelse af verden også et værdibaseret valg: måden vi vælger at leve på, påvirker hvordan vi erkender verden.

I så fald bliver spørgsmålet, hvad vi vælger fra, når vi begynder at erkende verden som 'mountainbikere'?

Overvej dertil, at der med tidligere generationers rolige, passive og nøjsomme erkendelse hørte en nedgradering af menneskets status. Når man gik afslappende ture i skoven opnåede man således en underdanig og romantiseret erkendelse af, at der fandtes noget større end os selv: i dette tilfælde naturen. Naturen gav os noget, selv når vi ikke decideret brugte den.

Denne måde at erkende på har sit ophav i, at mange – især lidende – mennesker har en tendens til at hige efter en stabilitet i verden, som kan skabe 'ro i hovedet'. Man lader således verden fremstå som en rolig, stabil og udynamisk størrelse, så den ikke længere stiller de krav om konstant årvågenhed og koncentration, som mountainbikeren befinder sig i. Dette går hånd i hånd med afholdenhed, da der rent ud sagt skal mindre til at gøre folk tilfredse.

Hyper-pragmatisk invasion

Min pointe er, at Glass fremstår som en teknologi, der ensidigt styrker og 'sandfærdiggør' mountainbikerens måde at opfatte verden: nemlig som en urolig, men også håndtérbar og flydende størrelse, der fordrer konstant handling og årvågenhed – typisk med hensigten om at bruge omgivelserne til at tilfredsstille vores behov nu og her (og ikke i et liv efter døden).

Siger jeg dermed, at Glass ikke kommer til at aflaste os kognitivt? Nej. Derfor vil jeg heller ikke afvise, at brillerne er berettigede i krævende situationer (såsom i specialiseret arbejde, når vi kører bil og lign.).

Men Glass rummer stadig en fare for at få verden til at fremstå som en ren pragmatisk affære. Brillerne risikerer m.a.o. at få os til at lukke ned for de åbninger i verden, der ikke er pragmatiske, hvilket potentielt kan ende med at indskrænke og ensrette vores erkendelse markant – også når vi tager brillerne af.

I den forstand gælder det også om at forstå, at Glass på ingen måde er en værdineutral eller 'objektiv' teknologi. Den har derimod magt: den opdrager os sågar i bestemte værdier.

På den måde udgør Glass reelt et moralsk skub i retning af 'ulvens' egenrådige og rovdriftige livsstil, fremfor 'fårets' afholdne måde at tilgå livet – helt uden, at der skiltes med det. Derved fremstår teknologien uberettiget som 'sand' eller som et 'faktum', hvilket jo den sandhedselskende – omend nu spredte – fåreflok desværre har tendens til at sluge råt.

Ordenskultur

Det afgørende spørgsmål er, om Glass som hverdagsteknologi vil overstyre os ud i en livsstil, hvor det bliver sværere og sværere at slappe af og bare være til? Kan fremtidsbrillerne ende med at blive en større forhindring end hjælp?

Det frygter jeg. For præmissen bag Glass er, at den vokser ud af en overivrig og nærmest rastløs ordenskultur, der har ufatteligt travlt med til at genskabe de trygge rammer, som vi i takt med sekulariseringen har opdaget ikke eksisterer på forhånd.

I den forstand kan man sige, at Glass er udtryk for, at vi atter jagter denne grundfølelse af, at der findes en fast på-forhånd-givet struktur i verden: omend nu en pragmatisk af slagsen. Sekulariseringens hårdtslående wake-up call har m.a.o. betydet, at vi er begyndt at ophøje pragmatik til en slags religion.

Sagen er m.a.o., at vi i dag står overfor en sitrende og farlig verden – typisk i alenehed. Derfor er vi begyndt at klippe græsset, konstant. Vi tjekker også hele tiden, om det er blevet for højt. For så skal det nemlig klippes – med det samme!

Dermed sagt, at Glass kan være et symptom på, at vi som kultur er ved at arbejde os hen mod at blive hyper-pragmatiske. I den forstand fremstår vi ikke nødvendigvis som de stærke og frie individer, vi så gerne vil være, men derimod som del af en urolig, usikker og nærmest kulturfjendsk post-pligt kultur, der syndiggør ineffektivitet i så høj grad, at vi over-håndterer verden.

Ret beset er vi således ved at udarte os som en slags underskudsagtige control-freaks, der investerer alt vores energi i at 'polere' den kaos, som vi er så overfølsomme overfor, væk (heriblandt døden).

I det henseende skal vores hang til minimalisme, perfektionisme og sågar videnskab ikke opfattes som entydige sundhedstegn. Disse kulturelle tendenser tyder derimod på, at vi er skræmte over at indse, at vi nu bliver nødt til at leve med side om side med kaos.

Relevant for bloggens emne, så indebærer alt dette, at for at kunne nyde verden, hvile ud, være medmenneskelige, kulturelle, sociale og lign., så skal vi nu til at mærke efter, om vi også har overskuddet til at kunne give slip på den konstante jagt efter orden, effektivitet, perfektion og 'sandhed' – i det mindste for en stund.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.