Forskere: Legalisering af kokain vil med al sandsynlighed øge forbruget
Partiformand Alex Vanopslagh (LA) har luftet tanker om at legalisere kokain, men det risikerer at normalisere stoffet og gøre det billigere, påpeger forskere.
Partiformand Alex Vanopslagh (LA) har luftet tanker om at legalisere kokain, men det risikerer at normalisere stoffet og gøre det billigere, påpeger forskere.

Kokain er ulovligt i Danmark. Du må hverken benytte det, have det på dig, producere det, sælge det eller købe det.
Men sådan burde det ikke være, hvis det stod til Alex Vanopslagh, der er partiformand for folketingspartiet Liberal Alliance.
I podcasten 'Casper 3080 Tikøb' argumenterede han for, at stoffet på sigt skal legaliseres. Det giver for ham ikke mening at kriminalisere mennesker, som bruger kokain tre gange om året, sagde partiformanden i podcasten.
Videnskab.dk har spurgt to forskere, som ser ret forskelligt på formandens idé.
»I første omgang vil jeg give Alex et kompliment for at få det til at handle etik og menneskers rettigheder i stedet for om bander. Det er ret forfriskende at høre,« siger Rasmus Munksgaard, der forsker i illegale markeder og er lektor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, til Videnskab.dk.
»Det er vist ikke et helt gennemtænkt forslag,« siger Mads Uffe Pedersen, der er professor på Psykologisk Institut - Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet.
Ifølge Mads Uffe Pedersen ville konsekvenserne være »helt uigennemskuelige«.
Begge forskere er enige i, at det formentlig vil øge forbruget af kokain i samfundet, hvis det bliver lovligt at købe på et apotek, som Alex Vanopslagh foreslår.
Videnskab.dk har kontaktet Liberal Alliance for at forholde dem forskernes bekymringer om legaliseringen af kokain.
Svaret lyder, at de holdninger, partiets formand havde givet udtryk for, ikke var partiets officielle politik.
»Det er ikke Liberal Alliances politik at legalisere stoffer. Det er derimod Liberal Alliances politik at legalisere cannabis og afkriminalisere stoffer, som Alex også gør opmærksom på i podcasten,« svarer Peter Bollerup Andersen, der Liberal Alliances pressechef, i en mail.
Hvor meget forbruget vil øges, kommer an på flere forskellige ting - men først og fremmest prisen.
»Med prisen følger forbrug. Hvis prisen falder på kokain med afkriminalisering eller legalisering, så er der flere, der tager stoffet i befolkningen,« siger Rasmus Munksgaard.
Han fremhæver et studie fra Portugal, hvor alle stoffer, herunder kokain, blev afkriminaliseret i 2001. Her steg priserne på kokain steg ikke - men legalisering er noget helt andet, siger han.
Der findes grundlæggende tre modeller for håndtering af stoffer:
Kriminalisering har vi i Danmark af en lang række rusmidler, for eksempel kokain og cannabis. Det er ulovligt at købe, sælge, producere, bruge og at have stoffer på sig.
Legalisering betyder, at stofferne er lovlige, og at der findes et legalt marked for salg af stoffer. Det er lovligt at købe, sælge, producere og tage stoffer. Legalisering betyder ikke nødvendigvis, at alle mennesker må producere eller sælge stoffer.
Afkriminalisering kender vi fra den portugisiske stat, som afkriminaliserede alle stoffer i 2001. Her er markedet og stofferne fortsat ulovlige. Salg og produktion er fortsat strafbare handlinger. Men det er ikke strafbart at købe, bruge eller at have stofferne på sig, så længe man har til maksimalt ti dages brug. Brugerne skal en tur til konsultation på kommunen om sit brug i stedet for at få bøde eller blive smidt bag tremmer.
Ifølge Rasmus Munksgaard taler man ofte om at afkriminalisere i litteraturen, så brugerne ikke bliver retsforfulgt.
»Man forsøger at holde mennesker ude af det strafferetlige system, men legaliserer ikke stoffet,« siger Rasmus Munksgaard.
Liberal Alliance og Moderaterne går ind for en afkriminalisering af alle stoffer.
For hvis man legaliserede stoffet, kunne prisen falde betydeligt, mener Rasmus Munksgaard. Lige nu er kokain dyrt at købe, og en stor årsag til det er, at stoffet er ulovligt. Det skal holdes skjult, der skal betales til en dyr transport samt til bander og kriminelle sælgere.
»Hvis vi kigger på produktionen, er cannabis og kokain stoffer, som kommer fra planter. Kokain produceres under små, hemmeliggjorte og besværlige forhold. Hvis man kunne producere det ordentligt og lovligt, ville det blive meget nemt for industrien at gøre det billigere,« vurderer forskeren.
Kokain sælges i dag ofte per gram, og stoffet kan være svært at prissætte, men prisen har de seneste år været faldende på det europæiske marked. Den kunne falde endnu mere i en lovlig produktion, mener Rasmus Munksgaard.
»I dag er stoffet typisk 20 gange så dyrt, som hvis man købte det direkte fra producenten,« siger han og fortsætter.
»Det vil blive absurd billigt, hvis man bare vælger markedsprisen. Man bliver nødt til at beskatte det.«
Han spørger drillende, hvad den liberale formand tænker om at lægge en høj skat på salget af kokain.
Hvis prisen på den lovlige kokainhandel ligger på niveau med den ulovlige, er normalisering af stoffet næste aspekt at kigge på.
Kun 3 procent af den af 15-25-årige danske befolkning tager kokain på månedlig basis, viser en undersøgelse fra Center for Rusmiddelforskning, hvilket ifølge Mads Uffe Pedersen er et lavt tal.
Men en legalisering af stoffet kunne risikere at blive tolket som en blåstempling, og det kunne øge antallet af regelmæssige kokainbrugere, vurderer professoren:
»Hvis man begynder at legalisere noget, der ikke bliver brugt i vid udstrækning, så er der en større tendens til, at man vil se en stigning. Man tænker måske, det er jo legaliseret, jamen så kan vi vel også prøve,« siger Mads Uffe Pedersen.
Han trækker på erfaringer fra Canada og Colorado, som begge har legaliseret brug af cannabis og ikke har set en mærkbar stor forøgelse af brugen.
Men i de to tilfælde var brugen utrolig høj på 20 procent allerede inden legalisering. Derfor skete der ingen forøgelse af brugen, vurderer Mads Uffe Pedersen.
Debatten om hårde stoffer og om legalisering af cannabis tager ofte udgangspunkt i bandekriminalitet. Hvis vi legaliserer stofferne, fører det til mindre bandekriminalitet, lyder et ofte hørt argument.
Alex Vanopslaghs indgangsvinkel på legalisering er en anden. Han fokuserer på personer, som bruger stoffet relativt sjældent: Kun tre gange årligt. Ifølge formanden giver det ikke mening, at stoffet er ulovligt for denne »ansvarlige« bruger.
Men hvorfor er det lige den person, som formanden fokuserer på, spørger Rasmus Munksgaard.
Det er en forsvindende lille del af befolkningen, der falder ind under den kategori, som formanden fokuserer på, fortæller han. Alex Vanopslagh overser det store problem med stoffet.
»Langt det meste kokain i Danmark bliver taget af dem, der tager det dagligt eller flere gange om ugen,« siger Rasmus Munksgaard.
Det er de brugere, som burde have politikerens fokus, mener han. Misbrugere, som står for at tage størstedelen af kokain i Danmark, er langt mere udsatte og bliver oftere anholdt.
»Personen, der tager det tre gange om året, er mindst tilbøjelig til at blive anholdt. Hvis vi skulle legalisere i hele samfundet på grund af en bestemt gruppe, hvorfor så ikke gøre det for misbrugerne, yngre brugere, brugere med en anden hudfarve og så videre. Det er de grupper, som ofte bliver kriminaliseret på grund af deres brug,« siger Rasmus Munksgaard.
Her mener begge forskere,at det er nærliggende at kigge på en afkriminalisering som i Portugal, hvor narkotikamarkedet stadig er illegalt, men brugerne slipper for at blive straffet for deres brug.